Hedenske guder

Der er kun få vidnesbyrd om dyrkelse af de enkelte guder. Omtalen i Willibrords Levned af guden Fosite og beretningen om de tabuer hans ø var belagt med (citeret i indledningskapitlet) har kun enkelte paralleller. Rimbert nævner kun en enkelt hedensk gud i Ansgars Levned; det er en tidligere kong Erik som man havde dyrket en kort tid i Birka da Ansgar vendte tilbage dertil for at genoplive kirken. Hedensk gudedyrkelse omtales undertiden, men guderne nævnes sjældent ved navn; af og til kan de optræde i klassisk skikkelse som Jupiter, Neptun, Merkur og Venus. Men vi ved fra engelske forfattere fra 900- og 1000-tallet at danerne dyrkede Odin og Thor, og en af dem fortæller at de holdt mest af Thor.

Det eneste gudenavn som med sikkerhed optræder i forbindelse med navne på fredhellige steder (vi eller *al) er Odin. Det tyder på at Odinkulten var den vigtigste, måske den eneste, offentlige kult i vikingetidens Danmark. Hertil kommer at mange af disse stednavne er knyttet til steder som ejedes af kongen; her må især Odense fremhæves (se kort i Vier og lunde). Odin var en fornem krigsgud som krævede menneskeofringer, et respektindgydende særkende for en kongelig guddom. Til trods for at islændingene udmærket kendte til Odin optræder hans navn ikke i de islandske stednavne; det stemmer smukt overens med tanken om Odin-dyrkelsens kongelige tilknytning, for der var ikke konger på Island.

Odin er en af de guder som har lagt navn til en ugedag. De andre er Tyr, Thor og Freja. Det er ikke et specielt skandinavisk fænomen, for det gælder hele det germanske Europa. Torsdag hedder Thursday på engelsk, Donnerstag på tysk og Dondersdag på hollandsk. De germanske navne på ugedagene svarer til de romerske betegnelser og vidner om forbindelser der har eksisteret længe før vikingetiden. De tre dagnavne er lette at forstå; at man har erstattet Jupiter med Thor, Venus med Freja, og Mars med krigsguden Tyr er indlysende. Men ligheden mellem Odin og Merkur, de romerske guders sendebud, er svær at få øje på. Den tidlige sammensmeltning af Odin og Merkur viser at gudernes roller og attributter kunne forandre sig; i 900-tallet havde Odin overtaget Tyrs eller Mars' funktion, og i 1200-tallet identificerede Snorri Odin med over 100 mere eller mindre kendte guder.

Stednavne viser at danskerne kendte mange germanske guder i vikingetiden og måske endnu tidligere. Deres navne brugtes til at kendetegne landskabelige træk som f.eks. skove, rydninger, søer, vandløb og moser. Odin gav navn til Onsbjerg på Samsø og Onsjö i Skåne, Frej til Frømose nær ved Ringsted, Tyr til Tislunde vest for Vojens, Balder til Boldersager og Baldersbæk i Vestjylland, og Freja til Frøbjerg vest for Odense og Frølunde nordøst for Korsør. Et navn som Torsager på Djursland er blevet taget som bevis på at Thor kunne være en frugtbarhedsgud. Det at sådanne navne forekommer i Danmark og Sverige, men ikke i Norge, viser at de enkelte guders attributter og funktioner ikke alle steder var de samme.

Minderne om de hedenske guder der overlevede kristendommens fremmarch fik fornyet styrke ved lærde mænds interesse for den hedenske fortid. De historier der blev fortalt af Saxo og andre skribenter, heriblandt også lærde fra 1500-tallet og senere, har sikkert sat deres præg på folkeminderne. Det er f.eks. muligt at tanken om at Odin holdt til i visse høje og skrænter som Møns Klint, ligger bag navne som Odins-bjerg. Det behøver ikke at være nogen gammel forestilling. Folkeminder forandrer sig hele tiden og der er ingen grund til at tro, at ret mange af de stednavne der indeholder et hedensk gudenavn også stammer fra hedensk tid.