Skat

Ydelser til kongen indsamledes på kongsgårdene der lå spredt over hele riget. Arten og størrelsen af den ydelse hver gård skulle præstere fulgte gammel skik, idet det forventedes at gården regelmæssigt leverede de samme varer og tjenester. Alligevel var der dog behov for en ligningsordning, især når der blev stillet ekstraordinære krav, som f.eks. da Danevirke og Harald Blåtands fæstningsværker byggedes. Gavebrevet til Lund Domkirke af 1085 anfører værdiansættelsen af hver enkelt af de bemeldte ejendomme udtrykt på latin i mansi, en betegnelse der svarer til senere danske teksters bol. Oprindelsen til dette vurderingssystem er uklar, men det har rødder i en meget fjern fortid. Også før vikingetiden havde man brug for at fastslå bøndernes skattemæssige forpligtelser; de skotske øer havde en form for takseringssystem i 600-tallet. Ældgamle skatteansættelser har nok skullet reguleres fra tid til anden for at tilpasses skiftende behov og planer såsom opførelse af nye landsbyer; men at dømme efter den påfaldende konservatisme der kendetegner gårdene i Vorbasse gennem hele den yngre jernalder og vikingetiden, har skatteansættelsen her dog nok ligget fast lige siden den romerske jernalder. Omdannelsen af herrederne og andre store forandringer i 1000-tallet har formodentlig givet anledning til en vis ændring i fordelingen af skattebyrden, men intet tyder på at middelalderens bol var noget nyt i 1085.

Regulære skatter til kongen kendes fra 1100-tallet. Historikerne har som regel betragtet dem som et nyt fænomen der først opstod efter vikingetiden. Det er klart at man ikke kunne indsamle pengeafgifter før 1000-tallet, eftersom kun de færreste bønder nogen sinde brugte mønter, men det betyder ikke at der ikke kunne være forpligtelser til at levere ydelser til kongen, enten i form af naturalier eller arbejdskraft, i tilgift til alt det der skulle gives til gæsteri og forsvar. Allerede i Godfreds tid betalte købmændene told; en af anløbsbroerne i Hedeby ser ud til at være det sted hvor købmændene betalte told. De mere almene forpligtelser, som vi kender fra 1100-tallet, udgjordes til dels af afløsningsydelsen for ledingspligten, men også i nogen udstrækning af de skatter som blev inddrevet fra besejrede folk. Slaverne svarede skat til danerne ved flere lejligheder, ligesom de måtte betale skat til tyskerne i 934. Her var der tale om midlertidige skattekrav, selv om de måske blev gentaget; men permanent erobring kunne resultere i permanente skatter. Det er betegnende at de ældste henvisninger til almene årlige afgifter til kongen gjaldt et fremmed landområde, nemlig det nordlige Frisland.

I krisetider kunne der stilles ekstraordinære krav. Knud den Store blev lovprist af en af sine skjalde for sin tilbageholdenhed da han i 1026 besøgte Danmark: „Da Jyllands konge var kommet i land lod han sig ikke fratage noget; folk beundrede hans færd; danernes beskytter ville ikke tåle nogen plyndring af landet”.

Man forstår at det slet ikke var utænkeligt at en konge plyndrede sit eget land. I sit brev af 1027 skelnede Knud selv skarpt mellem retfærdig og uretfærdig skatteinddrivelse, idet han fastholdt at hans engelske embedsmænd ikke måtte tage mere end det skyldige beløb, „og herfra skal der på ingen måde være nogen afvigelse, hverken på grund af kongelig gunst eller for at skrabe en masse penge sammen til mig, for jeg har ikke brug for at der skal inddrives penge til mig ved uretfærdige krav”. Knud tænkte her på sit engelske kongerige, men han har sikkert også stillet sine retfærdige krav om naturalier og tjenesteydelser til mange af sine danske undersåtter.