Pløjning sydøst for New Delhi i Indien. Mange steder i verden anvendes arden stadig som det mest almindelige redskab. Den er let og smuldrer jorden fint. I Skandinavien var den i brug helt op i 1900-tallet på små stenede markstykker i Sverige og Norge. Ploven og arden havde fra gammel tid en ganske særlig stilling her i Norden. I den norske landskabslov fra 1274 hedder det bl.a.: „Men en mand kan sagesløst hugge sig (trævirke) til plov og til ard i hver mands skov, selv om han ikke beder om lov dertil.” Og plovfred er gennem Chr. V.s danske lov sikret: „… sagesløs mand … der holder på sin plov …”

.

Et næsten komplet eksemplar af en bueard, jernalderens almindelige pløjeredskab, er fundet i en mose ved Donneruplund i nærheden af Vejle. Ardens ås, skær og styr er lavet af forskellige træstykker, som er sat sammen. I modsætning til senere tiders muldfjælsplov vender arden ikke den oppløjede jord. Det pileformede hovedskær kaster imidlertid det meste af jorden til én side, når den under arbejdet holdes skråt, og slidsporene viser da også, at det var sådan, den blev brugt. En tilsvarende ard, fundet i en mose ved Døstrup i Sydvesthimmerland, er gennem pollenanalyse af moselagene dateret til midten af det første årtusinde f.Kr., og fra samme tid menes også arden fra Donneruplund at stamme.

.

Usprøjtet bygmark. Jernalderens kornmarker har været lige så farvestrålende at skue som nutidens biodynamisk dyrkede marker. Men for jernalderbonden, der høstede hvert strå i hånden, var ukrudtsplanter også nyttige. Frøene blev samlet sammen og holdt adskilt fra kornet, ligesom de enkelte kornsorter blev høstet og opbevaret hver for sig. Den almindeligste kornsort var byggen, såvel den nøgne som den avneklædte. Hvedearterne emmer og spelt blev, foruden hirse og hør, stadig dyrket. De første spor af rug kommer i århundrederne efter Kr.f., og igennem det meste af jernalderen har rugen næppe været dyrket systematisk, men optrådt som ukrudt i markerne.

.

Når man fortsat levede på det samme sted og dyrkede den samme jord generation efter generation, var det nødvendigt med en dyrkningsform, der beskyttede jorden mod udpining. Ud over at veksle mellem dyrket afgrøde og brakperioder, var det også påkrævet at tilføje jorden næring i form af gødning.

Gødning fik man fra dyrene, men at bruge den krævede arbejde. Først måtte den samles, fortrinsvis i stalden, og derefter spredes ud på marken. For at opnå den bedste virkning var det nødvendigt at dække den med jord, hvorved kvælstoffet blev bundet. Der er fundet mange træspader fra denne tid, så måske har man nogle steder ligefrem gravet gødningen ned. Det er også muligt, at det var tilstrækkeligt at pløje jorden efter spredningen, i hvert fald hvis gødningen var smuldrende og velomsat. Datidens ard kunne ikke vende jorden og dermed dække gødningen på samme måde som en plov, men den kunne pløje furer i jorden. Overjorden blev på den måde løsnet, og der kom luft til, mens jordlagene forblev urørte.

Arden var en forholdsvis simpel – men også meget hensigtsmæssig – plov. Krogarden var den enkleste og den, der sikkert allerede blev taget i brug i yngre stenalder. Den bestod blot af en kløftet gren med en tværpind som styr. Buearden var den mere udviklede og sammensatte type, som bestod af tre dele: en buet trækstang, en buet styrestang og et pileformet skær med forskær. Det er uvist, om de to typer har været i brug på samme tid i jernalderen: snarest har buearden afløst krogarden engang i løbet af yngre bronzealder.

Fordelen ved buearden, eller den sammensatte ard, var, at den havde et selvstændigt skær og et forskær, der gjorde jordbearbejdningen mere effektiv, og som kunne udskiftes ved slid eller beskadigelse. Man udvalgte særlig hårde træsorter til denne del af konstruktionen. Selv om forskær af jern var almindelige over store dele af Europa, skal vi helt frem til midten af det efterfølgende årtusinde før de første kendes fra Norden, og i Danmark brugte man træ til forskær helt frem til vikingetiden. Forklaringen må være, at buearden med sine forskellige enkeltdele af træ var god nok, som den var. Den tjente sit formål og opfyldte jernalderbondens krav til jordbearbejdning. Det var således ikke her, at jernet kom til at sætte sine spor i landbrugsproduktionen. Det gjorde derimod andre jernredskaber som løvkniven, seglen og den lille le.

Jernteknologiens betydning for landbrugsproduktionen er således mindre knyttet til agerbruget end til kvægholdet, idet løvkniv og le var en afgørende forudsætning for effektiv indsamling af vinterfoder til dyrene og dermed en praktisk forudsætning for stalddriften. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at stalddriftens fremkomst alene skal forklares ud fra dette kendskab. Jernredskaberne blev en effektiv hjælp i det daglige arbejde. De kom i brug, da samfundet kunne udnytte dem, men de satte ikke selv nogen ny udvikling i gang.

Da vi ikke ved, om de første jernredskaber hører til i yngre førromersk jernalder, eller om de allerede blev anvendt nogle hundrede år tidligere, kan vi heller ikke afgøre, om deres fremkomst er samtidig med de første stalde. Men jernteknologien var ikke ukendt i den tidligste del af jernalderen. Herom vidner en regulær jernudvindingsplads, der er fundet ved Bruneborg nord for Horsens, og som indeholder myremalm, slagger og granuleret malm i så anselige mængder, at det langt overgår, hvad der var brug for til fremstilling af de dragtnåle og bæltespænder, som er det eneste, jern i øvrigt anvendes til i disse århundreder. Det kan derfor ikke udelukkes, at land-brugsredskaber allerede på dette tidspunkt blev fremstillet af jern. I hvert fald er det en nærliggende tanke.

Ved at sætte sine dyr på stald kom jernalderbonden til at arbejde betydeligt hårdere end tidligere. Nu var det nødvendigt at fodre, vande, muge ud og malke flere gange daglig i de perioder, hvor kvæget var inde, og ikke mindst var det påkrævet at sørge for foder i vintermånederne. Det mest stabile og lettest tilgængelige vinterfoder havde han i løvtræernes kviste, som blev indsamlet og oplagret i form af løvhø, eller han hentede kvistene hjem i løbet af vinteren. Dette arbejde er i sig selv krævende, og uden anvendelse af jernredskaber var det næsten uoverkommeligt.

Jernalderbondens daglige arbejde for at sikre sig selv, sin familie og sine dyr året igennem var hårdt. Der var rigeligt at se til på de enkelte gårde. At nogle fik en større bid af kagen end andre, har vi det tydeligste bevis på i den store landsby ved Hodde, hvor gårde med store stalde og lader lå side om side med småhuse uden stald, hvis beboere ikke fik den samme andel i landsbyjordens produktion, fordi de ikke havde kvæg, der kunne udnytte de fælles græsningsarealer. Sandsynligvis har de været helt afhængige af bønderne på de større gårde.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Markarbejdet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig