En hedensk reaktion

Ifølge Adam af Bremen oplevede den danske kirke en alvorlig svækkelse omkring slutningen af Haralds regeringsperiode. Svens oprør mod faderen betegnes som en hedensk reaktion; men intet tyder på en genopblussen af hedenske skikke. Den yngste mønt man har fundet i en hedningegrav fra vikingetidens Danmark er slået før 975. Oprøret kan have medført kaotiske tilstande, og bisperne fra Hamburg-Bremen lader til at være flygtet samtidig med deres kongelige beskytter. Adam siger at oprøret skete i ærkebiskop Adaldags „sidste tid”, dvs. kort før hans død den 29. april 988. Adam fortæller endvidere at Harald drog i landflygtighed til Jumne hvor han kort efter døde. I domkirken i Bremen fejredes årligt mindet om kongens død d. 1. november. Adam omtaler det efterfølgende sammenbrud af den danske kirke i sin beretning om Libentius, Adaldags efterfølger. Hvis oprøret fandt sted før 987 ville sammenbruddet rimeligvis have været omtalt i afsnittet om ærkebiskop Adaldag. Oprøret bør derfor tidsfæstes til 987. Det bekræftes af det brev fra kejser Otto 3. som gav danske bisper rettigheder i Tyskland. Det må være udstedt fordi man gik ud fra, at de ikke længere kunne regne med støtte i Danmark. Brevet er dateret 18. marts 988, et par uger før Adaldag døde, hvilket også styrker formodningen om at oprøret og sammenbruddet fandt sted i Adaldags sidste år.

© Lunds universitets Historiska museum

Kors var ikke nødvendigvis altid et kristent symbol i vikingetiden, men mange kors på runesten fra den yngre vikingetid var det nu nok. Der hersker i hvert fald ingen tvivl om dette eksempel fra Valleberga i Skåne, for det er anbragt sammen med en kristen påkaldelse: „Sven og Thorgot gjorde disse kumler efter Manne og Svenne. Gud hjælpe deres sjæle vel; men de ligger i London.”

Den ulyst til at være i Danmark som de af ærkebispen i Hamburg-Bremen indviede bisper lagde for dagen betegner ikke en tilbagevenden til hedenskabet. Der findes ingen vidnesbyrd der peger på en sådan udvikling, tværtimod blev der bygget en kirke i Lund allersenest omkring år 990. Kong Sven mindedes i Norge som kristendommens aktive våbendrager, og han grundlagde selv den kirke i Roskilde hvori hans far og siden også han selv måske blev begravet. Men Sven støttede ikke Hamburg-Bremens krav, og det var for Adam af Bremen grund nok til at anse ham for en fjende af kristendommen. Adams hovedformål var at forsvare sin ærkebiskops rettigheder i Skandinaviens kirker, og for ham var en virkelig omvendelse til kristendommen det samme som at anerkende ærkebispens autoritet. Det fremgår med al tydelighed af hans omtale af islændingene som havde accepteret kristendommen som officiel religion i begyndelsen af 1000-tallet. Han regner dem først for omvendte fra det tidspunkt hvor de har fået en biskop der var indviet af ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen. Kong Sven hentede øjensynligt ikke sine bisper her. Adam kender kun én, og han kom fra England.

Adams holdning over for Sven var også påvirket af at Sven var ansvarlig for at Harald, som Adam betragtede som en martyr, måtte flygte og dø. „Han som først erklærede det danske folk kristent, som fyldte hele Norden med prædikanter og kirker, han som uskyldigt blev såret og fordrevet for Kristi sag, han må, vil jeg sandelig håbe, vinde martyrkronen.”

Sven Estridsen, som forsøgte at skabe et dansk ærkebispesæde, ville have budt en helgenkåring af Harald velkommen. En kongelig helgen som havde omvendt sit folk og havde lidt martyrdøden ville være et vigtigt aktiv i den kirkelige politik. Men skulle Harald forherliges, måtte Sven sværtes til. Og det blev han.