Danske vikinger som ikke ville eller kunne vende hjem havde mulighed for at slå sig ned i de områder der var erobret af danske hære. De vigtigste af disse lå i England, og i Nordfrankrig i det senere Normandiet. De første store erobringer i England var i Northumbria og i East Anglia som begge kom under dansk herredømme før 870. Snart efter overtog danerne også den østlige del af kongeriget Mercia, der udgjorde Midtengland.
I Northumbria lod danerne i begyndelsen de indfødte herskere beholde styret, dog under dansk overherredømme; og antagelig havde man lignende ordninger i East Anglia fra 869 og i Mercia fra 874. De indtrængende fremmede nærede intet ønske om at slå sig ned med det samme; de ville indtage alle de engelske kongeriger. Det lykkedes dem ikke fordi Alfred og hans forbundsfæller i Mercia ydede en beslutsom og dygtig modstand. Da de ikke kunne overvinde denne hindring bestemte en del danske anførere sig til at få det bedste ud af det de allerede havde vundet, og, som det siges i Den angelsaksiske Krønike, i 876 „uddelte Halvdan northumbriernes land, og de gik i gang med at pløje og med at sørge for sig selv”. Året efter gjorde en anden gruppe det samme i den del af Mercia som de beherskede. De tilbageblevne i den „store hær” som endnu var aktive prøvede at overraske og fange Alfred under julefesten på hans gård i Chippenham, men han slap væk, samlede sine styrker, og i maj 878 besejrede han danerne eftertrykkeligt. Deres konge, Guthrum, måtte bøje sig, lade sig døbe og trække sig tilbage til East Anglia, „og der slog han sig ned og uddelte jorden”. Nogle år senere sluttede Alfred og Guthrum en overenskomst der fastlagde grænselinien mellem deres kongeriger. Omkring 880 var der altså vikingekongeriger i East Anglia og Northumbria, mens området midt imellem dem regeredes af forskellige jarler som havde deres hovedsæde i byer som Cambridge og Bedford i den sydlige del og Derby og Lincoln i den nordlige.
Til de første nybyggere sluttede sig i 896 folk fra den hær der havde opløst sig det år, og der kom sikkert flere til som vi ikke ved noget om. Der var også nogle der forlod England igen, især efter at de engelske konger tidligt i 900-tallet begyndte at gå offensivt til værks imod danerne. For eksempel drog den danske jarl Thurketel, som to år før havde underkastet sig den engelske konge, „over havet til Frankrig sammen med de mænd der var villige til at gå i hans tjeneste”, formodentlig til Bayeuxområdet der efter stednavnene at dømme koloniseredes af daner der havde boet i England.
De danske erobrere skabte ikke nye kongeriger. De overtog landområder som allerede var politiske enheder. Landegrænserne lå naturligvis ikke helt fast, og selv den grænselinie som Alfred og Guthrum fastlagde blev snart ændret; men grundmønsteret byggede på den struktur som allerede eksisterede da danerne kom. Således var det skandinaviske kongerige York stort set det samme som Deira, et af de gamle riger, der udgjorde det angelsaksiske Northumbria, og Guthrum regerede over en forstørret udgave af østanglernes gamle kongerige.
Højst sandsynligt overtog de nye danske herskere i det østlige Mercia på lignende måde gamle administrative enheder i dette kongerige, og i Normandiet kan man iagttage et tilsvarende mønster. Til forskel fra normannerne der invaderede England 200 år senere, var danerne ikke kun erobrere, de var også kolonister. Som den samtidige krønikeskriver sagde: de pløjede og sørgede for sig selv. Derfor har de også sat deres præg både på marknavne og på landbrugsudtryk i de områder hvor de boede. Man ved ikke meget om selve bosættelsesprocessen, men der er ingen grund til at tro at det var et uorganiseret foretagende hvor danerne grådigt beslaglagde al den jord de kunne få fat i, for bagefter at strides om fordelingen. Tværtimod siger krøniken udtrykkeligt at Halvdan uddelte jorden. En anden beretning om samme begivenhed er endnu mere oplysende: „Halvdan besatte Northumbria og delte det mellem sig og sine høvdinge og lod jorden opdyrke af hæren.” Rollo siges at have gjort omtrent det samme i Normandiet: „Ved rebning uddelte han jorden til sine høvdinge, genopbyggede alt det der havde ligget øde hen, og genrejste landet som nu blev befolket med hans krigere og med tilflyttere.”
Halvdan og hans stormænd overtog ledelsen af store godser som kunne omfatte flere landsbyer, og fordelte gårdene til deres mænd, der så var pligtige at drive dem og yde tjeneste og afgifter, nøjagtig som deres engelske forgængere havde gjort til deres engelske herrer. En del godser kan være erhvervet ved ekspropriation idet man måske lod ejerne beholde en smule jord, men mange har sikkert tilhørt englændere som var blevet dræbt under erobringskrigene eller var draget i landflygtighed. Man tilegnede sig også kirkens godser. Ærkebispen af York blev på sit kateder, samarbejdede med de nye herskere og beholdt i hvert fald en del af sin ejendom, men andre bisper flygtede, og deres jorder og kirker kunne umiddelbart konfiskeres. Også klostrene ejede store godser, og det gav en masse land til fordeling, om end nogle klostersamfund trods alt overlevede erobringen og beholdt en del af deres ejendom.
Et af de klostre som vi ved forholdsvis god besked om var St. Cuthberts. Vikingeangreb havde tvunget munkene til at forlade øen Lindisfarne, men klosteret blev sparet og havde stadig en del ejendom i behold. Størstedelen heraf lå i det nordlige Northumbria, et område som forblev under engelsk herredømme efter at danerne havde indtaget York. Kun få eller måske slet ingen af deres godser blev drevet af klosteret selv. De fleste blev overdraget til stormænd som kunne beskytte St. Cuthberts interesser og betale forpagtningsafgift. I 914 tilrev Yorks nytilkomne hersker, Ragnald, sig magten i dette område og dræbte ved samme lejlighed nogle af St. Cuthberts „trofaste mænd”. Derpå gav han godserne til sine tilhængere og allierede og berøvede således klosteret dets rettigheder og indtægter. Frataget al verdslig støtte kunne munkene nu kun bede og mindes dengang deres bønner blev hørt. Der findes en drabelig beretning om den skæbne som overgik en af Ragnalds mænd, Olaf Ball, der beskrives som „en djævelens søn som på alle mulige måder var ond mod Gud og St. Cuthbert”. Engang råbte han brovtende: „Hvad kan en død mand som Cuthbert gøre mig, når hans trusler dagligt ignoreres? Jeg sværger ved mine mægtige guder, Thor og Odin, at fra nu af vil jeg være en frygtelig fjende af jer alle sammen!” Biskoppen og menigheden bad om hævn, og da Olaf forlod kirken faldt han død om og „djævelen skubbede hans syndige sjæl i helvede, og St. Cuthbert fik retfærdigvis sin jord tilbage”.
Konfiskationerne var et chok for St. Cuthberts munke som hidtil havde stået i venskabelig forbindelse med Yorks danske erobrere. Ja, Yorks første skandinaviske konge havde endog skænket dem rige gaver. Det er et af de mange beviser på at engelsk-danske relationer kunne være venskabelige. Både ærkebispen af York og St. Cuthbert-brødrene samarbejdede med danerne, medlemmer af engelske kongefamilier var rede til at kæmpe på deres side når de f.eks. blev angrebet af norske vikinger fra Irland, og da kong Alfreds nevø Æthelwold ikke blev valgt til hans efterfølger som konge af Wessex drog han til Northumbria hvor han i stedet blev danernes konge. Den komplicerede situation kan yderligere illustreres af den kendsgerning, at to af Ragnalds tilhængere var børnebørn af Ricsige, den engelske konge som havde regeret i York under danernes herredømme, og om hvem det sagdes at han døde af sorg da Halvdan besatte landet i 876. Deres tilslutning til Ragnald kan have været en følge af en familiestrid, for St. Cuthberts jorder, som de fik som belønning, havde været forlenet til deres far.
Det er tydeligt at danerne i England såvel som i Frankerriget blev hilst velkomne som forbundsfæller af en del højtstående mænd, og vi har ingen grund til at tro at daner og indfødte ikke også virkede fredeligt side om side i det daglige liv i by og på land. Det at engelsk blev ved at være det sprog der taltes overalt i disse områder som var erobret af danerne, er en påmindelse om at selv om danerne måske har været den dominerende gruppe i nogle, muligvis i mange egne, så levede de dog sammen med indfødte som trods alt udgjorde størstedelen af befolkningen.
De indtrængende daner blev hurtigt omvendt til kristendommen. Guthfrith, den første skandinaviske konge af York, blev begravet i domkirken i 894 eller 895, og var åbenbart kristen. At danerne i almindelighed begravede deres døde på kirkegårde beviser dog ikke nogen udbredt omvendelse, om end muligheden er der; men det er et tegn på kirkens fortsatte indflydelse i landsbysamfundene, og trods nogle bispers flugt er der mange vidnesbyrd om at den kirkelige organisation med dens hierarki af store og små kirker overlevede danernes erobring.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.