Gravgods og offergaver fra romersk jernalder, 1. til 4. årh. e.Kr. I denne del af jernalderen sker der en tydelig adskillelse mellem det, der ofres til guderne og det, der blev givet med i gravene. Gravgaverne domineres af det personlige smykke- og dragtudstyr, ofte fremstillet af ædelmetaller, samt ikke mindst af de mange dele til det romerske bordservice: glas, kander, fade, øser, sier m.m. Offerfundene består derimod udelukkende af våben og andet hærudstyr (heriblandt redskaber, værktøj, både, hesteudrustning) samt små romerske figurer.

.

Gravgods og offergaver fra germansk jernalder, 5. og 6. årh. e.Kr. Gravgaverne er nu næsten helt forsvundet; til gengæld ofres umådelige værdier til guderne: arm-, hals- og fingerringe, hængesmykker, bøjlenåle osv., ofte af høj kunstnerisk kvalitet og stor skønhed, men også mere simple ringe, hvis værdi udelukkende ligger i vægten. Hovedparten af offerfundene fra denne del af jernalderen er fremstillet af guld.

.

Verdenskort, fremstillet af Ptolemæus i det 2. årh. e.Kr., her gengivet i et tryk fra 1513. Claudius Ptolemæus var græsk astronom, geograf og matematiker og levede i Alexandria fra omkring 90 til 160 e.Kr. Som geograf var han optaget af at optegne og opmåle den dengang kendte verden, hvortil også Nordvesteuropa hørte. Den yderste forpost mod nord er kimbrernes land – Jylland.

.

Gajus Julius Cæsar (ca. 100-44 f.Kr.). Foruden at være en stor feltherre og statsmand, var Cæsar også en glimrende forfatter. Hans betydelige historiske forfatterskab omfatter skrifterne om Gallerkrigene 58-50 f.Kr.: Commentarii de bello Gallico og om borgerkrigen 49-45 f.Kr.: Commentarii de bello Civili. Under de langvarige kampe i Gallien opbyggede Cæsar en loyal hær, hvormed han siden erobrede Rom og underlagde sig Romerriget, hvis enehersker han blev.

.

I dette bind af Danmarkshistorien skal vi følge forandringerne i det danske samfund gennem jernalderen – fra århundrederne før vor tidsregning til den tidlige vikingetid, 800-900 år senere. Vi skal se på den udvikling, der fører fra de første landsbyorganiserede stammesamfund til den begyndende statsdannelse og tidlige kongemagt.

Tidsrummet kan opdeles i en række forløb af nogle hundrede års varighed. Den ældste jernalder blev tidligere kaldt keltertid efter den keltiske civilisation i Mellemeuropa, men dette kan misforstås, for keltisk var Danmark aldrig, og i vore dage bruger arkæologerne hellere den mere prosaiske betegnelse førromersk jernalder. Denne periode dækker de fem sidste århundreder før vor tidsregning.

Den ældste del af førromersk jernalder, dvs. tiden fra 500 til 200 f.Kr., er behandlet udførligt i slutningen af foregående bind. Bind 2 af Danmarkshistorien begynder på et tidspunkt, hvor det fuldt udviklede jernaldersamfund tydeligt træder frem i de arkæologiske fund, dvs. i de sidste århundreder f.Kr. Gravfundene bliver mere talrige og gravgaverne rigeligere. Også blandt offerfundene sker der nu markante forandringer; tidligere tiders simple bronzeringe forsvinder helt til fordel for unikke fremmede pragtgenstande. Fra samme tidsrum kendes den første store landsby i Danmark med flere hundrede indbyggere.

Yngre førromersk jernalder, som denne periode betegnes, efterfølges af den romerske jernalder, der strækker sig fra tiden omkring Kr.f. og frem til midten af det fjerde århundrede. Det er tiden for Romerrigets etablering som kejserdømme, dets ekspansion, konsolidering og senere sammenbrud som verdensmagt. I Norden møder vi fra denne tid mange fund af romersk drikkeservice, som er givet de døde med i gravene, mens våben af romersk oprindelse især er nedlagt i moserne i forbindelse med store krigsbytteofringer.

Romersk jernalder deles i to, en ældre og en yngre, og skillelinien ligger i slutningen af det andet århundrede. På dette tidspunkt ændrer de politiske forhold sig i Europa. Den romerske nordgrænse, der fulgte Rhinen og Donau, løbes for første gang over ende af de germanske stammer fra områderne nord for Romerriget, og den romerske kejser må for første (men langtfra sidste) gang lide den tort at slutte fred med germanerne uden at have besejret dem.

I det hjemlige sker der væsentlige forandringer i bebyggelsen. Husenes konstruktion ændres, gårdene bliver større, og landsbyens fælles indhegning opgives til fordel for indhegningen af store, individuelle gårdenheder. De gamle agre med et sindrigt system af små indrammede parceller opgives også, og der sker vigtige teknologiske fornyelser, bl.a. i form af bedre jernudvindingsteknik, nye kværne og ny væveteknik. Alt dette finder sted i den yngre del af perioden, altså tidsrummet fra 175/200 til 350/375 e.Kr.

Romersk jernalder efterfølges af germansk jernalder, som fortsætter indtil begyndelsen af 700-tallet. Også den kan deles i en ældre og en yngre, og skillelinien ligger i begyndelsen af 500-tallet. Tidligere hed perioden folkevandringstiden, og navnet henviste til den befolkningsmæssige uro i Europa, der var et resultat af Romerrigets opløsning og de store folkevandringer fra øst, fra det asiatiske kontinent og de russiske stepper, som periodisk skyllede ind over Europa.

Danmark befandt sig i periferien af de historiske brændpunkter, men alligevel tæt nok til at være en del af Europa. Uroen på kontinentet gik derfor heller ikke sporløst forbi, og vi må sandsynligvis se tidens udvandringer til England af jyder, anglere og saksere som en konsekvens af den mangel på stabilitet, der især var udtalt i den ældre del af perioden.

De arkæologiske fund ændrer karakter i forhold til romersk jernalder, idet gravfundene forsvinder, mens guldet kommer til at dominere i offerfundene. Ældre germansk jernalder er den guldrigeste periode i vor forhistorie med mange hundrede offerfund og skattenedlægninger.

Den yngre del af germanertiden gør sig bemærket ved en påfaldende mangel på fund. Grave, offerfund og bopladser kendes næsten ikke. Derfor er 500- og 600-tallet i dag den del af Danmarks jernalder, som vi ved mindst om. Forholdet står i skærende kontrast til de meget rige gravfund fra det øvrige Norden, især Sverige, og til vikingetiden, som yngre germansk jernalder danner optakten til.

Igennem jernalderens mere end tusindårige forløb, fra bronzealderens slutning omkring 500 f.Kr. til den gryende vikingetid omkring 700 e.Kr., varierer sammensætningen af de arkæologiske fund. Fra nogle perioder er der mange gravfund, fra andre mange offerfund. Begge er udtryk for rituelle handlinger, hvor kostbarheder lægges i jorden enten i form af gravgaver eller som ofringer til guderne, men sjældent samtidig, fordi ritualerne har haft forskellig betydning til forskellig tid.

Ritualer består, som vores egen juletradition f.eks., af meget andet end gaver, og det er væsentligt, at alt er, som det altid har været. Naturligvis har juletraditionerne ændret sig igennem tiderne, men det er sket så langsomt, at de i princippet opfattes som uændrede. På den måde skaber de kontinuitet og identitet („dansk” jul er bedst) i en urolig verden med mange og hurtige forandringer. „Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, Jorden med – thi den er falsk og hul – rør blot ikke ved min gamle jul!” har Peter Faber udtrykt det for 150 år siden i en elsket julesang. Og jo mere verden ændres og livsvilkårene bliver usikre og uforudsigelige, des vigtigere bliver det, at traditionerne er helt som i „gamle dage”.

Som arkæologer har vi ingen mulighed for at genfinde sangene, processionerne, prædikenerne; vi ser kun de materielle vidnesbyrd i gravene og i offerfundene. Skal man forstå de rituelle handlinger i et bredere samfundsmæssigt perspektiv, er det nødvendigt at måle eller afprøve ændringerne på en anden type fund, der ikke – som ritualerne – har været underlagt en bevidst konservatisme.

Hertil kan man bruge landsbyerne, for de var den centrale akse, hvorom jernaldermenneskets dagligdag hele tiden drejede. Derfor viser de mange bopladsfund og velundersøgte landsbyer os på en mere direkte måde ændringerne i det daglige liv gennem udviklingen i landsbyorganisationen, i produktions- og ejendomsforholdene, i gårdenes konstruktioner, opdeling, funktion og størrelse.

Men en dybere forståelse af samfundsforholdene i oldtiden kræver viden om, hvordan mennesker lever eller indtil for nylig har levet uden for den moderne industrialiserede verden. Her får vi brug for etnografiens og socialantropologiens kendskab til „primitive” samfund og disse fags teorier om, hvordan samfund forandres og påvirkes i tid og rum.

I modsætning til hvad der gælder for den ældste del af forhistorien, har vi for jernalderens vedkommende endnu en kilde, der kaster et – om end svagt – lys over den historiske udvikling, nemlig de første skriftlige beretninger.

Den vigtigste er det lille skrift, der bærer navnet „Germania”, forfattet af den romerske statsmand og historiker C. Cornelius Tacitus (o. 50-118 e.Kr.). Heri beskrives de germanske folkeslag, der levede nord for den romerske grænse. Tacitus, der i sin karriere blev såvel senator som konsul og guvernør (over Lilleasien), var samtidig forfatter til en række historiske værker, hvoraf det tydeligt fremgår, at han følte sig stærkt frastødt af det depraverede kejserdømme og den almindelige moralske opløsning blandt den romerske befolkning. Det var på denne baggrund, at han fremstillede germanerne som moralsk uangribelige og af samme ubestikkelige integritet som de gamle romere under republikken.

Tacitus har næppe nogen sinde selv været i Germanien, men en del af hans beretning bygger sandsynligvis på øjenvidneskildringer og på andre historikere med direkte kendskab til de germanske forhold, først og fremmest Plinius den Ældre. Og selv om ikke alt i „Germania” står til troende, er den alligevel en vigtig historisk kilde, også for Danmark, der var en del af det germanske stammeområde.

En lidt ældre og langtfra så omfattende beskrivelse af germanerne findes hos Gajus Julius Cæsar i hans beretning om Gallerkrigene. I foråret 58 f.Kr. begyndte Cæsar felttoget mod det endnu frie Gallien (det nuværende Frankrig, Belgien og sydlige Holland), og efter syv års forløb havde han sikret sig herredømmet over området og gjort det til en romersk provins. I skildringen af felttoget- én bog for hvert år – er gallerne naturligvis i centrum som hovedfjenden, men fra tid til anden omtales også germanske stammer. Bøgerne indeholder, hvad Cæsar mente, det romerske publikum havde godt af at vide om hans bedrifter i det fremmede. Det betød, at han antagelig har forbigået mindre vellykkede operationer, overdrevet fjendernes antal osv. Heller ikke han havde været på den anden side Rhinen og kendte derfor ikke ved selvsyn til det germanske område, men der har også levet germanere på venstre Rhinbred, og romerske købmænd var uden tvivl ganske godt underrettet om forholdene blandt de nærmestboende germanske stammer, hvis områder de selv havde gennemrejst.

For de romerske forfattere var germanerne et barbarisk folkeslag i den yderste ende af verden, som man, med undtagelse af Tacitus, ikke ofrede megen opmærksomhed. Vi skal helt frem til den nordiske sagnhistorie for at finde beretninger, der direkte omhandler forholdene heroppe. Den ældste – og til dette formål måske mest interessante – er Bjovulf-kvadet, der er overleveret i en oldengelsk håndskrift fra slutningen af 900-årene, men som omhandler begivenheder og personer, der synes at kunne føres tilbage til 500- og 600-tallets Skandinavien. Digtet må være blevet til i selve det område, som det ret konkret beskriver og er kun ved et tilfælde overleveret i en vest-saksisk dialekt, idet hverken sakserne (på hvis sprog digtet er skrevet), jyder eller anglere overhovedet nævnes, men kun danerne og geaterne. Danernes land var Danmark, måske ikke hele landet, men i hvert fald den østlige del; geaternes formodentlig det nuværende Öster- og Västergötland, måske Gotland.

Selv om Bjovulf-kvadets historiske udsagnskraft er stærkt omdiskuteret, betyder det ikke, at det fuldstændig kan negligeres, når man beskæftiger sig med Nordens yngre jernalder.

De skriftlige kilder er – skønt få og sparsomme – med til at kaste lys over Danmarks ældste historie. Men fundamentet vil altid være det arkæologiske materiale, som gennem udgravning og bearbejdning danner basis for tolkningen af oldtidens kulturhistorie.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Mål og midler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig