Danske vikinger og deres hjemland

Nogle hære opererede igennem mange år i Frankerriget eller i England eller begge steder. Der må hele tiden have været behov for nyt mandskab, ikke bare i stedet for dem der døde af sygdom eller i kamp, men også til erstatning for de mænd som blev for gamle til krigerlivet, vendte hjem eller slog sig ned i de erobrede lande. I 852 tog Godfred hjem „til sit eget folk” for at samle en stærk styrke, og Rorik kan have gjort ligeså i 867 da han efter en midlertidig landsforvisning ventedes tilbage til Frisland „medbringende nogle daner til hjælp”.

Andre anførere drog hjem, ikke for at samle friske styrker, men for at kæmpe om magten i Danmark. Godfred og Rorik gjorde det i 855 efter Horik 1.s død, men havde ikke heldet med sig og måtte tilbringe resten af livet som vikingeledere i vesten. Horik var faldet i kamp med en anden slægtning, Gudurm, som, udelukket fra magten, havde levet en lang tid som sørøver indtil han kom tilbage med sin nyvundne rigdom og berømmelse for at udfordre kongen. Formodentlig var der mange andre som ham, som vi ikke ved noget om. For eksempel kan man forestille sig at den store flåde, efter sigende på 200 skibe, der 882 sejlede hjem fra Meuse, lastet med kostbarheder og fanger, anførtes af en sådan mand. Vi kender ikke hans navn, og kan kun gisne om hans skæbne. Gudurm, Rorik og Godfred kom alle tre til kort, men der var dog en der havde heldet med sig og bemægtigede sig den danske eller i det mindste den jyske kongemagt. Det var Gorms far, Hardeknud, der kort efter år 900 vendte hjem fra det som Adam af Bremen kalder Nortmannia, som nok vil sige Normandiet.

En del andre danske vikinger er vel sejlet hjem, sådan som Ragnar og hans fæller gjorde efter angrebet på Paris i 845, men de kan ikke have været særlig talrige eller velkomne. For danernes herskere må disse mennesker have forekommet næsten lige så frygtindgydende som de var det for frankernes og englændernes herskere. Ved flere lejligheder gik Horik 1. i kamp mod dem, det sagde han i hvert fald selv. Man har kun fundet nogle få frankiske og engelske mønter fra 800-tallet i Danmark og det øvrige Skandinavien. Det kan tænkes at de vikinger der kom hjem medbragte varer som tøj, vin, glas og våben frem for sølvmønter. Det kunne også være en forklaring, at de hjemvendende havde brugt alt hvad de ejede af sølv og guld til smykker der kunne bæres til skue som tegn på rigdom og ære; men der findes kun få smykker i de danske fund fra 800-tallet. Det kan tale for at den mest nærliggende grund til fundfattigdommen er den rigtige, nemlig, at forholdsvis få daner vendte hjem fra vikingetogterne. De fleste har foretrukket at slå sig ned i de områder i det fremmede, som deres anførere havde erobret.