Portræt af Lothar, kejser Ludvig den Frommes ældste søn, fra et samtidigt manuskript, nu i British Library, London.

.

Da vikingerne i 830'erne for alvor angreb Frankerriget var et af modtrækkene opførelsen af en række cirkelrunde borge langs kysten mellem Bourbourg i Belgien og Rhinens udmunding. Flere af dem, bl.a. denne ved Ost Soubourg på øen Walcheren, blev oprindelsen til senere byer. Med deres perfekte cirkelform og de præcist anbragte porte må disse borge høre til Trelleborgenes allernærmeste forbilleder.

.

Karl den Skaldede fandt det meget vanskeligt at yde effektiv modstand mod vikingerne. For det første var der hos den franske konges vasaller en naturlig utilbøjelighed til at forsvare andet end deres egne landområder – forsvar gav jo ikke den samme chance for at tage bytte som angreb. Senere i århundredet mødte den engelske kong Alfred modstand fra folk der – som det siges i hans levnedsbeskrivelse – „kun ville gøre lidt eller slet intet for almenvellet i kongeriget”, og som heller ikke ville bygge befæstninger. Og hvad værre var, Karl kunne ikke stole på sine undersåtters loyalitet. Ved mange lejligheder nægtede hans mænd at kæmpe, og da det i 858 lykkedes ham at belejre en vikingehær på en ø i Seinen mødte hans bror Ludvig frem, hidkaldt af Karls oprørske folk, og tvang ham til at hæve belejringen og flygte.

Det var ikke første gang en frankisk leder udnyttede vikingeangreb til at fremme egne interesser. I virkeligheden synes de første angreb på Dorestad at være tilskyndet af kejsersønnen Lothar som på den måde ville svække sin far, Ludvig den Fromme. Det afsløredes i 841 da Lothar belønnede Harald, nevø af Harald Klak, ved at give ham øen Walcheren ved Schelde-flodens munding og naboområdet som len til gengæld for hans hjælp. Harald havde angrebet Frisland for at fremme Lothars interesser og hæmme kejserens. Angrebene på Dorestad kom lige i tide for at hjælpe Lothar efter det mislykkede kup mod faderen. Det første angreb skete mens Lothar selv var i færd med at angribe Chalon-sur-Saône i Burgund. Senere på året måtte Lothar falde til føje og trække sig tilbage til Italien. Ikke desto mindre blev han ved med at være i opposition til sin far, og da Ludvig i 837 planlagde en rejse til Italien sendte han bud til Lothar „som pålagde ham at modtage sin far med passende sønlig respekt”. Kejseren blev imidlertid tvunget til at opgive rejsen fordi Dorestad nu igen blev angrebet. Lothar benyttede muligvis fortsat vikingerne i egen interesse under den borgerkrig som fulgte efter kejser Ludvigs død i 840; angrebet på Seinen skete netop som Lothars bror Karl rykkede frem imod ham fra Seinen.

Lothar havde sine egne grunde til at alliere sig med vikinger og opmuntre dem til at plyndre i Frankrig, men andre vikinger var ikke længe om at finde ud af at det vestlige Frankerrige var sårbart. De mange flåder som hærgede Frankerriget gennem de næste tyve år handlede i egen interesse og ikke som brikker i den indre magtkamp i Frankrig.

Det østfrankiske kongerige var ikke så attraktivt et mål som det vestlige. Weseren og Elben var nok sejlbare, men dér vankede ikke det rige bytte som Seinen og Loire bød på, og der berettes kun om fem vikingeangreb mod det østlige Frankerrige i de 35 år Ludvig den Tyske regerede. I 845, da vikinger udplyndrede og afbrændte Hamburg, angreb Horik Saksen, men det var et kongeligt krigstog, ikke et vikingeoverfald, og freden blev genoprettet ved forhandlinger mellem de to herskere.

Lothars mellemste kongerige blev heller ikke angrebet i samme udstrækning som det vestlige rige. Kystområderne blev ganske vist overfaldet mange gange, men bortset fra en enkelt større invasion, hvor angriberne plyndrede Xanten og nåede næsten helt til Köln, synes Rhin- og Meusedalene at have været sikre det meste af tiden. Årsagen til at man kunne nyde denne relativt store tryghed var, at både Lothar og hans søn, Lothar 2. – som arvede den nordlige del af det mellemste kongerige i 855 – begge havde accepteret tilstedeværelsen af vikinger som permanent havde anbragt flåder i de to flodmundinger og sikkert levede godt af at „beskytte” søhandelen mod passende afgifter fra købmændene. I 841 blev Harald forlenet med Walcheren, og ni år senere blev hans bror Rorik forlenet med Dorestad og dens omegn. Han beherskede dette område indtil sin død godt tyve år senere, bortset fra de perioder hvor han forgæves forsøgte at vinde magten i Danmark. Tillige med den senere forlening af den nedre Seine til Rollo var denne ordning i høj grad med til at opretholde sikkerheden i det mellemste kongerige.

Kong Karl forsøgte at slå ind på en lignende politik i Frankrig, og i 862 hvervede han vikingeanføreren Weland til at hjælpe med forsvaret af hans territorium, men året efter dræbtes Weland i en tvekamp hvor han ville forsvare sig mod en beskyldning for illoyalitet. Men da var Karl allerede i gang med en energisk indsats for at befæste i det mindste rigets midterste område, hvilket var den eneste effektive form for forsvar mod vikingerne han kunne præstere når han ikke havde en flåde. Floderne Marne, Seine og Loire kunne alle tre spærres fra befæstede broer, og der byggedes borganlæg i nærheden af Paris. De gamle romerske mure om Paris, Orléans, Tours og Le Mans blev repareret, og nye mure opførtes til beskyttelse af de vigtigste klostre. På grund af alt dette havde Paris og Orléansområderne nogle års fred for angreb, men de nedre løb af Seinen samt andre kystegne var i realiteten overladt til vikingernes nåde og unåde. Nogle vikinger etablerede permanente baser og inddrev faste skatter hos lokalbefolkningen, som vel knap nok mærkede nogen forskel på om deres penge gik i frankiske godsejeres lommer eller i vikingernes.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Problemer med forsvaret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig