Kirkernes formue

Udgifterne til at bygge og vedligeholde de første kirker må være blevet afholdt af deres grundlæggere; i regelen godsejere der formodentlig betragtede præsterne som en slags privilegerede tjenere eller tyende der skulle have kost og logi samt andre fornødenheder. Menighedens betaling af præsten og opretholdelse af kirken blev først fastslået ved indførelsen af tiendesystemet i 1100-tallet. Gaver af jordegods til kirkerne var også et forholdsvis sent fænomen, selv om det så småt var begyndt at finde sted endnu før man begyndte at kræve tiende. Den tidligste gave af denne art der er bevidnet ved et dokument, er Knud den Helliges overdragelse af jordejendom på Sjælland og i Skåne til Lunds Domkirke i 1085; men ca. 25 år før gav Estrid med sin søn, kong Svens samtykke en stor ejendom til Roskilde Domkirke. Denne gave er blevet identificeret med de 50 bol i Lilleherred og Smørum Herred syd for København som domkirken siden var indehaver af. Selv blev Sven Estridsen mindet i Lunds Domkirke som giver af tre skånske gårde. Det er troligt at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar, hvis far var jarl og således en højfornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område der ikke nærmere kan lokaliseres i dag.

© Nationalmuseet, 2. afdelings arkiv

Blyplade med biskop Odinkars navn fundet 1830 i Ribe Domkirke i en gravniche i det nordre tværskibs murværk. Da Odinkar døde 1043 blev han formodentlig begravet inde i eller nær ved sin kirke, og da kirken blev genopbygget i 1100-tallet blev hans rester flyttet til en ny grav. Hans onkel, der også hed Odinkar, var missionsbiskop uden egentligt bispesæde. Han fik sin grav i Bremen.

Forudsætningen for overdragelse af jordegods til kirken var, at der blev afstået fra alle private arvekrav til jorden, eller at man af en eller anden grund kunne se bort fra dem. Dette krævede ikke alene en overenskomst med de arvinger der levede på det pågældende tidspunkt, man måtte også sikre sig mod at senere generationer skulle kunne gøre arvekrav gældende. Hertil behøvedes mægtige mænds støtte. Derfor er det ikke overraskende at de tidligst kendte donationer af jordegods til kirken kommer fra kongen eller medlemmer af kongefamilien, og der er ingen grund til at tro at der før disse overdragelser er skænket sådanne gaver af lægfolk. Kirkens skatte var til stadighed udsat for overgreb og eftertragtedes undertiden af de selv samme mennesker som formodedes at skulle yde kirken beskyttelse. Ærkebiskop Adalbert gjorde indsigelse mod at Harald Hårderåde i Norge „med kloagtige hænder skrabede offergaverne til sig og delte ud af dem til sine følgesvende; især gik det ud over de klenodier som de trofaste i dyb hengivenhed havde opstillet på hans brors [Skt. Olavs] grav”.

Præster og endog bisper forlangte betaling for deres ydelser. Adam af Bremen konstaterede med beklagelse at: „Nordmændene og danerne må betale i dyre domme for dåb og konfirmation, indvielse af altre og præsteordinationer. Jeg tror det kommer af præsternes begærlighed. Da barbarerne endnu enten ikke kender til tiende eller ikke vil betale det bliver de flået ved de forskellige kirkelige handlinger der burde udføres gratis. Selv sygebesøg og begravelser – alting koster noget. Deres høje moral bliver således ganske korrumperet på grund af præsternes griskhed.”

© Nationalmuseet, 2. afdelings arkiv

En af de forgyldte plader fra alteret i Tamdrup Kirke ved Horsens. Den fremstiller Harald Blåtand som bliver døbt i en tønde formentlig af Poppo som er afbildet med glorie. Pladen stammer fra begyndelsen af 1200-tallet og er den eneste kendte fremstilling af denne historie i dansk middelalderkunst.