Væg i Roma- og Augustustemplet i Ankara. Den 19. august år 14 e.Kr. døde grundlæggeren af det romerske kejserdømme, Augustus, 76 år gammel. Ifølge den romerske historiker Sueton (2. årh. e.Kr.) blev der på et efterfølgende senatsmøde oplæst fire dokumenter fra Augustus. Det første var hans testamente; det andet instrukser vedrørende hans begravelse; det tredje en opgørelse over Romerrigets militærstyrker og finanser og endelig „en oversigt over hans bedrifter, som han ønskede indhugget på bronzetavler foran sit gravmæle.” Det er det sidste, som foreligger i sin helhed og benævnes Monumentum Ancyranum (Ankara-monumentet). Allerede i det 16. årh. blev det kendt gennem en indskrift på det marmortempel for gudinden Roma og Augustus, der var opført i Ancyra (Ankara) i kejserens levetid. Indskriften foreligger i to versioner: på indervæggen af templets forhal står den latinske originaltekst, på templets ene ydervæg er den gengivet i en græsk oversættelse.

.

Model af muren omkring den keltiske by Manching i Bayern som den ser ud i dag, og som den oprindelig var opbygget. Cæsar har beskrevet befæstningsanlæggene omkring de keltiske bysamfund, som han lærte så godt at kende ved romernes mange belejringer og stormløb. De var svære at indtage takket være deres vældige murkonstruktion, „Murus Gallicus”. Den blev konstrueret over et træskelet, der var fyldt med sten og jord. Forsiden blev opbygget som tørmur, dvs. stenflager, der blev pakket tæt sammen uden bindemiddel. Selve muren kunne blive op til tre meter bred, og den har haft en anselig højde. Af tømmerkonstruktionen stak kun bjælkehovederne frem, og muren var derfor vanskelig at sætte i brand. Yderligere gjorde de sten- og jordfyldte kasser muren „elastisk”, hvorved romernes stormbukke blev næsten virkningsløse. Den rekonstruerede mur ses forrest i billedet.

.

Keltisk sølvmønt fra en brandgrav på Gotland. Kelterne havde en udviklet møntøkonomi og selvstændig møntprægning i de sidste århundreder før vor tidsregning. Alligevel er der kun fundet denne ene keltiske mønt i Norden.

.

Kalkstens-skulptur af en senkeltisk, gallisk kriger fra Vacheres i Sydfrankrig. Han bærer ringbrynje og ved højre side hænger sværdet i det kraftige bælte. Den venstre hånd hviler på kanten af det ovale skjold og om halsen sidder en kraftig torques. Indholdet i de rige keltiske fyrstegrave bekræfter, at dette var krigeraristokratiets fornemme udstyr.

.

Søjler fra det keltiske tempel i Rocquepertuse i det sydlige Gallien, der blev ødelagt af romerne i slutningen af 2. årh. f.Kr. Her findes en dramatisk illustration af den keltiske hovedjægerkult, som er beskrevet af den græsksyriske etnolog Poseidonios: „De hugger hovederne af deres faldne fjender og hænger dem om halsen på deres heste. Det blodige krigsbytte lader de deres slaver bringe hjem, mens de selv istemmer og synger en sejrssang. Og denne deres „fornemste høst” sætter de op på deres huse, ligesom jægeren gør det med visse former for vildt. De balsamerer omhyggeligt hovederne af deres fremtrædende fjender ved hjælp af cederolie og opbevarer dem i kister. Og fulde af stolthed viser de deres trofæer frem for deres gæster og siger, at hverken deres forfædre, deres fædre eller de selv ville tage imod penge, der blev budt dem for hovederne. Man siger, at nogle praler med, at de har afslået lige så meget guld, som svarer til hovedets vægt. Men herved udviser de kun en barbarisk form for stolthed, for der er intet ædelt ved ikke at ville sælge beviserne på sin tapperhed. Tværtimod er det dyrisk at blive ved at bekæmpe sin artsfælle – efter at man har dræbt ham.”

.

"Min flåde sejlede mod øst over oceanet fra Rhinens munding til kimbrernes land, hvortil ingen romer var nået for, hverken til lands eller vands," skriver kejser Augustus om ekspeditionen i år 5 e.Kr. (se Handel eller krigsbytte?) i Monumentum Ancyranum, en afskrift af hans nu forsvundne selvbiografi på et par bronzesøjler foran hans mausoleum i Rom. Danmark var på vej til at indtage sin – om end fjerne – plads i det romerske verdensbillede.

Hundrede år senere skrev den romerske historiker Tacitus om kimbrerne: "Nu kun et lille folk, men i navnkundighed vældigt; om dets gamle ry vidner endnu brede spor, vidtstrakte lejrpladser på begge sider af Rhinen, af hvis omfang man endnu i dag kan se, hvor stor udvandringen har været."

Kimbrernes og teutonernes vandring stod stadig levende i den romerske bevidsthed, men nu i den mægtige sejrherres heroiserende lys. Romerne havde intet mere at frygte. Det romerske Rige var i voldsom ekspansion, en ny verdensmagt var blevet til, og det lod ingen dele af Europa uberørt, heller ikke kimbrernes gamle land. Hermed blev den kulturelle isolation, som Nordeuropa havde været i siden bronzealderens slutning, for alvor brudt.

Selv om den keltiske verden aldrig, som den romerske, opnåede at få nogen direkte indflydelse på udviklingen i Nordeuropa, vidner fundene i Danmark alligevel om kontakt, og nogle af de fineste eksempler på keltisk kunsthåndværk stammer endog her fra landet. De keltiske vogne, våben, halsringe, fibler, kedler, tyrefigurer osv. er direkte vidnesbyrd om disse forbindelser, mens skikken med vogngravene og krigsbytteofferet på en mere indirekte måde er udtryk for det samme.

På den tid, omkring 100 f.Kr., hvor kimbrerne, teutonerne og ambronerne vandrede ned igennem Europa, var den keltiske verden inde i sin sidste store blomstring. Det politiske, økonomiske og sociale liv var koncentreret om befæstede bysamfund, hvor en stor del af befolkningen levede og arbejdede. Størrelsen på disse bysamfund varierede, og de havde også forskellig funktion. Nogle var udpræget handels- og produktionscentre; andre har derimod først og fremmest tjent som forsvarsanlæg og tilflugtsborge. Til de store byer hørte f.eks. Manching i Bayern og Zavist i Bøhmen – den første hovedsagelig et handels- og produktionscenter, den anden et forsvarsanlæg. Alligevel var Manching omgivet af et system af 12 meter brede volde over en strækning på hele syv kilometer. I Zavist havde den tilsvarende vold en omkreds på ni kilometer, og inden for det 170 hektarer store befæstede område var der opført en egentlig borg.

De keltiske byer har i mange tilfælde været betydeligt større end de senere romerske. F.eks. oversteg såvel arealet som befolkningstallet i Manching det romerske Londinium (London). Hvor det keltiske bysamfund bestod af spredtliggende centrale pladser, var det romerske et udviklet hierarki af større og mindre byer. Det romerske bysystem var på den måde langt bedre organiseret end det keltiske, ligesom også det romerske statssystem var det, med alt hvad det indebar af økonomisk og politisk centralisering omkring byerne.

Centrale handels- og produktionspladser som de keltiske er normalt forløbere for egentlige bydannelser, også i Norden. Men på denne tid, de sidste århundreder før vor tidsregning, levede den nordiske befolkning i små og forholdsvis ensartede landsbysamfund. Kendskabet til de keltiske byer fik ikke nogen indflydelse på bebyggelsesformen i Danmark. Dannelsen af byer er et resultat af bestemte sociale, politiske og økonomiske faktorer, som herhjemme først var til stede næsten tusind år senere.

I løbet af det sidste århundrede før vor tidsregning blev de keltiske områder over hele Central- og Vesteuropa erobret og „romaniseret”, og den keltiske kultur gik sin endelige undergang i møde. Med den romerske ekspansionspolitik blev opmærksomheden også vendt mod nord, og romerne fik kendskab til fremmede stammer og folkeslag fjernt fra Middelhavet. Størst var interessen naturligt nok for de områder, der direkte var målet for den romerske erobring på den tid. Cæsars beskrivelse af kampene i Gallien giver et godt indtryk af den romerske fremmarch. Her omtales germanerne som de stammer, der levede på den anden side Rhinen.

Gallerkrigen viser imidlertid også, hvordan det Europa så ud, som romerne var ved at underlægge sig – set fra Rom. Beretningen er gennemsyret af en verdensopfattelse og et menneskesyn, som i sin inderste kerne bygger på opfattelsen af en højere kulturs ret over en lavere.

For romerne var civilisationen som ringe i vandet: påvirkningerne var stærkest i midten. Det kulturelle centrum var den civiliserede verden, som romerne selv (sammen med grækerne) var ene om at repræsentere. Alle andre folk var uciviliserede eller barbarer. Dog var der den gradsforskel, at det kulturelle niveau faldt med afstanden fra centrum, mens graden af barbari voksede tilsvarende.

Kelterne, der befandt sig i Romerrigets umiddelbare nærhed, repræsenterede derfor med romernes øjne et højere kulturtrin end de nordligere germanere – og sikkert med rette. Men med kulturel opgang følger efter denne tankegang også nødvendigvis moralsk forfald. „Folkekarakteren” svækkes og depraveres, og det giver sig bl.a. udslag i, at førhen krigeriske folkeslag mister kampviljen og bliver dårlige krigere.

For romerne forklarede det, hvorfor de engang så tapre gallere på Cæsars tid ikke længere kunne klare sig over for de nordlige germanere, og det var også baggrunden for kimbrernes og teutonernes lange krigslykke. Romernes kulturelle og materielle påvirkning havde efterhånden svækket ikke blot kelterne, men til en vis grad også romerne selv.

Teorien om civilisationsprocessen som en bevægelse i ringe fra midten påvirkede også romernes forestilling om fremmede folks levevis. De nærmestboende barbarer ernærede sig som agerbrugere, dernæst kom nomaderne som en mellemform, og i den yderste periferi levede jægerne.

Kelterne var agerbrugere, mens germanerne ifølge sagens natur måtte være jægere og nomader. Man forestillede sig, at de primitive folk, altså de fjerne germanske stammer, ikke kendte til privat ejendomsret, men levede i hvad man antog for ægte fællesskab. En ejendommelig konsekvens beskrives af Cæsar i bogen om Gallerkrigen: „De færreste af indbyggerne inde i landet dyrker korn; de lever af mælk og kød og klæder sig i skind. … De går med langt hår og har raget sig over hele kroppen, men ikke i hovedet og på overlæben. De er ti eller tolv mand fælles om hustruerne, især brødre med brødre og fædre med sønner; men deres afkom regnes for børn af den, til hvis hjem vedkommende kvinde er blevet ført som jomfru.”

Gallerkrigens politiske sigte var at retfærdiggøre Cæsars erobringspolitik og imødegå den kritik, som kom til orde blandt hans politiske modstandere i Rom. Når Cæsar indlod sig på et så hasarderet foretagende som undertvingelse af Gallien, skyldtes det først og fremmest en fast overbevisning om, at Gallien skulle være et bolværk mod de langt farligere germanske stammer, som trængte frem over Rhinen. Det var ikke mere end 40 år siden, at kimbrerne og teutonerne havde truet selve Italien, og i årene 70-58 f.Kr. havde romerne endnu en gang været i kamp med germanerne, da den svabiske stamme under ledelse af „germanernes konge” Ariovist gik mod sydvest, over Rhinen og frem til Rhône.

Skønt romerne også denne gang besejrede de fremtrængende, var effekten på den romerske erobringspolitik mod nord og nordvest klar. Cæsar argumenterer således for nødvendigheden af at indlede en erobring af Gallien på denne måde: „Han [Cæsar] var også klar over, at det var farligt for romerfolket, at germanerne efterhånden kom i vane med at gå over Rhinen og i store mængder trænge ind i Gallien. Han troede heller ikke på, at disse vilde barbarer ville lade det blive ved en besættelse af Gallien; senere måtte man regne med, at de – som kimbrerne og teutonerne før dem – ville trænge videre frem, ind i vor provins og derefter ned i Italien.”

Gallerne var ifølge Cæsar de stammer, der levede på venstre Rhinbred, germanerne på den højre, skønt der også fandtes germanske stammer i det nordlige Gallien. Når Rhinen skildres som den knivskarpe grænse mellem to forskellige folkeslag og kulturer, den keltiske og den germanske, er det for at berettige den politik, som gik ud på at holde de farlige germanere stangen i deres hjemegn, fjernt fra Italien. At kampene blev langvarigere var en naturlig følge af fjendens styrke og vildskab og en bekræftelse på, at gallerne ikke selv kunne dæmme op for germanerne.

Ifølge det gamle græske verdensbillede var den nordlige halvkugle i vest beboet af keltere (gallere), i øst af skythere, og det er først romerne, som opererer med en tredeling af Europas nordlige folkeslag: kelterne – germanerne – skytherne.

Selv om grænsen mellem kelterne og germanerne var mere flydende, end Cæsar giver udtryk for, er der ingen tvivl om, at de repræsenterede to helt forskellige kulturer. Mod syd fandtes den højt udviklede keltiske civilisation, i det nordvesteuropæiske lavland derimod en række primitive stammesamfund uden overordnet politisk ledelse, uden egentlig handel og med en befolkning, der først nu var begyndt at leve et organiseret landsbyliv.

I det sidste århundrede f.Kr. oplever vi to fremtrængende magters sammenstød i det nordlige Gallien: Romerne på vej mod nord og germanerne på vej mod syd. Resultatet blev, at vi efter Cæsars erobringer og de følgende årtiers romerske kon-solideringspolitik må regne med, at Rhinen fra begyndelsen af vor tidsregning var grænsen mellem Romerriget og det vestgermanske område. De keltiske og germanske stammer i det nordlige Gallien var da enten underlagt, udslettet, fordrevet eller deporteret for at give romerne den største sikkerhed mod uro og overfald i grænseegnene. Rhinområdet var blevet en smeltedigel for keltisk, germansk og romersk kultur.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det klassiske verdensbillede.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig