Stump af fint uldent, mønstret klæde fra en kvindegrav ved Hvilehøj i den nordlige udkant af Randers. Der fandtes adskillige stykker fint klæde i denne grav, som også rummede en Otto den Store-mønt (936-73), der var omdannet til smykke.

.

En rig kvindes grav ved Søllested på Fyn indeholdt disse mankestole, beklædt med beslag af bronze. De var lavet til små heste. Fornemme kvinder kørte åbenbart med hestevogn, og mankestolene var beregnet til at holde tømmerne sammen. Forekomsten af to mankestole i graven tyder på at den afdøde kvinde har haft to heste for sin vogn.

.

Mankestol.

.

Et par skålformede spænder og et trefliget spænde fra en grav i Besser på Samsø. De skålformede spænder var en karakteristisk del af kvindedragten i vikingetiden både i Danmark og de fleste andre dele af Skandinavien.

.

Kvindens dragt bestod af flere lag: underkjole og selekjole med forklæde ophængt i spænder.

.

Det højsatte skib fra Oseberg i Vestfold, der tjente som grav for en ca. 25-årig kvinde, rummede en forbavsende mængde træinventar, heriblandt seks senge. De kunne skilles ad når der ikke var behov for dem, og de var for store til at høre hjemme om bord på et skib. Den her afbildede var 165 cm lang og 180 cm bred (indvendige mål).

.

Denne runesten, som nu er på Nationalmuseet i København, blev omkring 1550 flyttet til Tryggevælde Borggård på Sjælland; vi kender ikke dens oprindelige plads. Den er rejst af Ragnhild, Ulvs søster, til minde om hendes ægtefælle Gunulv, en „glammende” mand, søn af Nærve. Den samme kvinde rejste også en mindesten ved Glavendrup på Fyn for endnu en ægtemand. Det fremgår ikke, hvem af dem hun først var gift med.

.

Skibssætningen ved Bække ca. 25 km nordvest for Kolding blev formentlig rejst i 900-tallet. Den bestod oprindeligt af 60 sten og er sat op ad en gravhøj fra bronzealderen. I den anden ende står en sten med en runeindskrift hvori der forekommer forkortelser hvad ellers ingen indskrifter fra vikingetidens Danmark har. Stenen er sat af to mænd til minde om deres mor Viborg. Indskriften antyder at Viborg blev begravet her, og det er muligt, at hendes levninger blev flyttet for at blive begravet i en kirke, som det var tilfældet i Jelling. Midt i skibssætningen har der nemlig været en grav der er blevet ødelagt og tømt.

.

Tenvægte (spindesten) af brændt ler fra Fyrkat.

.

Vævevægte af brændt ler fra Fyrkat.

.

Vævevægte som de fandtes på gulvet i et grubehus i Århus. Der var to huller i gulvet efter vævens rammestolper.

.

Spinding med håndten. Det færdigspundne garn er her viklet omkring tenen så kun spindestenen og en lille del af træpinden ses.

.

Opretstående væv. Til højre skematiske tegninger hvor vævebommen med kædetråde ses i to stillinger. Vævevægtene hænger nederst.

.

Adam af Bremen nævner adskillige hustruer, modre, døtre og søstre til danske konger i 900- og 1000-tallet, men der er kun én dansk kvinde i hans Historie, som ikke har tilknytning til kongeslægten. Hun hed Asa, og som søster til missionsbiskoppen Odinkar tilhørte hun det øverste lag i samfundet. De kvinder, som enten mindes på eller selv har ladet riste mindst 30 runeindskrifter fra 900- og 1000-årene, var også af høj byrd; sådanne mindesmærker blev ikke bestilt af fattigfolk!

Gravfund oplyser om et bredere udsnit af vikingetidens kvinder, men også her gælder det at de riges grave giver bedst besked. Af materialet herfra kan man drage den ikke overraskende slutning, at rige kvinder levede længere, havde et bedre helbred og gik bedre klædt end de fattige. Et mindre forudsigeligt resultat af undersøgelserne er det, at de danske kvinder i vikingetiden levede betydeligt længere end mændene; heri er der en klar forskel fra de foregående århundreder hvor mændenes levealder var højere end kvindernes. En del kvindegrave var rigt udstyrede; særlig bemærkelsesværdig er den store 800-tals skibsbegravelse ved Oseberg i Vestfold, et område som muligvis har været under dansk overherredømme. Til trods for at Oseberg-graven er blevet plyndret for så godt som alle kostbarheder er den stadigvæk den rigest udstyrede skandinaviske grav fra vikingetiden. Det vides imidlertid ikke hvem disse kvinder var, eller hvorfor de blev gravsat med en så overvældende ødselhed.

På grundlag af det spinkle materiale er det muligt at skaffe sig nogen indsigt i kvindernes rolle i de højere lag af det danske samfund, men meget er stadig uopklaret. Vi ved ikke, om der var flest mænd eller flest kvinder i befolkningen, og vi kender intet til ægteskabsalderen eller til om polygami var almindeligt. Det samlede befolkningstals tilsyneladende stabilitet kan tyde på at man anvendte en eller anden form for børnebegrænsning, og her kan der være tale om udsættelse eller vanrøgt af nyfødte piger. Dette ville reducere og måske helt fjerne et eventuelt overskud af giftefærdige piger. Under sådanne omstændigheder ville muligheden for flerkoneri indskrænke sig til kun at gælde for rige og mægtige mænd. En del konger havde flere hustruer måske på samme tid. Knud den Stores forbindelse med Ælfgifu betragtedes ikke som et så lovformeligt forhold som hans ægteskab med Emma, især misbilligedes det af gejstligheden; men han behandlede de børn han fik med hende som legitime. På lignende måde forargedes ærkebiskop Adalbert over Sven Estridsens skørlevned, men flere af Svens frillebørn anerkendtes siden som konger i Danmark. Det er højst sandsynligt at Harald Blåtand havde mere end én hustru samt nogle friller. Ifølge runestenen i Sønder Vissing (se foto) var han gift med Tove, datter af abodritterherskeren Mistivoi, eller med Toves mor som måske var Mistivois enke, frille eller forskudte hustru. Tilsvarende var det netop en enke, oprindelig polsk prinsesse, som Sven Tveskæg tog til ægte efter sin tronbestigelse. Hun blev mor til hans sønner Harald og Knud og til hans datter Estrid. Sven havde et tidligere ikke dokumenteret forhold, for hans datter Gytha blev født før han blev konge. Denne uvished om så betydningsfulde kvinder som kongelige ægtefæller understreger hvor lidt vi ved om den store masse af tidens kvinder.

Det er fristende at supplere det sparsomme kildemateriale ved at se på forholdene i 1100- og 1200-tallet. Lovsamlingerne fra den tid indeholder mange regler om ægteskab og arveforhold, og periodens fortællende beretninger giver yderligere oplysninger. Særlig givtig er Saxo Grammaticus' Historie hvor kvinderne spiller en stor rolle. Der er den åbenlyse vanskelighed ved at bruge så sene vidnesbyrd, at der må være sket store forandringer i kvindens stilling gennem det lange tidsrum fra 900-tallet til 1200-tallet, bl.a. som følge af overgangen til kristendommen. For eksempel betød kirkens absolutte modstand imod udsættelse af spædbørn at mange piger overlevede, og da kirken var lige så stærkt imod polygami var en del kvinder dømt til at forblive ugifte. Til gengæld skaffede kirken nye muligheder for ugifte og helst rige kvinder. I 1100-tallet oprettedes en række nonneklostre i Danmark, men længe før da kunne fromme kvinder slutte sig til religiøse samfund. Et eksempel er biskop Odinkars søster Asa, som blev knyttet til domkirken i Bremen. Om hende fortæller Adam af Bremen: „hun gik altid rundt på bare fødder, og man sagde at hun havde tilbragt tyve år med at faste, bede og give almisse. Kun sjældent forlod hun kirken, og da hun omsider døde en god død, efterlod hun kirken sine bøger fordi hun ikke havde andre ejendele.”

Asa søgte formodentlig til Bremen fordi der dengang ikke fandtes passende religiøse fællesskaber for kvinder i Danmark, men ved slutningen af 1000-tallet var der bygget flere danske domkirker, og det vides at et antal kvinder var tilknyttet domkirkesamfundet i Lund. De fleste omtales som søstre, enkelte kaldes nonner. Hundrede år senere kunne sådanne kvinder blive optaget i nonneklostre som det i Lund, der var indviet til Sankt Peter og Jomfru Maria. Fortegnelsen over domkirkesamfundets første medlemmer opfører de gaver som nogle kvinder skænkede kirken i Lund. Enken Gunhild gav for eksempel tre mark, mens en anden enke, Asa, som tog det kristne navn Maria, gav to unser guld. I Roskilde var Knud den Stores søster Estrid blandt domkirkens velgørere. Hun var en af de første, ja måske endda den første, der skænkede kirken jordegods. Men vi ved ikke om hun selv knyttede sig til domkirkesamfundet.

De store rigdomme som strømmede til Danmark i vikingetiden førte til en nydannelse som fik betydning for kvinders retsstilling. Det var fælligordningen som nærmest var en ægteskabskontrakt der fastsatte regler for dispositionsretten over såvel løsøre som fast ejendom der tilhørte parret, bortset fra hvad ægtefællerne hver især havde arvet. De retsregler der gjaldt arveforhold havde hidtil hovedsagelig vedrørt jordbesiddelser, men den stigende mængde kostbarheder, især ædle metaller der cirkulerede i møntet og umøntet form, gjorde det ønskeligt at fastslå hvad der tilfaldt døtre og enker. Deres andele blev nu lagt fast – i hvert fald i teorien. Muligvis er denne regulering af værdierne også ansporet af slægtninge som frygtede at en ukontrolleret kvindelig gavmildhed imod kirken kunne sprede familieformuen.

Kildematerialet fra 1100- og 1200-tallet kan med størst tryghed bruges til belysning af tidligere perioders forhold når det harmonerer med langt ældre kilder fra beslægtede samfund. Der findes for eksempel frankiske love fra 500-tallet, lombardiske love fra 700- og 800-tallet og engelske love fra og med 600-tallet. Danske middelalderkilder viser i smuk samklang med det tilsvarende materiale i keltiske, romerske og tyske love, at kvinder som regel stod under mænds beskyttelse og myndighed. Dette fremgår især af bryllupsskikkene. Kvinden blev overdraget af den ene familie til den anden efter en række offentlige forhandlinger hvor betalinger og modbetalinger blev aftalt. I 1200-tallet var hemfærd, dvs. den medgift bruden forsynedes med af sin familie, den eneste traditionelle betaling. Dette må hele tiden have været af stor vigtighed, men der var også tale om andre betalinger og garantier, som skulle erlægges af brudgommen og hans familie til bruden og hendes familie. Den indbyrdes størrelse af de udvekslede summer var i høj grad et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Når der var underskud af piger blev de praktisk talt købt; og når de var mere talrige og derfor mere vanskelige at afsætte, måtte deres familier bidrage klækkeligt til svigersønnen og hans slægt.

Et ægteskab var med andre ord ikke nogen privat sag mellem frier og brud, men en sag der måtte afgøres imellem de to familier. En pige kunne ikke vælge og vrage efter forgodtbefindende, og hvis en frier tog en pige uden hendes families samtykke havde han – hvor villig hun end måtte have været – gjort sig skyldig i en meget alvorlig lovovertrædelse der betragtedes som voldtægt, en krænkelse, ikke af pigen, men af hendes families rettigheder.

Hovedforsvareren af disse rettigheder var normalt faderen som havde myndighed over sin kone og deres børn. Hvis han døde tilfaldt denne myndighed en anden voksen mandlig slægtning. En enke bevarede imidlertid sin egen arvede formue og den medgift hun havde bragt ind i ægteskabet, mens børnene som deres fars arvinger havde krav på den øvrige arv. Ugifte piger havde naturligvis en del personlige ejendele; hvis de var rige gik de vel i fint tøj og bar kostbare smykker hvormed de kunne stille familiens rigdom til skue. Indtil kirken begyndte at sørge for andre muligheder for de ugifte kvinder, stod de under familieoverhovedets beskyttelse og tilhørte hans husstand. Dog blev helt små børn efter faderens død hos deres mor, og skønt hun selv stod under en mandlig slægtnings formynderskab og skulle have sine slægtninges samtykke, hvis hun havde ønske om at gifte sig igen, så kunne hun som enke have sin egen husholdning og disponere over sin egen ejendom.

Et af formålene med de forhandlinger der gik forud for et giftermål var at sikre, at kvinden ville få et passende underhold hvis hun skulle blive enke; men omsorgen for brudens velfærd var ikke det eneste der skulle drøftes. Ægteskab indebar overførelse af værdier fra den ene familie til den anden. En mand var herre over sin hustrus formue, og selv om han ikke havde nogen lovlig ret til at disponere over hendes arv, kunne hun dårligt gøre noget for at standse ham, udover at appellere til sine egne mandlige slægtninge. Da hendes formue kunne falde tilbage til hendes egen slægt ville de i mange tilfælde være parate til at værne om hendes rettigheder. Ægtefæller kunne ikke arve direkte efter hinanden. Hvis en af dem døde var børnene hovedarvinger. Men hvis børnene døde mens en af forældrene endnu levede, og der ikke var børnebørn, ville han eller hun arve ifølge den såkaldte bakarv. På denne indirekte måde kunne en kvinde erhverve sin mands ejendom, og havde han været rig ville hun blive en holden enke. I nabolandet Sachsen var der i 900- og 1000-tallet en del meget rige enker af høj byrd. Naturligvis flokkedes frierne om sådanne kvinder; ofte var de af kvindens egen slægt eller af ægtemandens. Familierne var opsatte på at rigdommen ikke skulle falde i fremmedes hænder.

Hvad enten de havde børn eller ej, kunne enker dårligt tillade sig at afslå tilbud om nyt ægteskab. Ligesom ugifte piger stod de under mandlige slægtninges formynderskab, og de var afhængige af deres beskyttelse, især mod retmæssige eller uretmæssige krav på deres ejendom. Indgåelse af et nyt ægteskab var en løsning, selv om det ikke altid skete med kvindens gode vilje. Senere tilbød kirken kvinderne en mulighed for tilflugt, men også her måtte de underordne sig mændene. Der var også den mulighed at få kongelig beskyttelse. Over hele Europa anerkendte middelalderens konger deres forpligtelse til at værne enker og forældreløse børn, og det kan tænkes at også vikingetidens danske konger ydede en lignende beskyttelse, i det mindste af de kvinder og forældreløse der hørte ind under landefredens særlige varetægt. Den omfattede naturligvis først og fremmest medlemmer af kongefamilien. Sven Estridsen sørgede på denne måde for protektion af både sin mor og af sin første hustru Gunhild, som efter adskillelsen fra kongen trak sig tilbage til sine godser, vistnok i Skåne.

I det middelalderlige Danmark var der mange kvinder der overlevede indtil flere ægtemænd, og runeindskrifterne fra Tryggevælde på Sjælland og Glavendrup på Fyn er gode eksempler på lignende forhold i 900-tallet. De var bestilt af Ragnhild til minde om to ægtemænd. På Tryggevældestenen, som rejstes for Gunulv, nævnes hun som søster til Ulf. Glavendrupindskriften til minde om Alle, gode for nogle mennesker der kaldes Salua, siger at „Alles sønner gjorde disse kumler efter deres far og hans kone efter sin mand”, en formulering som kan indebære at selv om Alle og Ragnhild ikke havde fælles børn der endnu var i live, havde han allerede sønner da han ægtede hende.

De fleste ægtepar var gift indtil døden skilte dem, men i førkristen tid har skilsmisse formodentlig kunnet lade sig gøre. Kirken var fjendtligt sindet over for denne praksis, men tillod, ja forlangte endda undertiden, separation af nært beslægtede ægtefæller. Teoretisk var ægteskab mellem 1/32 fætter og kusine forbudt indtil 1215, men det må have været et aldeles urealistisk forlangende i mange små samfund. Men bestemmelsen tjente et nyttigt formål idet den skabte lovhjemmel for at ophæve et ægteskab. Det var netop på grund af for nært slægtskab, at kirken insisterede på opløsning af Sven Estridsens ægteskab med Gunhild.

De mest udførlige oplysninger om familier og om kvindens familiemæssige stilling i vikingetidens Danmark har man fra de 200 bevarede runeindskrifter fra 900-tallet og begyndelsen af 1000-tallet. Bogstavelig talt alle runestenene er monumenter over døde, og de fleste er bestilt af den afdødes nære slægtninge. I regelen fremhæver indskrifterne i lige så høj grad de personer som er ansvarlige for rejsningen af stenen som den afdøde; således er følgende en ganske normal formulering: „X rejste denne sten efter Y, sin søn (far, bror, hustru, mand osv.)”. Det tyder på at disse indskrifter ikke bare slet og ret var minderuner – senere gravminder nævner sjældent de mennesker som havde bestilt dem hos stenhuggeren. De fleste runesten synes at være rejst af personer som fandt det magtpåliggende at kundgøre deres slægtskab med den afdøde, idet der heri lå et underforstået arvekrav. De slægtskabsforhold som angives i indskrifterne og deres hyppighed i forhold til hinanden passer godt til denne fortolkning. Af de 106 runesten der er så velbevarede at familierelationerne kan aflæses, var 20 sat af sønner til deres fædres minde og 34 af brødre for brødre samt 4 til minde om såvel fædre som brødre. Kun 7 er rejst af fædre til sønners minde. Forholdsvis få kvinder er mindet, og der er slet ingen mindeindskrifter for døtre eller søstre. Det ene monument, der er rejst af en datter for hendes mor, Toves runesten i Sønder Vissing (se foto), er helt usædvanligt, også derved at moderens navn ikke nævnes. Set under ét bestyrker runestenenes indskrifter formodningen om at mandlige slægtninge havde forrang som ejendomsbesiddere og arvinger i vikingetidens Danmark.

Hvis denne tolkning af runestenenes mening er rigtig, er de 7 runesten der er rejst af mænd til minde om deres koner og de 14 rejst af kvinder for deres mænd (i fire tilfælde sammen med deres sønner) ganske særlig interessante, for de bekræfter i så fald at fællig allerede var indført. Som før nævnt var det nemlig kun fællig-ordningen som gav en ægtefælle ret til at arve en part af parrets fælles ejendom. Ellers kunne de ikke arve fra hinanden.

Under alle omstændigheder afspejler runeindskrifterne kvindernes underordnede rolle i det danske samfund. Trods deres vitale betydning som bærere af den næste generation kom de i anden række når det gjaldt arv og jordbesiddelse, og de kunne sjældent eller aldrig slippe for mændenes formynderskab.

I kilderne fremtræder kvinderne ikke så meget som enkeltpersoner, snarere som repræsentanter for deres familier. Det var gennem ægteskab at familieforbindelserne skabtes eller styrkedes. Et ægteskab kunne da også blive bragt i stand for at forsone to familier – skønt som helten i det gamle engelske kvad Bjovulf erkendte: „ofte det sker, når fred er stiftet, at stakket kun hviler det blanke spyd, om end bruden er fager!”

De kongelige ægteskaber var af særlig betydning i denne henseende. Så vidt vides ægtede danske konger altid kvinder fra fremmede egne. Det skete utvivlsomt bl.a. for at undgå politiske forviklinger og strid med ærgerrige slægtninge og vragede rivalers familier. Men det har sikkert vejet lige så meget at et giftermål med en brud udefra kunne være et middel til udvidelse af magten. Det er således tænkeligt, at det var Gorms ægteskab med Tyre der hjalp hans søn Harald til at vinde sig al Danmark. Ragnhilds ægteskaber kan muligvis have været et lignende men mislykket forsøg på at bygge en dynastisk bro over Storebælt. Da hun ikke efterlod sig sønner faldt dette håb til jorden. Harald Blåtands giftermål med en datter af en slavisk konge eller en slavisk herskers tidligere hustru, og Sven Tveskægs med kong Olof Skötkonungs mor, der var enke, var vigtige træk i spillet om det danske overherredømme; men det var Knud den Store og Sven Estridsen der mest målbevidst udnyttede ægteskabet som et politisk instrument. Dynastisk indgifte kunne skabe besværligheder for senere generationer således som Sven Estridsen måtte erkende det. Han blev tvunget til at lade sig skille fra Gunhild, fordi deres modre var halvsøstre, idet de var døtre af den kvinde der efter overleveringen hed Sigrid Storråde; hun var først gift med den svenske kong Erik og siden med Sven Tveskæg.

Man har forsøgt at udvide vor viden om kvinders vilkår i vikingetidens samfund ud over de grænser som sættes af de samtidige kilder ved at trække på Saxos værk og de islandske sagaer. Disse beretninger kan give det indtryk at mange kvinder i det hedenske Skandinavien langtfra var undertrykte. Saxo præsenterer tilmed nogle af dem som krigere. Disse amazoner, eller skjoldmøer som de hed på Island, spillede en stor rolle i mange fortællinger om fortidens liv i Danmark, men de er kun opdigtede væsener der til dels havde baggrund i de fantastiske etnografiske beskrivelser som havde været så yndede i det gamle Rom. For Saxo var disse skrækkelige kvindemennesker nyttige eksempler som han kunne bruge til at understrege hvorfor kvinden skulle være manden underdanig. Der er ingen som helst anledning til at tro at der fandtes kvindelige krigere i Skandinavien; kvinderne slap aldrig nogen sinde for mændenes, de rigtige krigeres, formynderskab. De pompøse kvindebegravelser i Oseberg og Søllested er i virkeligheden heller ikke andet og mere end udtryk for de afdøde kvinders rang og en manifestation af deres familiers formuenhed.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kvinder og familier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig