Gennem sin interesse for oldtidsforskningen kom amtmanden på Bornholm, Emil Vedel til at yde en pionerindsats ved udforskningen af den ældste jernalder. Resultaterne blev fremlagt i to afhandlinger: Om de bornholmske Brandpletter fra 1870 og Den ældre Jernalders Begyndelse paa Bornholm fra 1872, som betød en radikal omvurdering af den ældre jernalder, ikke blot på Bornholm, men i hele Nordeuropa.

.

Selv om alle grave fra førromersk jernalder er brandgrave, er udformningen vidt forskellig, som det fremgår af tegningen. De to hovedtyper er urnegraven og brandpletten, hvor de brændte ben og asken fra ligbålet er anbragt i en urne eller i en lille fordybning i jorden. Mellemformen er urnebrandgruben, hvor både urnen og dens nedgravning er fyldt med bålrester. Yderligere variationer findes i nedgravningens dybde og i den eventuelle anvendelse af sten.

.

Vogngravpladsen i Vendsyssel under udgravning i 1975. Gravpladserne fra yngre førromersk jernalder kan indeholde op til flere hundrede grave som denne ved Vogn. Mindre gravpladser er dog mere almindelige. Enkeltfundne grave kendes også. De er dog snarest et resultat af fundomstændigheder end udtryk for en oprindelig situation. Ofte vil det være en urne, der har været gravet så dybt ned i jorden, at den i modsætning til gravpladsens øvrige grave er skånet ved senere tiders pløjning.

.

Husene, gårdene og landsbyerne er grundstammen i kendskabet til det ældste danske jernaldersamfund. Derimod er gravene, sammenlignet med mange andre perioders iøjnefaldende begravelsesritualer, nærmest usynlige. Det er dog hverken udtryk for tilfældigheder eller resultat af samfundets fattigdom. Derimod var gravskikken et vigtigt middel til at vise, hvem man identificerede sig med – som familie, landsby, slægt eller stamme, og gravpladsens fortsatte brug er udtryk for, hvor længe de gamle traditioner blev holdt i hævd. De udsving i gravskikken, som arkæologerne kalder „geografiske forskelle” eller „regionale variationer”, har snarere deres udspring i befolkningens ønske om at markere forskelle og ligheder, som har været af afgørende betydning for selvopfattelsen gennem et vist antal generationer. Derfor må vi også kaste et blik på periodens gravpladser, hvor ubetydelige de end kan forekomme.

I mange år var førromersk jernalder helt uden fund og derfor også ukendt for arkæologerne. Den blev første gang „opdaget” på Bornholm i begyndelsen af 1870'erne af den daværende amtmand Vedel, der foretog en række udgravninger på nogle af øens store gravfelter med hundredvis af uanselige brandgrave.

Forud for den velkendte „romerske, ældste jernalder” tegnede konturerne sig for Vedel af en endnu ældre „førromersk, ældste jernalder”, som dækkede hen ved 300 år. Der skulle dog gå næsten tre årtier, før Nationalmuseets arkæologer endelig turde bekræfte Vedels dristige hypotese, og derved fandt den sidste store kulturperiode sin plads i landets forhistorie.

Ved at sammenholde de fundne oldsagstyper med gravenes placering på gravpladsen, lykkedes det Vedel at skildre en tidsmæssig udvikling. Ældst var de grave, der var dækket med en lille flad stenhøj, en „røse”, og som dels hørte til den seneste bronzealder, dels den tidligste jernalder. Herefter fulgte en tid med „brandpletter”, hvor rester af ligbålet var samlet sammen og enten lå direkte på jordoverfladen eller var gravet ned i en lille fordybning. Denne „brandplettid” faldt i tre dele hvoraf kun den ene – og yngste – bar spor af romersk indflydelse. Til slut havde der været en periode med ubrændte jordfæstegrave, som svarede til gravene fra den ældre (dvs. romerske) jernalder i resten af landet. Det var kun de sidste faser, der kunne underbygges med absolutte årstal, men ud fra beregninger af gravenes antal nåede Vedel frem til, at jernalderens begyndelse måtte ligge omkring 400-300 f.Kr. Nu var vejen omsider banet for at finde tilsvarende grave andre steder i landet, og det lykkedes da også efterhånden.

Der var en særlig grund til, at Bornholm blev nøglen til udforskningen af den ældste jernalder. Mange gravpladser på øen havde nemlig været i brug gennem århundreder, og der kunne være grave fra bronzealderens sidste del, den såkaldte „røsetid”, 500-600 år før vor tidsregning, frem til begyndelsen af det efterfølgende årtusinde. Det var denne kontinuitet, som ikke kendes fra andre dele af landet, der muliggjorde en relativ tidsbestemmelse på de enkelte pladser, fordi ældre og yngre grave lå forskudt i forhold til hinanden.

Den traditionelle begravelsesform fra yngre bronzealder fandtes stadig, også i slutningen af den førromerske jernalder. Det var urnen med de brændte ben – i begyndelsen omhyggeligt renset for bålaske – sammen med eventuelle gravgaver, sjældent andet end småting til dragten som nåle, spænder eller lignende. Urnen selv blev anbragt i en lille nedgravning under flad mark.

Men som tiden gik, blev man mindre omhyggelig med at overholde de gamle forskrifter for behandlingen af den afdødes jordiske rester. Aske, benstumper og brændte gravgaver fyldte nu urnen, og større genstande som f.eks. sværd og knive kunne af mangel på plads lægges ved siden af. Det blev almindeligt at sætte urnen ned i en lille grube, som herefter blev fyldt med bålrester. Endnu mere lemfældig var den gravform, hvor asken fra ligbålet blev samlet sammen og lagt enten direkte på jordoverfladen eller i en lille fordybning, en brandplet.

De enkelte gravformer er udbredt over hele landet; brandpletterne dog især på Bornholm, på Fyn og i Vendsyssel. Almindeligvis ligger gravene samlet på større gravpladser, hvor alle tre former er repræsenteret. I sjældne tilfælde er ældre høje genanvendt, mens det hører til undtagelsen at bygge nye – end ikke de små „tuer” opføres mere.

Større gravpladser fra denne periode er f.eks. Vogn og Kraghede i Vendsyssel, Langå og Møllegårdsmarken på Sydøstfyn, Lundegård på Lolland samt Kannikegård og Nørre Sandegård på Bornholm. Ingen er dog tilnærmelsesvis så store som de største tuegravfelter fra den ældste del af jernalderen. Nørre Sandegård, der er en af de største, har således „kun” ca. 400 grave fra den yngre del af førromersk jernalder. Med undtagelse af de bornholmske, kommer disse store gravpladser først i anvendelse i løbet af den senere del af førromersk jernalder. Nogle fortsætter ind i den efterfølgende romertid, mens andre hører op.

Mange gravpladser har således været i brug gennem flere hundrede år omkring Kr.f., og denne stabilitet svarer godt til billedet af bebyggelsen, hvor gårdene og landsbyerne ofte fortsætter fra den yngre del af førromersk jernalder og ind i ældre romertid. Det kunne derfor være nærliggende at forvente en direkte sammenhæng mellem landsby og gravplads.

Den findes imidlertid kun i nogle ganske sjældne tilfælde, velsagtens fordi det forudsætter omfattende undersøgelser at lokalisere gravpladsen til en ganske bestemt landsby, eller landsbyen til en i forvejen kendt gravplads. Det ser nemlig ud til, bl.a. ved Hodde, at gravene ikke ligger i gårdenes umiddelbare nærhed, men er samlet på små eller større pladser i udkanten af landsbyjorden. Det er dog heller ikke utænkeligt, at store gravfelter har fungeret som fælles gravplads for flere små lokalsamfund.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Urner og brandpletter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig