En skattekonge

Den første sikre hentydning til Harald som konge er fra 962 hvor den tyske oprører Wichmann forgæves appellerede til ham om hjælp; det skete omkring den tid hvor Harald blev døbt. Der findes flere beretninger om denne dåb. Ifølge den samtidige beskrivelse af ærkebiskop Brunos Levned fandt den sted mens Bruno var ærkebiskop i Köln, dvs. 953-65. Widukinds skildring er omtrent fra samme tid. Den omtaler omvendelsen midt under beskrivelsen af andre tildragelser fra 962-65, da kejser Otto 1. var i Italien; men det betyder dog ikke nødvendigvis at det skete lige på det tidspunkt. Widukind kan have omtalt dåbshandlingen dér fordi Harald netop på dette sted i hans fortælling, som handlede om Wichmanns oprør, naturligt passede ind i fremstillingen. Dåben kan også være af tidligere dato; men at den med sikkerhed har fundet sted før sommeren 965 bevises af et dokument som Otto 1. udstedte den 26. juni 965. Her fritager kejseren ”al ejendom i danernes mark eller rige ved de til Guds ære opførte kirker i Slesvig, Ribe og Århus som i øjeblikket tilhører bispesæderne eller i fremtiden erhverves af dem for enhver skat eller tjenesteydelse som måtte tilkomme os, og vi påbyder og befaler urokkeligt at dette gods skal høre under disse bispesæder uden trusler fra vore grever eller skattefogeder. Og da trælle og fæstere dér kun skal gøre tjeneste for bisperne fritager vi dem for enhver tjenesteydelse, også efter retskrav fra os, og påbyder at de kun skal være underkastet befalingsret og krav fra disse kirkers fogeder.”

Dette brev er tolket som et udtryk for tysk overherredømme over Danmark. Man har tillige antaget at dette overherredømme var etableret noget tidligere. Der findes imidlertid ikke noget sikkert bevis herfor. Kong Henrik 1. inddrev kun skat hos danerne i 934, og intetsteds i det relativt store kildemateriale fra Otto 1.s regeringstid er der noget der taler for at en dansk konge skulle have anerkendt hans overherredømme. Den omstændighed at danske udsendinge deltog i det store påskemøde i Quedlinburg i 973 var ikke et tegn på underkastelse. Brevet af 965 er mere overbevisende blevet udlagt som Ottos anerkendelse af at Haralds kongerige var uafhængigt, og at disse bisper som nævnes i Ottos brev efter Danmarks kristning ikke længere stod under den tyske konge eller hans repræsentanter, selv om de kirkeligt set hørte til ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. Så længe den danske konge ikke var omvendt var bisperne i disse bispedømmer under tysk beskyttelse, men efter Harald Blåtands dåb blev de hans ansvar, og brevet kan derfor ses som en direkte følge af Haralds omvendelse som formodentlig var sket kort før.

Rigtigheden af denne udlægning bekræftes af et andet brev i Otto 3.s navn, dateret 18. marts 988 hvor der ikke var tale om tysk overherredømme. Alligevel gentages det tidligere brevs betingelser, dog med to afgørende tilføjelser. Det er tilføjelsen af Odense bispestol, der må være etableret efter 965, samt privilegier til alle fire bisper i Tyskland.

"Ydermere tilstår vi bisperne for ovennævnte kirker ret til at købe marker, ejendomme og godser hvor som helst i alle dele af vort rige … Desuden skal alle vore trofaste folk vide, at vi … for fremtiden eftergiver alle deres undergivne al told hvor de end færdes inden for vort riges grænser og hvad de end medbringer."

Dette var tydeligt nok en indrømmelse af at disse bisper ikke kunne klare sig alene med den støtte de fik i Danmark, hvis de overhovedet fik nogen støtte fra den side, og derfor var afhængige af den tyske hersker.