Luftfoto over monumenterne i Jelling.

.

Plan over monumenterne i Jelling. Højdekurve-intervallerne er 0,5 m. Inde midt i nordhøjen var en bronzealderhøj (A) hvor der 958 blev indsat et kammer (G), åbenbart Gorms første gravkammer. Derefter blev nordhøjen gjort større. Sydhøjen, som ikke indeholdt noget gravkammer, blev fuldført i 970. Haralds runesten (M) er sat nøjagtig midt mellem de to højes midtpunkter. Stolpehullerne fra den første kirke og Gorms andet gravkammer (L) er fundet under den nuværende kirke (N). Række af bautasten fundet under højene (B, C, F) kunne være rester af en skibssætning anbragt oven på bronzealderhøjen, som vi kender det fra Bække. Skibssætningen blev til dels dækket da de nuværende høje blev rejst. De øvrige sten blev antagelig fjernet samtidig hermed eller i hvert fald da kirken blev bygget.

.

Hen imod slutningen af 800-tallet var den gamle danske kongefamilie uddød eller fortrængt fra tronen. Forandringen afspejler sig i kongenavnene. Efter brødrene Halvdan og Sigfred, som delte kongeværdigheden i 873, havde næsten alle danske konger navne som ikke var brugt tidligere i 800-tallet af de kongelige familier. De eneste undtagelser var navnene Harald og Gorm.

Vi ved hverken hvornår eller hvordan Halvdans og Sigfreds regeringstid endte. Det er yderst tvivlsomt at Halvdan skulle være identisk med den danske konge af samme navn der besatte Northumbria i 876, men det er muligt at Sigfred kan have været den Sigfred som ledede Paris' belejring i 885-86 og dengang blev omtalt som en konge uden land. Han blev dræbt i Frisland 887. I så fald må han være drevet i landflygtighed engang før 882, hvor en Sigfred første gang optræder i kilderne som vikingeanfører og inddriver skat i Asselt ved floden Maas. Formentlig var han den første danske konge, der ledede et vikingeangreb; angrebet på frankerne i 830erne blev anført af Harald Klaks nevø.

Selv om der er mange tvivlsomme detaljer i Adams beretning om de efterfølgende begivenheder virker det absolut overbevisende når han hævder, at mænd der kom til Danmark over havet tilrev sig magten. I 854 blev Horik 1. nemlig styrtet af en hjemvendt vikingeanfører, uagtet denne var hans slægtning, og det følgende år gjorde to andre vikingehøvdinger, Rorik og Godfred, et forgæves forsøg på at vinde tronen. De tilbagevendende vikingehære var en alvorlig trussel mod kongemagtens stabilitet.

Trods disse problemer var danerne stadig væk en magt man måtte regne med. En saksisk hær anført af hertug Brun, der var onkel til den senere tyske konge Henrik 1., led 880 et alvorligt nederlag i et slag med danerne. Hvor og hvorfor denne kamp fandt sted vides ikke, men en samtidig krønikeskriver meddeler at ikke alene hertug Brun, men tillige biskopperne af Minden og Hildesheim, 12 grever og 16 højtstående saksiske vasaller blev dræbt.

Ifølge Adam, som her udtrykkelig nævner Sven Estridsen som sin hjemmelsmand, var der i 890erne en dansk konge der hed Helge, som var elsket af folket for sin retfærdighed og hellighed, et ry som nok beror på hans navn der anføres i formen Heiligo. Adam fortsætter: „han efterfulgtes af Olaf der kom fra Sverige og indtog det danske kongerige med våbenmagt. Han havde mange sønner hvoraf Gnupa (Chnob) og Gurd overtog magten i riget efter faderens død.” Senere tilføjer Adam, at Olaf var en svensk fyrste som regerede i Danmark sammen med sine sønner og blev efterfulgt af Sigerich – vistnok en fejlhøring af navnet Sigtryg – som efter en kort regeringstid blev fordrevet fra tronen af Hardeknud (der nævnes i Adams tekst som Hardegon) der var søn af Sven fra Nortmannia, hvilket enten vil sige Norge eller Normandiet. I 1000-tallets Danmark meldte sagnet således at der i slutningen af 800-tallet og i begyndelsen af 900-tallet havde været mindst to fremmede fyrster der efter hinanden havde tilrevet sig magten i riget.

Der kan sagtens have været andre konger og kongsemner som vi ikke ved noget om. Når Harald Blåtand med Jellingstenens ord måtte „vinde sig al Danmark” omkring midten af 900-tallet må de tidligere kongers overherredømme over Danmark være brudt sammen. Der findes et klart vidnesbyrd om et sådant sammenbrud i en del af det tidligere danske rige. I slutningen af 800-tallet lykkedes det Harald Hårfager at udvide sin magt ved Norges vestkyst og at vinde overherredømme flere andre steder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det gamle dynastis sidste år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig