Den ene af gravene fra Juellinge på Lolland indeholdt skelettet af en 30-årig kvinde. Ved gravlæggelsen var hun anbragt i en trækiste og svøbt i et skind- eller uldtæppe. I dag er kun skelettet og nogle af gravgaverne bevaret. På billedet ses bl.a. dele af hendes personlige udstyr, der består af to lange sølvhårnåle med hoved af det fornemste guldarbejde, fire bøjlenåle af sølv, en halskæde med tre guldperler og en lille s-formet hægte. På højre hånds ringfinger ses guldringen, ved det ene håndled en lille glasperle, en lille ravperle og bronzesien, som hun holder om. Det er en bleg efterligning af dette uforlignelige smykkeudstyr, der findes i de østjyske grave med dyrehovedfiblerne.

.

Mandens status ved gravlæggelsen blev i Jylland fortsat markeret med våben på samme måde som i førromersk jernalder. Men i Syd- og Sydøstjylland skiller en gruppe krigergrave sig ud fra de øvrige, idet man her tillige finder romerske importgenstande og andre luksusvarer. Til gengæld træder kvindegravene helt i baggrunden; de savner både smykker og andet af værdi. Det er især ryttergravene, der indeholder rige gravgaver, med graven fra Dollerup ved Kolding som den fornemste. I det nordlige Jylland møder vi derimod atter de mere almindelige krigergrave med sværd, spyd eller skjold – og ikke mere. Grænsen forløber i et strøg nordvest for Horsens.

Hvordan skal vi nu forstå de regionale forskelle, der så åbenlyst aftegner sig? Og hvorfor er det f.eks. kun en lille gruppe mænd, nemlig rytterne og særlig fremstående krigere, som får de romerske prestigegaver med i gravene i Syd- og Sydøstjylland?

Nogle af disse spørgsmål kan måske besvares ved at se på en række samtidige nordtyske gravpladser, hvor der er foretaget alders- og kønsbestemmelser. For mændenes vedkommende gør nogle specielle forhold sig gældende.

Krigerne gravlægges med deres våbenudstyr og for nogles vedkommende også med sporer (de var ryttere) og rige gravgaver. Mænd, som ved gravlæggelsen havde nået en alder, hvor de ikke længere var aktive krigere, fik ikke våbenudstyret med sig, hvorimod sporerne og de øvrige gravgaver stadig fulgte dem. Det betyder med andre ord, at de har opretholdt en status, som rakte ud over den egentlige krigerfunktion. Endelig fremgår det, at både våben og sporer kan findes i gravene hos helt unge mænd. Det må betyde, at den status eller den funktion, som retten til at bære henholdsvis våben og sporer markerer, næppe var udslag af en særlig heltemodig indsats i kamp, men snarere var knyttet til udvalgte familier og gik i arv.

Vender vi nu tilbage til Sydjylland og ser på områdets kriger-grave med denne viden, så vil det være nærliggende at opfatte ryttergravene som repræsentanter for en magtfuld gruppe af ledende (ældre) mænd, der havde kontakt med høvdingeslægter rundt omkring i det germanske område og herigennem var i stand til at kontrollere tilførselen og fordelingen af romerske luksusvarer. De viser os et samfund, hvor militær og politisk ledelse var smeltet sammen og blevet et fast embede knyttet til nogle ganske få personer inden for udvalgte slægter.

Også på anden måde er ryttergravene udtryk for, at den gravlagte havde en høj status, både militært og økonomisk. Gode krigsheste forudsatte opdræt og professionel tilridning (hvad vi i dag forstår ved dressurridning var oprindelig militær træning af heste til kamp). De efterfølgende århundreder viser bl.a. gennem nye bidseltyper, at et egentligt rytteri eksisterede (se Hær og hird).

Dette krigeraristokrati tegner sig endnu tydeligere, hvis vi også ser på gravenes regelmæssige udbredelse i Sydøstjylland. I ældre romertid ser det ud til, at denne del af landet var opdelt i en række politiske enheder af samme størrelse som de senere herreder, ledet af en – ofte ældre – høvding og hans følge af unge krigere.

Om krigeraristokratiet i disse områder igen blev anført af en person med overordnet myndighed er mere usikkert, selv om rytteren i Dollerupgraven er et godt bud. Den viser i hver fald en person, som tilhørte højætten. I perioder med ufred kunne en sådan stormand vælges til at lede krigerne fra et større område som f.eks. Sydøstjylland. Det rummede naturligvis oplagte fristelser og muligheder for at søge de midlertidige privilegier gjort permanente. Og det var netop, hvad der skete i den efterfølgende periode.

Forholdene i Sydøstjylland i de første århundreder e.Kr. svarer således godt til Tacitus' beretning om de germanske krigere, skønt den er baseret på kendskabet til de nærmereboende germanske stammer: „De udfører imidlertid intet anliggende, offentligt som privat, uden at være bevæbnede. Det er dog ikke sædvane, at nogen anlægger våben, før samfundet har erklæret ham våbenfør. Først da, på selve folkeforsamlingen, udstyrer en af høvdingene eller hans fader eller en slægtning den unge mand med skjold og framea [spyd]. Dette gælder hos dem for mands-togaen, dette er den unge mands første hædersbevisning. Før den dag betragtes de som en del af hjemmet, siden som en del af staten. Særlig fornem byrd eller fædres store fortjenester kan tildele selv ganske unge mænd høvdingeværdighed. De slutter sig så til de andre, men noget ældre, som allerede har vist deres våbenduelighed; og det er ingen skam at blive set i følget. I selve følget er der endog rangklasser, som tildeles efter skøn af den høvding, de holder sig til. Blandt svendene er der stor kappestrid om, hvem der skal indtage førstepladsen hos deres høvding, og blandt høvdingene om, hvem der har de fleste og raskeste svende i sit følge. Deres anseelse, deres styrke ligger i, at de altid er omgivet af en stor skare ud valgte mænd. Det er i fredstid en pryd, i krigstid et værn. Og ikke blot i sin egen stamme, men også blandt nabostammerne vinder høvdingen ære og anseelse, hvis hans følge udmærker sig ved sit antal og sin tapperhed. For de opsøges så af udsendinge og hædres med gaver, og ofte er de ved deres blotte krigsry i stand til at bringe krig til ophør.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Et krigeraristokrati vokser frem.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig