Godsejere og forpagtere

Vort kendskab til jordbesiddelse i vikingetiden beror mest på runeindskrifter. Der er ikke mange klare henvisninger til jordejere. En indskrift fra Skårby i nærheden af Lund mindes Tomme som ejede landsbyen Gusnava, mens endnu en sten fra Skåne vistnok nævner Hybys ejer, som kan have været en kvinde, men teksten er ikke entydig. Den bomand som nævnes på en sten fra Sövestad i Skåne var højst sandsynligt godsejer og hersker, for han omtales som den der var „gavmildest med mad”. Et andet ord for en hersker eller en høvding var landmand. Det forekommer i to danske indskrifter. Den ene er i Skivum sydvest for Ålborg, hvor en mand, hvis navn er ulæseligt, beskrives som „den bedste og første af landmænd i Danmark”. Den anden i Lund omtaler to sønner af Esge Biørnesøn som „velbyrdige landmænd”. Esges far Bjørn må have været en betydningsfuld mand, for en sten i Grensten nær ved Randers blev rejst til minde om endnu en sønnesøn.

Endnu en betegnelse for en hersker er ordet bryde som bogstavelig talt betyder „den der skaffer brod” ligesom det engelske ord lord. Senere hen kom det til at betyde repræsentant eller forvalter; men den eneste indskrift i Danmark der nævner en bryde omtaler ham ikke som undergiven. Den findes på en sten på Randbøl Hede midt imellem Billund og Egtved: „Bryden Tue rejste denne sten efter brydens hustru”. Men ordet landhirthir betyder virkelig forvalter; det forekommer på to sten, og viser at der fandtes så store godser at det var nødvendigt at have en bestyrer. Den ene indskrift, som er fra Egå ved Århus, er til minde om Manne der var landhirthir for nordmanden Kæld, og den anden, på kirkegården i Ravnkilde nord for Hobro, blev rejst af en landhirthir for kvinden Asbod der omtales som drotning, hunkønsformen af ordet drottin, drot.

De mest almindelige titler i danske runeindskrifter er drengr og thegn. Det kan tænkes at ordet thegn er overtaget fra engelsk. I så fald er det et meget gammelt lån for det findes på Glavendrupstenen. Det er også blevet hævdet at det især brugtes om en person der stod i kongens tjeneste idet man troede det lå i betydningen af det engelske ord. Men det er en misforståelse. Englænderne skelnede mellem thegner og kongens thegner. Ordet thegn betød en fri mand der ejede jord, og kunne bruges om folk med en forholdsvis beskeden status som ejede et lille stykke jord såvel som om medlemmer af det højeste aristokrati. Fra denne gruppe udtog kongen sine hjælpere, sine ministri, der er det latinske udtryk for thegner. Vi må gå ud fra at det danske ord betød det samme, det vil sige en fribåren mand der ejede jord. En dreng havde åbenbart den samme frie status, men han var yngre og havde endnu ikke egen husholdning. Flere af de indskrifter der mindes drenge viser tydeligt at de døde i kamp, og i modsætning til mindesten for thegner er det af og til kammerater fra et lid der sætter drenge et minde. På en af stenene fra Hedeby er der gjort smukt rede for forholdene: „Thorulv, hirdmand hos Sven, rejste denne sten efter sin fælle Erik som fandt døden da drenge belejrede Hedeby, og han var styresmand, en meget velbyrdig dreng.”

I det middelalderlige Danmark var der mange som juridisk set var frie, men enten slet ikke ejede jord eller ikke havde tilstrækkelig meget til at kunne leve af den. Som forpagtere eller fæstebønder skulle de betale afgifter, landgilde, til ejeren af den jord de dyrkede. Vi kan roligt regne med at mange var i samme situation i vikingetiden. Det er ret utænkeligt at disse folk har bestilt runeindskrifter, så den eneste mulighed for at få noget mere at vide om dem ligger i de arkæologiske udgravninger.

Der var også trælle, men vi har ingen idé om hvor mange, og der er intet grundlag for at kalde vikingetidens Danmark et slavesamfund. På vikingetogterne tog man mange til fange og gjorde dem til trælle. En del bragtes til Danmark mens andre blev solgt andetsteds. Indre stridigheder i landet kunne føre til at nogle blev gjort til trælle, og man kunne også miste sin frihed, eller afstå den, på grund af nød og forarmelse. Dette forekom i hvert fald jævnligt andre steder i Europa i 1000-tallet. En sådan frihedsafståelse, som forpligtede personen selv såvel som hans arvinger, skete normalt ved en offentlig symbolsk handling. En måde hvorpå den nye livegne således gav sin undergivne status til kende var at ringe med en klokke hvis reb var lagt om hans hals. Beskrivelser af disse ceremonier findes naturligvis i kirkelige optegnelser, men der er ingen tvivl om at verdslige herrer modtog lignende frihedsafståelser „af nød og trang”.

Kristendommen gav en vis tilskyndelse til at frigive trællene. I virkeligheden er trællenes frigivelse hovedbeviset for at der i det hele taget har været trælle i Danmark. Rimbert nævner i 800-tallet og Adam af Bremen i 1000-tallet, at trælle blev købt, solgt og frigivet, men de giver os ikke nogen mulighed for at anslå slaveriets omfang. Traktaten mellem Alfred og Guthrum i slutningen af 800-tallet viser at der både var trælle og frigivne blandt de danske nybyggere i England. Den forbød på begge sider rekruttering af slaver og frigivne fra den anden side af grænsen og sidestillede en frigiven blandt danerne med en engelsk frimand uden egen jord. Der er naturligvis størst sandsynlighed for at trællene – og dermed også de frigivne – der tilhørte danerne i England var engelske eller kom fra et andet hærget land, men vi kan ikke udelukke den mulighed, at en del af dem var danske som var kommet til England med deres danske herrer.