Konger og embedsmænd

De reformer som Knud gennemførte i Danmark på baggrund af sine erfaringer i England, især med hensyn til kirkens organisation og møntvæsenet, var tegn på at der var opstået en ny kongetype eller i hvert fald nye normer for den kongelige magtudøvelse. Et kongeligt møntvæsen betegnede et stort fremskridt både økonomisk og administrativt, og gejstligheden, som i høj grad var afhængig af kongen, bistod med boglærde administratorer og embedsmænd. Det varede dog længe før regeringen systematisk gjorde brug af skriftlige forordninger og akter; men en begyndelse var gjort.

Kongens opgave havde altid været at repræsentere folket over for såvel de guddommelige som de verdslige magter. I 800-tallet førtes forhandlingerne mellem danerne og deres naboer af kongelige udsendinge, og det var kongelige hære der forsvarede landet mod angribere og pålagde de slaviske og frisiske naboer skatter. Man har ingen vidnesbyrd om danske kongers religiøse rolle før omvendelsen til kristendommen, men man må gå ud fra at de ligesom alle andre hedenske fyrster forestod de kultiske ceremonier hvormed man sikrede sig og riget gudernes støtte. Knud dyrkede den kristne Gud, og der var ikke noget fundamentalt nyt i hans tro på at det var Gud der havde nedkæmpet hans fjender. Han måtte derfor lægge vægt på at Gud blev dyrket ordentligt og at hans lov blev efterlevet i hans riger, så man kunne være sikker på „at Gud i sin kærlige godhed ville bevare os i magt og ære, og splitte og knuse vore fjenders magt og styrke”.

En konges magt afhang ikke blot af hans embedes autoritet og hans personlige magt men også af hans charisma, denne ret uforklarlige men let kendelige evne til at vinde folk for sig, som, kombineret med held, kan opfattes som et tegn på Guds nåde. Kirken støttede på mange måder kongeværdighedens idé, og ved sine ritualer forstærkede den også den kongelige charisma. Endvidere støttede kirken kongemagten rent konkret ved at skaffe den medarbejdere der var bedre uddannet end de fleste lægmænd. Da kongerne havde det afgørende ord ved bispevalgene, havde de også en vis sikkerhed for at de rådgivere og tjenere de udpegede blandt kirkens mænd ville danne en passende modvægt til stormændene, der ikke nødvendigvis var tilhængere af kongen, og som både personligt og på deres stands vegne kunne have interesse i at begrænse kongens magt.

Naturligvis havde kongerne både før og efter at Danmark gik over til kristendommen en række ikke-gejstlige embedsmænd. Fra 800-tallet findes der i vesteuropæiske kilder omtale af danske „grever” der havde forpligtelser ved hoffet eller i Hedeby, og til befalingshavende eller custos ved fronten. Men den egentlige myndighed må i mange egne af landet have ligget hos de stedlige store og magtfulde jorddrotter, folk som lokalt betragtedes som herskere eller høvdinge. De danske kongers magt afhang af disse stormænds loyalitet. Denne loyalitet kunne kongerne, når de havde styrke dertil, opretholde ved straffe eller repressalier, sådan som det skete i 813 da de danske konger brugte magt for på ny at gøre deres overherredømme gældende over stormænd og folk i Vestfold i Sydnorge. Selv i England, hvor styreformen var langt mere avanceret end i Danmark, og hvor danerne lærte så meget, måtte de kongelige myndigheder jævnligt skride til afstraffelse af enkeltpersoner eller hele områder. Når Hardeknud i 1041 angreb Worcester til gengæld for mordet på to skatteopkrævere var det ikke et nyt udtryk for dansk brutalitet – engelske konger gjorde ligeså. Man får en klar forestilling om hvor meget den kongelige myndighed afhang af terror og vold gennem Knuds forholdsordre til Torkel i 1020. Det hed her, at dersom nogen satte sig op imod „Guds lov og min kongelige autoritet eller den verdslige lov” og nægtede at give oprejsning og fremturede, så havde Torkel befaling til „at få misdæderen til at makke ret. Hvis det ikke lykkes da er det min vilje at han ved hjælp af både sin egen og min magt skal knuse ham her i landet eller også jage ham af land og rige hvad enten han er af høj eller lav rang”. Torkel var Knuds rigsstyrer i England, men denne instruks afslører lidt om de magtmekanismer man har haft også i Danmark.

En vellykket straffeaktion imod oprørske eller ulydige undersåtter afhang i sidste ende af loyaliteten hos kongens egne krigere, hans lid. Danske konger må have haft deres eget lid i 700- og 800-tallet ligesom de havde i 900- og 1000-tallet. Et lid var hvad man på latin kalder en comitatus, en krigerbande, „drenge” eller tilhængere knyttet sammen i en fælles troskabs-følelse over for deres herre. Særlig berømt var Knuds thegnlith. En del af disse krigere var rekrutteret fra familier der lokalt var meget indflydelsesrige; og efter endt tjeneste tog de fleste af dem sikkert hjem igen for når tiden kom at overtage den fædrene gård, idet de dog stadig bevarede en vis tilknytning til deres kongelige herre. Det var folk som kongen kunne regne med og stole på, men det vil dog ikke sige, at alle de thegner som forekommer i runeindskrifterne var kongens mænd. Nogle af dem kan have gjort tjeneste i et andet lid eller har måske slet ikke tjent andre.

En konge kunne indgive sine folk en troskabsfølelse der holdt sig i medgang og modgang, men den måtte styrkes ved hjælp af gæstfrihed og belønninger og en mild strøm af gaver i form af heste, udstyr, kostbarheder og landområder. Disse gaver kunne tages fra kongens egne ressourcer, men overdreven gavmildhed ville undergrave grundlaget for kongemagten. Løsningen var naturligvis at skaffe nye midler ved plyndring eller ved at aftvinge skat af folk uden for kongens eget rige. Magtgrundlaget i datidens Europa var plyndring og skatter; det er for nylig meget rigtigt blevet sagt at „i det meste af Europa var det i 700- og 800-tallet frankerne der ansås som vikinger”, en opfattelse der underbygges af et byzantinsk ordsprog fra tiden: „Hvis en franker er din ven, så er han ikke din nabo.”