Guldarmring fundet i et stolpehul i det største hus i vikingetidsbyen i Aggersborg ved Limfjorden over for Ørbæk. Den vejer 71 g og er den kostbareste genstand man har fundet i Aggersborg.

.

Beskyttelse af ejendomsretten og af den enkeltes retssikkerhed beroede for en stor del på slægtninges hjælp og støtte; og hvis et menneske blev dræbt havde familien ret til erstatning, mandebod, eller til hævn. Senere lovsamlinger indeholder udførlige beregninger af tariffer for hvor meget de forskellige slægtninge skulle betale eller modtage, alt efter hvor nært slægtskabet til den dræbte var. Nogle af dem foreskriver erstatning til så fjerne slægtninge som sekstendedelsfætre. Disse tekster er dog stort set kun hjernespind, monumenter over lovkyndiges spidsfindighed og forkærlighed for indviklede forhold som kun de selv kunne hitte rede i. Imidlertid kan der være den praktiske bagtanke, at man ville sikre sig at der altid kunne findes en arving. Tanken om at der i vikingetidens eller middelalderens Danmark skulle have været et helt net af slægtninge der var parate til at tage hævn over hinanden, støttes hverken af kildematerialet, som tyder på at familiefejder og -forsoninger aldrig strakte sig ud over den snævre familiekreds, eller af sammenlignende studier af nutidige folkeslag hos hvem blodhævn er en samfundsmekanisme. Det forventedes måske nok at slægtninge hjalp hinanden, men de var ofte uvenner. Faktisk udspillede nogle af de værste stridigheder sig inden for familier, heriblandt kongelige familier, og de drejede sig næsten altid om arvespørgsmål. Individets og familiens retssikkerhed var derfor mindre afhængig af fjerne slægtninge end af den beskyttelse som ydedes af herrer eller høvdinge, hvis betydning i det tidlige danske samfund i nogen grad har været overskygget af myten om slægtssammenholdet.

Høvdingenes magt og mulighed for at skabe sikkerhed var igen afhængig af den støtte de havde i deres mænd, deres drenge. Disse mænds loyalitet var til en vis grad en æressag, et ønske om at vinde ry som „en velbyrdig dreng”, men den krævede også håndgribelig belønning. Herren, bryden, var den der skaffede brød, og rigdom, og måske endda jord. Og når en dreng kom ud over sin første ungdom kunne han vel ønske at sætte bo med de midler han nu havde sparet sammen og glæde sig ved sit ry som en velbyrdig dreng der boede på den jord han havde arvet, eller som han havde fået af en gavmild herre.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Retsbeskyttelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig