I 1840 blev en møntskat af sølv, omkring 40 kg, fundet i et blyskrin som var nedgravet i bredden af floden Ribble ved Cuerdale i Nordvestengland. Skatten var nedlagt her ca. år 903 og indeholdt omtrent 7000 mønter fra de fleste af de egne hvor vikingerne færdedes; desuden var der 1300 stykker sølv på i alt 28 kg, for størstedelen barrer og stumper. Den viser til fulde hvilken rigdom en vikingehøvding kunne samle sig.

.

Kort over grænseområdet syd for Jylland.

.

Kopi af statue i naturlig størrelse i St. Johannkirken i Münstair, Grisons, Schweiz. Den forestiller enten Karl den Store eller hans søn og efterfølger Ludvig den Fromme. Muligvis er den fra begyndelsen af 800-tallet. Statuen har vel ingen portrætlighed med kejseren, men giver et realistisk indtryk af hans dragt og magtinsignier.

.

Omkring år 800 havde frankerne overvundet både friserne og sakserne. Der forekom ganske vist saksiske oprør senere hen, men de betød ikke nogen alvorlig trussel mod frankernes herredømme over området syd for Elben. Nord for floden var situationen derimod mere kompliceret. Dér var frankernes magt ingenlunde stabil. Deres forreste grænse lå nær Itzehoe ved floden Stor, og i hele 800-tallet og længe efter var Nord-albingia, som frankerne kaldte området, skueplads for indviklede stridigheder mellem friser, slaver og saksere såvel som daner og franker.

Det var på denne baggrund at frankerne begyndte at interessere sig for danerne. Allerede under de felttog der fra 772 blev ført for at undertrykke sakserne var det danske kongerige et tilflugtssted for fordrevne saksere som ikke ville underkaste sig frankerne, og man kan forestille sig at de herfra prøvede at organisere modstanden mod den frankiske invasion. Saksernes anfører Widukind var selv mindst to gange i Danmark, nemlig i 777 og 782. Ved den første lejlighed siges det udtrykkeligt at han søgte tilflugt hos den danske kong Sigfred, og efter alt at dømme var det også Sigfred der modtog ham fem år senere.

Kong Sigfreds forhold til frankerne kendes ikke indgående, men i 782 må det have stået helt klart for den danske konge at den ekspanderende frankiske magt var en trussel for Danmarks uafhængighed. Det år deltog udsendinge fra Sigfred i et møde som Karl den Store holdt midt i Sachsen i nærheden af Paderborn, kort før et oprør brød ud. Der foreligger intet om deres mission. Den kan i hvert fald ikke have drejet sig om anerkendelse af frankisk overherredømme over Danmark; det ville krønikeskriveren ikke have forsømt at omtale. Der var heller ikke noget forslag fremme om dansk underkastelse i 798 da en udsending fra Karl den Store kom til kong Sigfred. Denne sendefærd er kun omtalt i kilderne fordi sendebudet blev slået ihjel på hjemvejen.

Hverken Sigfred eller hans efterfølger Godfred bøjede sig for frankerne, men de daner som kom til det frankiske hof, enten som udsendinge eller som landflygtige, må være blevet imponerede af al den pomp og pragt som udfoldedes der. Frankerne vidste at luksus var et effektivt diplomatisk våben, og mens nogle daner ville bevare uafhængigheden frem for alt, var andre mere end parate til at indlade sig med de rige og mægtige naboer. I 807 tilbød den fornemme daner Halvdan Karl den Store sin tjeneste, således at forstå at han undergav sig kejseren, blev hans mand og svor ham lydighed. Da dette skete mens Godfred, som var frankerne fjendtligsindet, var konge, har Halvdan nok været en af de landflygtige. Han kan endda have været den Halptan som stod i spidsen for den danske sendefærd til frankerne i 782. Det er fristende at forestille sig, at han var far til den danske kong Harald som i 814 stillede sig til rådighed for Karl den Stores søn, kejser Ludvig. Omkring begyndelsen af 800-tallet var der altså nogle daner som var villige til at samarbejde med frankerne, og andre som gjorde modstand imod dem.

Slaverne var også splittet i forskellige partier. Abodritterne var stort set frankernes allierede, mens bl.a. wilzerne ikke var det. De ubesejrede saksere, der boede nord for Elben, plagede abodritterne med hyppige overfald, og i 802 sendte frankerne en hær af sted som hærgede saksernes område. To år efter foranstaltede de en massedeportation af disse nordalbingere, og deres land blev givet til abodritterne. Situationens alvor understregedes af at Karl den Store selv tog til Saksen og fulgte begivenhederne fra en base i Hollenstedt ved Elben.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De første kontakter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig