Overdrev og øde agre

Landet havde været befolket i årtusinder, og der havde været kvæg og korndyrkning siden yngre stenalder. Alligevel er det først nu, i de sidste århundreder før vor tidsregning, at kulturlandskabet for alvor skifter karakter. Overdrevene og især de vidtstrakte engområder var kommet til, og man kan undre sig over erhvervsformen, der med stalddrift og gødningsbaseret agerbrug har krævet en uhørt stor arbejdsindsats. Hvorfor var det pludselig blevet så krævende at opretholde livet?

Skoven havde altid været den sikreste og mest stabile foderkilde for kvæget, især fordi dyrene selv kunne skaffe sig føde året rundt. Om sommeren var der græs, urter og løv, om vinteren kviste, rødder og tørrede plantedele. Den gav også en pålidelig foderproduktion, fordi der skete en naturlig oplagring af foderreserver i kviste, løv osv., og træerne var ikke så følsomme for perioder med tørke som f.eks. overdrevenes græsvækst. Endelig var det kun påkrævet med en ret begrænset arbejdsindsats, nemlig til vogtning af kvæget og til nedhugning af de grene, hvis løv tjente som foder. Det største arbejde var forbundet med indsamling af vinterfoder, når og hvis man praktiserede det.

Det er dog ikke enhver skov, der byder på gunstige betingelser for kvæghold. Den lukkede højskov giver kun begrænsede fodermuligheder, fordi løv og kviste sidder så højt, at dyrene vanskeligt kan nå dem, og fordi skovbunden mangler noget meget væsentligt, nemlig græs. Fælder man derimod træerne, vil nye stubskud skyde frem, og deres foderværdi er stor. Samtidig kommer der lys til skovbunden, og en ny vegetation med græs og urter vokser frem.

Når træerne således udtyndes, opstår den lysåbne græsningsskov, bronzealderens karakteristiske landskabstype. Den kræver omhyggelig vedligeholdelse og beskyttelse for ikke at blive ødelagt. Kvæget udvælger nemlig de træ- og urtearter, som er det bedste foder for dem, og lader resten i fred. Efterhånden vil disse arter brede sig, mens de øvrige gradvis forsvinder. Endnu mere afgørende er det, at de fleste træarter, i modsætning til bundvegetationen, ikke kan formere sig, når der foregår græsning, fordi dyrene spiser endeknopperne på de unge skud. Skoven kan derfor dårligt forynge sig og kommer efterhånden til at bestå af gamle træer, som til sidst helt forsvinder.

På den måde opstår overdrevet, som er slutresultatet af menneskers og dyrs nedbrydning af skoven. Når træerne og dermed skyggen forsvinder, vil græs og urter som et dække holde på jordens fugtighed under forudsætning af, at de ikke udsættes for konstant og total nedbidning. I dette tilfælde vil især de lette jorder tørre ud og lyngheden brede sig. Er jorden derimod tungere, vil tørkeprægede urter og græsser tage over.

Overdrevet er heller ikke en naturlig og stabil vegetations-form. Før eller siden vil der ske en opvækst af tornede og stikkende buske som tjørn og slåen. De kan modstå kreaturgræsning, og de yder beskyttelse for andre træarter som f.eks. eg og elm under opvæksten, hvorved de kommer til at fungere som „skovens vugge”.

På den lette jord er det lyngen, der får fat, bl.a. fordi dyrene foretrækker græs, foderurter og løv. Når først lyngen har bredt sig, får det vidtrækkende konsekvenser for jordbunden. Der sker en betydelig forringelse gennem udvaskning af næringssalte, som efterfølges af mor- og senere aldannelser. Selv under gunstige omstændigheder kræver det generationers slid at genskabe en blot nogenlunde god jordbundstilstand.

End ikke lyngheden er stabil. Den skal plejes og vedligeholdes gennem hyppig afbrænding for ikke at „springe i skov”. Til trods for, at lyngen ikke er særlig attraktiv som dyrefoder, har man helt op til vor egen tid ofte bevidst brændt heden af. Det skyldes, at lyngen i mangel af bedre var vigtig som vinterfoder (bl.a. „lynghø”). Hertil kommer, at den gjorde nytte som brændsel og byggemateriale (lyngtørv), og der var derfor indlysende fordele forbundet med at passe den.

Det kulturlandskab, som mennesket skabte gennem en mere eller mindre målrettet udnyttelse og pleje, rummer således en mangfoldighed af vegetationsformer, hvoraf nogle er bedre og mere stabile som foderkilde for husdyrene end andre. Det var den stabile foderproduktion som, foruden adgangen til vinterfoder, var det centrale i jernalderbondens eksistens, og det var tørken, der var den værste trussel for græsvæksten på de stadig større overdrevsarealer. Derimod er trævæksten langt mindre følsom over for eventuelle ændringer i nedbørsmængden, og græs og urter er beskyttet mod udtørring af træernes skygge. Endelig er foderkapaciteten, udregnet pr. arealenhed, også størst her. Når træerne forsvinder, og græsningsskoven omdannes til overdrev, er der kun den tidligere bundvegetation tilbage, og den har endog dårligere vækstbetingelser her end i løvengen. Der skal derfor større områder til for at opretholde den samme fodermængde, hvis græsningsskoven ødelægges og omdannes til overdrev.

Når løvengen således var den bedste og mest hensigtsmæssige vegetationsform for et kvægdriftsbaseret landbrug, må man spørge sig selv, hvorfor jernalderbonden ikke værnede den noget bedre mod ødelæggelse, og hvorfor han tillod, at overdrevene bredte sig på skovens bekostning. Det gav ham selv betydelig mere arbejde, når han ikke længere kunne hente dyrenes vinterfoder i de nærliggende skove, efterhånden som han fik brug for det. Nu var han tvunget til at indsamle og oplagre forråd til vinteren, og han skaffede det fra de træløse overdrev og ikke mindst fra høslætengene. Vinterfoder, der måtte høstes og bjærges allerede i sensommeren, gav et nyt behov for ladeplads. Var der mange dyr på stald, kunne det derfor ske, at man, som f.eks. i Hodde, måtte bygge en ekstra avlsbygning til sin gård.

Mange ting havde ændret sig siden bronzealderen. Kvæget var kommet på stald, i hvert fald en del af året, landsbyfællesskabet var blevet en realitet, agersystemerne ligeledes, og jernteknologien kom til. Vi kan se, hvordan landsbyerne lå det samme sted generation efter generation, omgivet af marker, hvis jord skiftevis blev dyrket og lå brak, og længere væk med overdrev, skov og engområder, hvor dyrene holdt til. Når landsbyerne flyttede, skete det inden for deres eget afgrænsede område og næppe mere end nogle få hundrede meter. Landsbytomtens jord var velgødet og frugtbar og gav derfor optimale vækstbetingelser for afgrøden i de efterfølgende år.

Det er næsten kun muligt at forklare denne landbrugsstrate-gi på én måde, nemlig ved at bebyggelsen i nogle dele af landet allerede var så tæt, at man ikke som før kunne flytte til nye områder, når jordens ydeevne aftog eller græsningsskoven svandt ind. Jernalderens befolkning var større og levede som følge heraf mere stedfast end tidligere. Derfor var det blevet nødvendigt at bringe jordens udnyttelse og bebyggelsens form ind i fastere rammer, som vi kan aflæse i markskellene, staldene og landsbyorganisationen.

Der er næppe tvivl om, at befolkningen voksede ganske betydeligt igennem ældre jernalder. Presset på jordens ressourcer fik gradvis landskabet til at skifte karakter, og overdrev og agerjord, der visse steder blev overudnyttet og udpint, tegner billedet af et samfund, hvor misvækst og hungersnød ikke var ukendte begreber. Det bekræfter de vidtstrakte systemer af lyngdækkede markskel og hustomter fra de sandede jorder i Jylland, som på den ene side giver et enestående billede af den tidlige jernalders agerbrug, og på den anden side er det synlige bevis på den katastrofe, der ramte disse små landsbysamfund i århundrederne omkring vor tidsregning. Da de dengang blev forladt, var det for aldrig siden at blive bebygget; den lette jord var udpint og næringssaltene udvasket. En uoprettelig økologisk katastrofe havde drevet befolkningen bort fra den jord, der var deres, og som deres forfædre havde levet på i århundreder.