Indledningen til det 3182 vers lange Bjovulfdigt. Håndskriftet, der stammer fra 900-tallet, er udført på pergament, og det ligger nu som et af klenodierne på British Museum i London. Beowulf – på dansk Bjovulf – er del af en større samling håndskrifter, hvis historie var næsten ukendt indtil islændingen G. J. Thorkelin, som tilhørte Københavns lærde elite, i 1786 dels selv skrev digtet af, dels lod foretage en afskrift. Disse to afskrifter har haft uvurderlig betydning, fordi de fandt sted på et tidspunkt, hvor håndskrifternes tilstand var betydelig bedre end i dag.

.

Lille mandsfigur af guld, fundet ved Nyborg, ikke langt fra Gudme. Figuren er knap syv centimeter høj og ser ud til at være fremstillet herhjemme. Den blev fundet i flere dele sammen med andre guldting, bl.a. en gennemboret solidus fra 3. årh. e.Kr., og hele fundet har karakter af at være en guldsmedeskat. Måske var den lille figur slået i stykker for at tjene som råmateriale, måske var den til reparation. Det er svært at få øje på de almindelige mennesker i den guldrige germanertid, og denne lille nøgne mandsfigur, som bærer en af tidens store halsringe, repræsenterer næppe heller en af slagsen.

.

Angelsaksisk verdenskort fra 900-tallet, som nu findes på British Museum i London. Kortet er fra samme tid som den bevarede Bjovulftekst, og det giver et indtryk af de geografiske forestillinger i England. Som vanligt på de fleste kort fra middelalderen vender øst opad, og havet omslynger Jorden. Verden er delt i tre: Europa, Asien og Afrika, og Jerusalem ligger nogenlunde midt i. Det er den nordvestlige del af kortet, som for os især er af interesse. Mest korrekt er fremstillingen af England (Brittannia). Øst herfor ligger Jylland; længere mod nordøst Island og Sverige (Scithia).

.

Hannenovringen fra Falster. De smukkeste ringe var ifølge sagnene kendt viden om; de var – som også sværdene – navngivne. Som en illustration af den værdi, de blev tillagt, kan nævnes geaternes (gøternes) helteklenodie, Brisingemen, der besynges i digtet om Bjovulf. Det var dette halssmykke, som kong Hygelac havde med på den sidste rejse, et plyndringstogt langs Frankerrigets kyst, og da han blev dræbt, kom det i frankernes eje. Brisingemen besynges således: „Det halssmykke havde Hygelak,/ høvding over goter,/ Svertings søstersøn,/ på den sidste rejse,/ hvor under vejende banner/ han værned skatten,/…/ Han fragted smykket,/ vidunderstene,/ over vovernes skål,/ den drabelige drot;/ han blev dræbt under skjoldet./ Da kom kongens krop/ og hans kampskjorte med/ i frankernes eje,/ desuden halsringen.”

.

Nordiske konger skrev sig glimtvis ind i den europæiske historie. Men deres egen historie forblev uskrevet, fordi Norden endnu var skriftløs. Det betød dog ikke, at befolkningen – eller de selv – var „historieløse”; for der har næppe eksisteret en stamme, et kongedømme eller en nation, som ikke kendte til sin egen oprindelse.

Perspektivet kan være langt eller kort, men mennesker har altid set sig selv i et historisk forløb og været særdeles velinformeret om dens seneste gang. Fra generation til generation er denne viden blevet overgivet i en mundtlig form – som heltesagn og familiesagaer i sange og kvad. Kontinuiteten kunne brydes ved politiske omvæltninger, hvor nye familier kom til magten, som det skete i Skandinavien i løbet af vikingetiden. De faldne dynastiers slægtskrøniker blev omskrevet eller erstattet af andre, hvis formål var at underbygge den nye kongemagts rettigheder som værende dybt forankret i landets tradition. Nogle af de gamle kvad har overlevet så længe, at de nåede at blive skrevet ned. I den form, vi kender dem, er de fleste nedskrevet i middelalderen, men fortæller alligevel i korte glimt om begivenheder i Nordeuropa som hører til 500- og 600-tallet, måske med rødder endnu længere tilbage. Den lange mundtlige overlevering bevirker imidlertid, at det er stærkt omdiskuteret, hvor meget lid man tor fæste til fortællingernes indhold og deres samfundsopfattelse.

I det kristne England blev der allerede i 700-tallet forfattet bøger, ikke blot på latin, men også på angelsaksisk. Ikke alle var teologiske værker eller opbyggelige skrifter; verdslig digtning udgjorde en stor del af den oldengelske litteratur. Bl.a. nedskrev man digte, som egentlig hørte til en ældre, mundtlig fortælletradition, heriblandt Sangen om Bjovulf.

Den er, ligesom sangen om Odysseus, et imponerende helteepos. Handlingen foregår hos danernes konge, Roar, og hos geaternes kong Hygelac (Hugleik) engang i 500-tallet. Digtet har dog først fået den form, som vi kender i dag, ved nedskrivningen nogle hundrede år senere, og selve det bevarede håndskrift er fra slutningen af 900-tallet. Sproget er olden-gelsk, i en vestsaksisk dialekt, men at gøre Bjovulfkvadet engelsk er lige så forkert som at gøre Ynglingetal islandsk; Bjovulfkvadet omhandler danere og geater, Ynglingetal de samtidige svenske og norske kongeslægter. Ynglingetal har fået sin skriftlige form på Island; Bjovulfkvadet i England – begge fjernt fra de kongeslægter, som hyldes – og siden blev fortrængt. Det er nok en af grundene til, at de blev glemt der, hvor de foregik. Her skulle de nye dynastier forherliges.

I sangen om Bjovulf omtales hverken anglere eller saksere; kun geaterne og danerne. Danernes hjemegn er kendt, og handlingen henlægges traditionelt til sagnhistoriens Lejre, skønt den ikke nævnes. Geaternes tilhørsforhold er derimod mere uklart; man har foreslået, at de skulle være jyder eller – mere sandsynligt – gotere fra Våster- og Östergötland, eller fra Gotland.

Bjovulfkvadet er, i modsætning til Ynglingetal, Skjoldungesagaen og andre, ikke nogen familiekrønike. Det er en spændingsroman, der fortæller om helte, trolde og dramaer i Skandinavien gennem én generation. Nogle forskere mener, at digtet på mange måder er så bemærkelsesværdigt konkret, at det må være blevet til i selve det område, hvor handlingen foregår; snarest er det – som helten Bjovulf – geatisk. Til England kom det siden med de geater eller sveer, som menes at være grundlæggerne af det østangliske kongedomme og hvis fjerde generation, kong Readwald (død 624/625), blev stedt til hvile i den prægtige skibsgrav ved Sutton Hoo. Andre mener derimod, at englænderne i 9.-10. årh. omformede heltedigtet til skandinavisk historie ved at fordele hovedpersonerne på de danske og svenske folk i et forsøg på at skabe en fælles fortid for de angelsaksiske kongedømmer.

Hvem var så Bjovulf? Han hørte til geaternes folk og var nært knyttet til deres konge, Hygelac, hvis søstersøn han var. Men han havde også nære forbindelser til danerkongens hof, hvor han som barn havde opholdt sig i en periode. Da han erfarede, at den aldrende kong Hrodgar (Roar) var i dyb nød, samlede han en halv snes af de bedste krigere og kom danerne til undsætning. Hver nat blev kongshallen Heorot hjemsøgt af et uhyre, som bortførte og åd en af kongens krigere. I 12 år havde ingen kunnet standse myrderiet; men Bjovulf fældede trolden og blev som tak hyldet ved store festligheder og modtog fornemme guldringe og våbenudstyr. Herefter drog han tilbage og kæmpede for sit eget folk, og da kong Hygelac faldt under kamp ved den frankiske kyst, blev Bjovulf geaternes konge. Hans lange og lykkelige regeringstid sluttede, da han blev dødeligt såret i kamp med en drage. Selv forudsiger han, at hans død vil fremkalde et angreb fra geaternes arvefjende, sveerne, under kong Eadgils.

Bjovulfkvadets første oversættelse til moderne dansk blev udført af N. F. S. Grundtvig og udgivet i 1820. Han gjorde opmærksom på, at digtets kong Hygelac måtte være identisk med danerkongen Chochillaicus, som biskop Gregor af Tours omtaler i sin Frankerkrønike (fra ca. 590). Dette skrift er den mest udførlige historiske fremstilling af en germansk folkestamme, som er bevaret, og den tillægges stor kildeværdi, fordi hovedparten af de hændelser, der berettes om, er foregået i Gregors levetid. Om Chochillaicus hedder det heri, at han i 515 gjorde strandhugst i Frankerriget, men på tilbagevejen blev indhentet og dræbt af frankerkongens søn. Navneformen skulle være en latinisering af Hygelac. Grundtvig mente, at digtet herved var sikkert forankret i tid: Hrodgar herskede over danerne på samme tid, som Hygelac over geaterne, altså for 515, og kampene mellem geaterne og sveerne fandt sted efter Bjovulfs død, dvs. sidste halvdel af 500-tallet. I digtet nævnes en nevø til Hrodgar, Hrodwulf – Rolf Krake, som ifølge disse udregninger må høre hjemme omkring år 500.

Hos den østgotiske historieskriver Jordanes og den græskbyzantinske historiker Procopios, som begge levede i midten af 500-tallet, nævnes i flere tilfælde skandinaviske konger ved navn Hroduulf, Hrothulf eller Roduulf, som havde kontakt til den østgotiske konge Theoderik den Store (454-526) og hans hof i Ravenna i Italien. Det er muligt, at navnene dækker to forskellige konger: Hroduulf, herulernes konge i 493 og Hrothulf Halgasson, dansk tronprætendent og senere – omkring 520-525 – skjoldungekongen Rolf Krake.

Vi ved ikke, hvor megen lid man tor fæste til denne historiske rekonstruktion – om overhovedet nogen. Men når et skandinavisk heltesagn som Bjovulf findes i England, er det en illustration af de nære forbindelser efter den angelsaksiske erobring.

I Bjovulf, men også mange andre steder i sagaerne, berettes om ægteskaber mellem medlemmer af forskellige europæiske kongedynastier, der skulle styrke forbindelsen mellem kongeslægterne og sikre forbundsfæller. Medlemmer af de kongelige familier rejste som krigere ud for at vinde hæder hos fremmede fyrster – ligesom Bjovulf. Det er vel en meget naturlig følge af disse nære kontakter, at det samme persongalleri og de samme hændelsesforløb genfindes i mange af de skandinaviske, angelsaksiske og germanske helteepos og sagnhistorier. Det betyder, at de rummer en kerne af historisk sandhed.

Digtet beskriver krigerudrustningen: sværd, ringe, hjelme, brynjer og andet, som er karakteristisk for 500- og 600-tallets arkæologiske fund. Ofte er det gjort så detaljeret og eksakt, at tilhørerne må have nikket genkendende – ligesom arkæologerne i dag. Det var tidens ypperste frembringelser, som naturligvis hørte med i en beskrivelse af den aristokratiske helt.

Sangen om Bjovulf er en blanding af myte, digt og virkelighed. Bag myten og den gode historie fortælles der om datidens dyder: aristokratisk krigerfærd og heltemod, forbundsfællers hjælp i nodens stund og gavegivningens betydning til besegling af venskab og alliancer.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Sangen om Bjovulf.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig