De mange og de få

Arkæologer har en forkærlighed for gravfund, fordi de rummer så megen information. Hver enkelt grav fortæller sin egen historie om den person, der er begravet her, om den familie, der engang forestod gravlæggelsen, og sammen med andre er den med til at kaste lys over menneskers opfattelse af sig selv i datidens samfund.

Der er dog også en anden grund til, at arkæologerne er så glade for netop denne gruppe fund. Oldsagerne i den enkelte grav har nemlig med sikkerhed været i brug på samme tid, og derfor kan de anvendes til at opbygge og justere de kronologiske systemer, som er et af fagets vigtigste redskaber.

Mest velegnet hertil er de hyppigt forekommende genstande, hvis form til stadighed ændres en lille smule. Det kan være randen, hanken eller ornamentikken på lerkarrene, detaljer ved udformningen af de små bøjlenåle, fiblerne, eller det kan være knivens og sværdenes form osv. Jo sjældnere en genstand er, des vanskeligere vil det normalt være at datere den nøjagtigt.

Det gælder dog ikke altid. Hører en genstand til i en helt anden kultur, f.eks. den keltiske eller den romerske, hvor dateringen af oldsagerne ofte er ret eksakt, får den pludselig stor betydning for den hjemlige kronologi. Ikke alene daterer den gravens øvrige genstande, men den knytter også tidsmæssigt Danmark sammen med det øvrige Europa – det sidste gælder dog ikke altid, som vi kan se i det følgende afsnit.

Den mest pålidelige datering opnås, når graven indeholder en lille bøjlenål af metal. Disse små fibler, der kombinerer funktionen som sikkerhedsnål med udformningen som dragtsmykke, er fremstillet af bronze eller jern efter et ganske fast udviklingsskema, der er ens over store dele af Mellem- og Nordeuropa. I den keltiske verden hører de ældste til tiden omkring 500-450 f.Kr.; i Norden optræder de nogle hundrede år senere, og det er først fra det sidste århundrede før vor tidsregning, at de bliver almindelige.

Der er dog langtfra fibler i alle grave og derfor heller ikke lige gode muligheder for datering. Men her kommer keramikken til hjælp. Den findes næsten overalt, hvad enten det er som urner eller som småskår i brandpletterne. Selv her vil det ofte være muligt at tidsfæste graven ud fra ubetydelige, men karakteristiske forskelle ved udformningen af lerkarrets enkeltdele.

Datidens lerkarformer var mange. Kar og krukker, skåle og fade var udført i god teknik og med en farve, der spændte fra rødbrun til kulsort, afhængig af ilttilførselen under brændingen. De sorte kunne gøres særlig smukke, hvis overfladen blev poleret, „glittet”, med en lille sten. Det var bl.a. denne keramik, der fandtes ved stormandsgården i Hodde. Ornamentikken, der til andre tider var en uundværlig del af udsmykningen, er i denne periode nærmest en undtagelse.

Skønt jernalderen i Danmark begyndte adskillige hundrede år før, var det først i det sidste århundrede f.Kr., at genstande af jern blev almindelige i gravene. Hyppigst var det kniven, som fandtes i mange forskellige udformninger, fra den lille og spinkle, der var nyttig at have ved hånden i det daglige arbejde, til den store, solide hugkniv, hvis blad kunne blive 25-30 cm. Der eksisterede også en særlig halvmåneformet kniv, måske en skindkniv, for dens rundede form gør den velegnet til skindforarbejdning.

Knive var i det hele taget det mest almindelige i gravene, bortset fra keramikken. Alligevel er de ikke videre velegnede til præcise dateringer, fordi de forskellige typer ændrer sig for lidt i tidens løb. Men på skaftet, som nu er forsvundet, fordi det var lavet af ben eller træ, kan der udmærket have været tidstypisk ornamentik.

Større redskaber lægges ikke i gravene, men kun det helt personlige udstyr, som har været en uadskillelig del af hverdagen og det daglige arbejde. Der er dog én undtagelse, og det er i våbengravene. Krigeren kunne gravlægges med sin udrustning, der bestod af sværd, skjold og spyd, men han fik ikke nødvendigvis alle sine våben med sig.

Ofte var det sværdet, der fulgte ham i graven, men først efter at være grundigt bukket sammen – måske af praktiske grunde, så det fyldte mindre. Det var dog ikke altid lagt i selve urnen, men hyppigt anbragt ved siden af den. Sværdet var enten et enægget hugsværd eller et tveægget stiksværd.

Det lange stiksværd var udbredt over hele Nord- og Mellemeuropa, herunder det keltiske område, og nogle få af de danske er direkte af keltisk fabrikat. Det var et farligt og effektivt våben – slankt, smidigt og næsten en meter langt, når det var keltisk, men noget mindre og ikke af så høj teknisk standard, når det var fremstillet her i landet.

Spyddet eller lansen findes også i flere former – en forholdsvis bred og en noget slankere – sikkert betinget af forskellig anvendelse. De er alle lavet af lokale smede ligesom skjoldene, hvoraf kun metaldelene i dag er bevaret. Selve skjoldet var af træ, og kun skjoldbulen, der har siddet på midten som en beskyttende hvælving over hånden, har overlevet ligbålet. Den er altid af jern og formet som en lav top. Har den derimod været af træ, vil hele skjoldet være forsvundet ved brændingen.

Da hovedparten af periodens grave ikke indeholder andet end gravurnen og de brændte ben, kan man ikke kalde dem for særlig veludstyrede. Alligevel er der den forskel på gravene nu og tidligere, at nogle skiller sig ud fra det ensformige gennem et mere differentieret gravudstyr, og det er først og fremmest krigerne.