Runesten genanvendt i muren fra et romansk tårn i Asmild Kirke ved Viborg. Stenen er rejst af Thorgund til minde om hendes mand Bose. Indskriften er usædvanlig ved at nævne både Thorgunds far og bedstefar, muligvis fordi hun var deres arving. Det vides ikke hvor stenen oprindelig har stået eller hvornår den blev bragt til kirken. Hensigten har måske været at give Bose, som er død længe før kirken blev bygget, noget der svarede til en kristen genbegravelse; eller det har været tanken at demonstrere Thorgunds families interesse for den nye religion. Der er fundet mange andre runesten både tæt ved og inde i kirkebygninger.

.

Den tilmurede norddør i skibet på Skt. Jørgensbjerg Kirke i Roskilde (billedet tv.). En møntskat fundet under fundamentet for den første kirke på stedet viser, at den blev bygget så tidligt som omkring 1030. Den var kun 19 m lang, men havde både kor, skib og tårn. Ved denne kirkes nedrivning omkring år 1100 blev en del kvadre genbrugt i dens efterfølger, bl.a. denne portal, som har nære samtidige paralleller i Østengland (billedet th.). Det er derfor sandsynligt at de håndværkere der indførte den nye stenbygnings-teknik i Danmark kom fra England i Knud den Stores regeringstid.

.

Plan med et udsnit af Lunds centrum med en række kirker og tilhørende kirkegårde som er påvist ved udgravning. (1) markerer stedet hvor der fandtes rester af den ældste kirkes østende, bygget før 990. Denne kirke havde en stor kirkegård (2) som stadig brugtes i anden halvdel af 1000-tallet. Ca. 1050 blev to stavkirker (4 og 5) bygget i nærheden. De havde begge tilhørende kirkegårde, som ikke er vist her.

.

Sven Estridsens og hans hustrus nærmeste forfædre.

.

Bispeembederne blev først organiseret i et fast system i Sven Estridsens tid, adskillige årtier efter oprettelsen af det første egentlige danske bispesæde – enten i Roskilde eller i Lund. Roskilde havde sin biskop tidligt i Knud den Stores regeringstid. Biskop Gerbrand af Roskilde optræder første gang som vidne i et af kong Knuds engelske breve, dateret 1022. Han var indviet af en ærkebiskop af Canterbury der selv blev indsat i november 1020, og han kom til Danmark i ærkebiskop Unwans tid, dvs. før 1029. Af grunde som skal forklares nedenfor er bispesædet i Lund formentlig allerede blevet oprettet af Sven Tveskæg. Den første danske bispestol kunne således ligge her, men det er på ingen måde sikkert at Gerbrand var den første biskop i Roskilde. Et lokalt sagn vil vide, at en af de bisper der kom fra Norge i Sven Tveskægs tid, biskop Bernhard, havde bygget en kirke i Skåne og senere rejste over til Sjælland hvor han døde.

Ifølge Adam af Bremen var den første biskop der var fast knyttet til et dansk embede dog hverken stationeret på Sjælland eller i Skåne. Odinkar af Ribe var efter sigende blevet døbt af ærkebiskop Adaldag, dvs. før 988, og indviet til bispestolen i Ribe af dennes efterfølger Libentius. Han er blevet identificeret som den Odinkar der er omtalt som deltager i et kirkemøde i Dortmund i 1005, og man har derfor antaget at han blev indsat som biskop i Ribe imellem 988 og 1005. Han døde i 1043. Hans onkel som også hed Odinkar med tilnavnet „den Ældre” var en dansk stormand som blev indviet til missionsbiskop i Sverige af Adaldag, men som også omvendte mange på Fyn og Sjælland og i Skåne ved sin prædiken.

Den første biskop med engelsk basis der virkede i Danmark, var Gotebald som blev udnævnt af Sven Tveskæg „til at undervise i Skåne”. Det er ikke sandsynligt at Sven har rekrutteret en biskop på sine togter i England, men i Norge kan han meget vel have truffet engelske missionærer som havde virket der siden tiden før 975. Gotebald, om hvem det siges at han „har prædiket nogle få gange i Norge og mange gange i Sverige”, kan som missionsbiskop i Norge være hentet til Skåne af Sven engang efter Olaf Tryggvasons død omkring år 1000. Han kan endog have været den første biskop af Lund, der ser ud til at have været et vigtigere kirkeligt centrum hvor der var flere kirker end i Roskilde. Adam omtaler Roskilde som „den danske kongeværdigheds sæde”; den var jo valgt af Sven Tveskæg som begravelsesplads for hans far. Men Lund var også en vigtig by for kongemagten. I kong Knuds regeringstid lå det vigtigste danske møntværksted dér, og det er sandsynligt at allerede Sven foretog en omfattende udmøntning her. Det er derfor en rimelig tanke at Gotebald havde sit bispesæde i Lund.

Ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen protesterede kraftigt imod at der kom bisper i Danmark, som ikke var indviet af ham og underlagt hans myndighed. I tilfældet med Gerbrand af Roskilde skred ærkebiskop Unwan til voldsomme forholdsregler. Det lykkedes for ham at tage biskop Gerbrand til fange da han var på vej hjem fra England. „Tvunget af omstændighederne blev Gerbrand nødt til at føje sig og give Unwan æresoprejsning, idet han måtte love at vise bispestolen i Hamburg tilbørlig troskab og underdanighed.” Med Gerbrands medvirken sendte Unwan derpå en delegation til Knud „med gaver og lykønskninger for hans fremgang i England, men også med en irettesættelse for den formastelighed det var at han havde bragt bisper herover fra England”. Følgen var at Knud „gik ind i et så nært forbund med ærkebiskoppen at han derefter gladelig gjorde hvad som helst for at tilfredsstille Unwan”. Adam nævner yderligere en række bisper som blev nødt til at anerkende ærkebispens autoritet, heriblandt to som var blevet ordineret af paven.

Den pavelige myndighed var endnu ikke kommet til fuld udfoldelse, men Rom var et centrum for stor åndelig magt, og paven havde som St. Peters efterfølger så afgjort en særstilling i de kristnes øjne. En ærkebiskops autoritet var afhængig af pavens anerkendelse. Rom var også et af hovedmålene for pilgrimmene. Kong Knud valfartede selv dertil. Efter besøget i 1027 fortalte han i et brev til sine engelske undersåtter: „Jeg gennemførte det fordi jeg havde hørt fra kloge mennesker at den hellige apostel Peter havde fået stor magt af Herren til at binde og til at løsne og var Himmeriges nøglebærer. Derfor anså jeg det for meget fordelagtigt at opsøge netop ham, som nyder en særlig gunst hos Gud.” Kongen glædede sig meget over at have besøgt Peters og Pauls helgengrave samt andre helligdomme „og personligt at tilbede og ære Gud sådan som jeg inderligt ønskede”. Der var mange andre som foretog en sådan pilgrimsrejse i 1000-tallet, blandt andre biskop Egino af Dalby og Lund, og Torkels søn Harald som i 1042 blev myrdet på hjemvejen fra Rom.

Således blev den nye danske kirke gradvist indlemmet i den universelle kirkeorganisation. Men de kirkelige love blev kun langsomt anerkendt og kun med mange kompromiser. Sven Estridsen, som havde brug for kirkens støtte til sin plan om at gøre Danmark til et selvstændigt ærkebispedømme, blev nødt til at forskyde sin hustru på grund af deres nære slægtskab, men kirken kunne ikke hindre ham i at tage mange friller, og de børn de fødte ham blev anerkendt som legitime; fem af dem efterfulgte ham på tronen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De første bispedømmer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig