Kaos og folkevandringer

Året var 451 e.Kr., stedet De katalauniske Marker i nærheden af Orleans i Midtfrankrig og anledningen et opgør med den frygtede hunnerkonge Attila og hans asiatiske rytterkrigere. I årtier havde dette nomadefolk fra de russiske stepper ud plyndret et lamslået og forsvarsløst Europa. Nu lykkedes det omsider en sammenbragt vestromersk-frankisk-burgundisk hær at standse dem i et voldsomt slag.

Selv om hunnerne var et kort intermezzo i den europæiske historie, satte de sig alligevel uudslettelige spor. Måske var det den uroligste tid, Europas befolkning nogen sinde havde oplevet. Store menneskemængder var kommet i bevægelse, og perioden kaldes ikke uden grund for folkevandringstiden. I 395 e.Kr. var det gamle Romerrige definitivt blevet delt i et østromersk og et vestromersk rige, og allerede kort efter blev den vestlige del løbet over ende af germanske stammer. Frankerne, burgunderne og allemannerne annekterede hurtigt Rhinens vestbred, og østpå trængte både øst- og vestgoterne ind i Sydøsteuropa. Mens østgoterne i en årrække forblev i Pannonien, det nuværende Ungarn, vandrede vestgoterne videre ned i Italien, hvor Rom blev erobret i 410. Herfra fortsatte de til Sydfrankrig i 415 og et halvt hundrede år senere til Spanien, hvor de slog sig ned og skabte et selvstændigt kongedømme.

© Ingerlise Kjær efter forlæg i Colin McEvedy: Atlas of Ancient History, 1967

Så voldsomme var forandringerne i de politiske forhold for denne del af verden i løbet af 70 år, gengivet i tre stadier: I 406, hvor hunnerne havde sat sig fast i Sydøsteuropa og den gamle romerske verden var delt i øst og vest. I 450, hvor Attilas hunnere havde underlagt sig det meste af de gamle germanske områder og forberedte stormløbet på det vestromerske Gallien. Endelig i 476, hvor hunnerne helt er forsvundet, og det vestromerske rige er gået i opløsning og opdelt i en lang række selvstændige germanske riger.

I disse kaotiske tider gjorde hunnerne deres entré i Europa. „Hunner” er fællesbetegnelsen for en gruppe nomader, som omkring 370 e.Kr. dukkede op i Don-området mellem Sortehavet og Det kaspiske Hav og gjorde sig til herrer over det stedlige nomadefolk. Herefter undertvang de den østgotiske bondebefolkning i Ukraine og fortsatte mod vest gennem step-pekorridoren syd om Karpaterne. I slutningen af 370'erne stod de ved Donaus nedre løb, ti år senere var de nået til Reatien og Noricum, det nuværende Sydtyskland og Østrig, og før århundredskiftet havde de etableret sig permanent på den ungarske steppe.

Hjulpet af forskellige germanske lejetropper foretog hunnerne herefter storstilede angreb på romersk territorium. 1441-43 og 447 blev det nordlige Balkan hærget, i 451 invaderedes Gallien og i 452 faldt hunnerne ind i Norditalien, hvor Aquileia, den store handelsby ved bunden af Adriaterhavet, blev raseret. Året efter døde Attila, og hans hunnerhær gik i opløsning. Overfaldene på de romerske områder aftog og ophørte helt i begyndelsen af 470'erne, og herefter forsvandt hunnerne tilsyneladende helt.

© Ingerlise Kjær efter forlæg i Colin McEvedy: Atlas of Ancient History, 1967

I 450, hvor Attilas hunnere havde underlagt sig det meste af de gamle germanske områder og forberedte stormløbet på det vestromerske Gallien.

Krig og overfald var dog ikke den eneste måde at få del i Romerrigets umådelige værdier. Modtagelse af tribut for at undlade angreb var en anden og sikkert langt mere indbringende forretning. Tributbetalingen blev efter alt at domme sat i system af hunnerkongen Rau, der årligt modtog 350 pund guld fra Konstantinopel. Ved hans død blev aftalen fornyet – dog med den forskel, at hans efterfølger Attila hævede beløbet til 700 pund.

Den østromerske kejser har næppe overholdt aftalerne; hunnerangrebene på Balkan i 441-43 og igen i 447 havde til formål at tvinge Konstantinopel til at genoptage udbetalingerne. Efter fredsslutningen i 443 måtte kejser Theodosius 2. erlægge 432.000 solidi, dvs. ca. to tons guld; i 447 var det tre tons samt forpligtelse til en årlig ydelse på 2100 pund guld, altså godt et ton. Attilas triumf var dog kort, for allerede ved kejserskiftet i 450 blev betalingerne definitivt indstillet.

Hermed smuldrede det økonomiske grundlag for Attilas rige. Uden tribut til at holde en stor del af hunnerfolket på permanent krigsfod og binde andre stammer i allianceforhold, måtte foderationen uundgåeligt gå i opløsning. Hunnerne kunne vælge at genoptage plyndringstogterne i mindre målestok, de kunne slå sig ned som bonder eller tage tjeneste som lejesoldater hos romerne. Eller de kunne, som den sidste udvej, søge tilbage til stepperne og genoptage deres gamle livsform som nomader. Valgte de fleste af dem dette, er det forklaringen på, at hunnerne forsvandt lige så pludseligt, som de var kommet.

© Ingerlise Kjær efter forlæg i Colin McEvedy: Atlas of Ancient History, 1967

I 476, hvor hunnerne helt er forsvundet, og det vestromerske rige er gået i opløsning og opdelt i en lang række selvstændige germanske riger.

De efterlod Europa i kaos. Det vestromerske Rige gik endeligt i oplosning, og på dets ruin opstod en række germanske kongedommer, som allerede i begyndelsen af 500-tallet udmærkede sig ved deres størrelse og styrke. I det nuværende Frankrig og tilgrænsende områder langt ind i Tyskland var det Frankerriget; i Spanien Det vestgotiske Rige og i Italien det østgotiske. Mod øst var det slaverne, der havde overtaget landet efter hunnerne, og syd for Danmarks grænse var det sakserne, der sad i Nordtyskland.

Det er uvist, om Danmark direkte blev berørt af de voldsomme begivenheder på kontinentet, men man ved, at jyderne plyndrede i det sydlige England sammen med anglerne og sakserne, og at grupper af jyder omkring midten af 400-tallet slog sig permanent ned i Sydøstengland.

Anglerne, sakserne og jyderne sluttede således op i rækken af folkeslag og stammer, som i løbet af 400-årene vandrede rundt i Europa: frankerne, quaderne, allemannerne, burgunderne, longobarderne, vandalerne, vestgoterne, østgoterne – og hunnerne. Europa blev aldrig det samme igen; folkeslag havde blandet sig i vekslende alliancer, stammer var flyttet over enorme afstande, Det vestromerske Rige var blevet tumleplads for alverdens barbarer – verdensordenen var i sandhed kommet på en hård prøve.

© Ingerlise Kjær

Folkevandringerne i Europa fra slutningen af 300-tallet og i 400-tallet. Over umådelige afstande bevægede store folkemængder sig fra den ene del af Europa til den anden. Blandt dem, der drog ud og slog sig ned i det fremmede, var jyderne og anglerne, som sammen med sakserne og nogle frisiske stammer koloniserede Sydøstengland i midten af 400-tallet.

Var tiden kaotisk og ulykkelig for mange, var den til gengæld fuld af muligheder og udfordringer for andre. Den direkte vej til rigdom var ikke længere landet, men dets befolkning, som kunne udplyndres og afpresses. Tribut og betaling, gavegivning og troskabsed var nøglebegreberne i krigersamfundets ideologi; de gyldne ringe og det fornemme kunsthåndværk dets symbol.