Et af de to enestående smukke ornamenterede guldspænder fra vikingetiden som i 1892 blev fundet i Hornelund nord for Varde sammen med en guldarmring. De er hver ca. 8,3 cm i diameter. Udsmykningen er opbygget af små guldkorn og fine guldtråde loddet på en guldplade. Mønstrene viser at håndværkeren eller kunstneren var stærkt påvirket af vesteuropæiske forbilleder, men fremstillingsmåden tyder på at smykkerne er lavet i Skandinavien; faktisk kan en patrice, man nylig har fundet i Viborg, meget vel have været brugt til fremstillingen af et af spænderne.

.

I 800-tallet var det danske samfund et udpræget hierarki med konger øverst på stigen, og derunder et aristokrati der i frankiske tekster omtales som nobiles eller primores. Senere kilder viser at denne overklasse ikke kun bestod af rige folk med enorme godser, men også af frie mænd og kvinder hvoraf nogle men ikke alle var jordbesiddere. På det nederste trin stod frigivne og trælle. Naturligvis er personer fra de højere samfundslag lettest at få øje på i teksterne. Da Godfreds sønner drog i landflygtighed fulgtes de af et stort antal adelige danske mænd, primores. De få daner som nævnes ved navn i kilderne er næsten altid mænd af høj rang. Således var de 12 som afsluttede fredstraktaten med frankerne i 811 lige så fornemme som de frankiske udsendinge der alle var grever; to af danerne var den danske konges brødre. Vi hører om Gluomi, den danske grænses custos i 817, og Ansgars Levned nævner to danske stormænd, Hovi, comes i Slesvig, og „den højst berømte” Burghard som hjalp Ansgar til at få foretræde hos både Horik 1. og 2. Mange runeindskrifter er ristet af eller til minde om mænd med tilsvarende status.

Endnu en informationskilde om samfundets højere lag er deres grave, som i 900-tallet blev rigere udstyret end de havde været før. Skeletterne i de rige grave stammer fra betydeligt højere mennesker end dem der findes i de enkle grave, hvilket bekræfter den nærliggende opfattelse at de rige var bedre ernærede og havde en bedre helbredstilstand end de fattige. I visse egne, f.eks. i Hedeby og på Langeland, havde de rige deres egne begravelsespladser, adskilt fra menigmands. Gravudstyret fortæller om de ejendele der var karakteristiske for overklassen. Mændene blev ofte begravet sammen med mindst én hest, med rideudstyr der somme tider var rigt ornamenteret, og med en hund. I regelen udrustedes de også med et våben, et sværd eller et spyd, og et skjold samt drikkekar, vaskefade og gryder. Kvinderne, som undertiden havde en vognfading som kiste, blev ofte begravet med fine klæder, sygrejer og smykker.

Visse prægtige grave kan være anonyme kongegrave. Den store gravhøj ved Ladby er et godt eksempel. Selv om den var stærkt ødelagt længe før den blev udgravet lå der stadig rester af 11 heste og fire sæt rideudstyr, foruden det lange skib som det hele var lagt i. Der var også mange hunde, fint tøj og et tavlebræt. En lignende skibsbegravelse i Hedeby indeholdt våben og andet grej til tre mænd, selv om der ikke fandtes nogen skeletter, og i en grav ved siden af lå tre hesteskeletter.

I den tidlige vikingetid havde høvdinge, hvoraf nogle kaldtes goder, magten over folket i deres eget område. Mere eller mindre frivilligt accepterede disse høvdinges efterkommere de danske kongers overherredømme, men de kunne også selv forvente tjenesteydelser og kræve afgifter af de mennesker de herskede over, således som det tilkom dem efter deres rang. Roulv, der mindes som Næsboernes gode i en runeindskrift i Flemløse på Sydvestfyn, var herre over folket på Helnæseg-Roulv, der mindes som næsboernes gode i to runeindskrifter fra Sydvestfyn (se foto), var herre over folket på Helnæs-egnen, men vi ved ikke hvorvidt han anerkendte en dansk konges overherredømme og ydede ham tjeneste og afgifter, herredømme, men begyndte at regere direkte ved hjælp af fogeder. Afgifter og tjenester der hidtil var blevet ydet til lokale stormænd blev nu samlet af fogederne til kongen. En række lokale stormænd valgte at gå i eksil. De som blev hjemme mistede til en vis grad deres uafhængighed, men på den anden side kunne de få en høj status ved at tjene kongen. Disse mennesker blev en vigtig del af aristokratiet i 1000- og 1100-tallet. De mænd som da var store jorddrotter, som f.eks. biskop Odinkar og hans far Toki, høvding for Winlandia i Jylland, eller Sune Ebbesen på Sjælland kan være efterkommere af sådanne lokale stormænd.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Overklassen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig