Fundamentpæle til kajanlæggene og gangbroerne ved Dorestad nær det nuværende Utrecht, bevaret på bunden af Rhinens tidligere løb (th.). Hver enkelt bro har ført ud i vandet fra et købmandshus, og ganske små forskelle ved deres konstruktion vidner om, at hver enkelt købmand har bygget sin egen. Dorestad ligger, hvor floderne Rhinen og Lek deler sig. Her ved Rhinens nedre løb var fastlandet dengang opløst i et utal af øer og vandveje; Dorestad lå ved knudepunktet for alle ruter, som gik mod nord og vest fra Rhinlandet, og politisk lå den på grænsen mellem det nordfrankiske kongedømme og Frisland.

.

Rekonstruktion af kajanlægget ved Dorestad nær det nuværende Utrecht.

.

Dette lille stykke, fundet på Bejsebakken ved Ålborg, er del af en rektangulær pladefibel af bronze. Sådanne fibler har været en almindelig bestanddel af kvindernes smykkeudstyr i yngre germansk jernalder, især i slutningen af 600- og begyndelsen af 700-tallet. Omhyggelige stilstudier af dyreornamentikken har ledt til den slutning, at denne fibel er fremstillet på Bejsebakken, men at bronzesmeden havde nære forbindelser til andre dele af Norden. Dermed kommer den til at underbygge opfattelsen af, at Bejsebakken hørte til blandt germanertidens handelspladser.

.

Tegning af pladefibel fra Bejsebakken.

.

Dyremotivet i den sydskandinaviske stiludvikling igennem yngre germanertid, fra den indledende stil, hvor dyret endnu hænger sammen i en organisk helhed med tydeligt hoved, krop og to ben (lårene er udsmykket med mandsmasker), til de stadig mere opløste og forvredne dyr, som ganske vist bevarer de samme enkeltelementer, men i en helt abstrakt udformning. Dyremotivet fra Bejsebakken er afbildet tredjenederst.

.

Historien beretter, at den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget af Ansgar i 800-tallets Ribe. Sagnet vil vide, at Ansgars kirke havde en forgænger nogle få kilometer mod sydvest, på en mark ved Vester Vedsted som endnu i dag hedder Dankirke. Om nogle af delene har rod i virkeligheden får stå hen i det uvisse, men tanken om en historisk begivenhed bag navnet Dankirke er naturligvis tillokkende. Selv om arkæologiske undersøgelser ikke har afdækket en tidlig kirke, så er marken rig på fund og spor efter en jernalderboplads, hvoraf blot en mindre del er udgravet. Bebyggelsen på stedet rækker fra det første århundrede f.Kr. og frem til det ottende århundrede, dvs. at pladsen allerede omkring 500 havde en betydelig tidsdybde, og fra dette tidspunkt og fremefter giver de mange fund af metalgenstande, glas, fragmenter af støbeforme, vægtlodder og betalingsguld stedet karakter af at være en såkaldt metalførende centralplads.

Dankirke lå godt for handelsruter, der gik ned langs Jyllands vestkyst og forbandt Vesteuropa med både Norge og England i den omfattende Nordsøhandel. Det er heller ikke usandsynligt, at det var denne handelsplads, som nogle hundrede år senere, omkring år 700, flyttede de seks kilometer længere mod nord og blev til et af vikingetidens internationale handelscentre, Ribe. Naturligvis behøver det ikke at have været indbyggerne fra Dankirke, der rent fysisk flyttede til Ribe, men blot funktionen, som af en eller anden grund -måske fordi besejlingsforholdene i Vadehavet havde ændret sig – blev overtaget af en ny plads, der anlagdes til formålet.

Baggrunden for at sætte Dankirke og Ribe i forbindelse med hinanden er først og fremmest forekomsten af nogle sjældne mønter. I Dankirke blev der, foruden 38 romerske denarer, fundet tre merovingiske (dvs. frankiske) sølvmønter fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600- og 700-tallet, otte frisiske eller sydengelske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700-tallet og to engelske fra samme tidsrum. Mønterne lå spredt over hele den udgravede del af landsbytomten; de er med andre ord tabt under brug.

Brugen af mønter var dog ikke en hverdagsbeskæftigelse. Disse tidlige mønter blev formentlig udelukkende benyttet på handelspladser og markedsområder, hvor købmænd og rejsende fra det fremmede lagde til med deres skibe. Her blev varer byttet eller købt og solgt med delvis brug af penge, ja, her var det muligt at erhverve sig mønter gennem køb, hvad enten de var frisiske, frankiske eller angelsaksiske. Hvis Ribe overtog Dankirkes position, må dette være sket omkring år 700; på denne tid ophører de rige fund fra Dankirke, og den ældste bebyggelse ved Ribe Å anlægges. Og her, i det ældste lag fra Ribe, viser fundene at man også har brugt – og tabt -de samme sjældne sceattas.

Men måske er ligheden mellem Dankirke og Ribe endnu større. Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fortæller om tilstedeværelsen af talrige håndværkere, der har beskæftiget sig med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber. Derfor må Dankirke, i lighed med Ribe, have været sæde for en omfattende håndværksproduktion.

Jernredskaberne er i overtal; småting som nøgler, søm og knive, men også større redskaber og våben. Forbruget af jern har været anseligt, og dette jern måtte skaffes udefra; intet tyder nemlig på, at jernudvinding har hørt til arbejdet på stedet. Det gjorde det derimod i sydvestjyske landsbyer som Drengsted og Snorup – og det i så store mængder, at der har været mere end rigeligt til eget brug. Mange mennesker må her have været beskæftiget med jernudvinding store dele af året og således trukket bort fra den primære agrare produktion. Denne specialisering var kun mulig, hvis det udvundne jern kunne indgå i et større distributionsnet, f.eks. ved at blive afhændet og forarbejdet i Dankirke eller andre af tidens centralpladser. Det var antagelig gennem landsbyer som Drengsted og Snorup, at Dankirkes smede i begyndelsen fik deres jern. Fra begyndelsen af 600-tallet er jernproduktionen ikke længere organiseret omkring landsbyerne, men flytter nu ud nær naturressourcerne: myremalm og træ, to lige vigtige komponenter i processen at udvinde jern.

Dankirkes formodede placering som et knudepunkt i 400-, 500- og 600-tallets kontaktnet omkring Nordsøkysten grunder sig ikke mindst på en parallelisering med Ribe, som netop indtog denne position gennem vikingetiden, og hvis grundlæggelse tilskrives en centralmagt med ret til og mulighed for at organisere handelspladsen i overensstemmelse med andre af tidens kongelige handelssteder langs de frisiske og ostengelske kyster. Var Dankirke måske underlagt et jysk kongedynasti, eller lå den i et politisk ingenmandsland? Var Dankirke Jyllands port mod vest, eller har der ligget andre vigtige handelspladser langs Vestkysten? Og har der været en tidlig kristen mission på stedet, hvad navnet kunne antyde? I hvert fald fik Dankirkes formodede arvtager, Ribe, ligesom Helgös efterfølger Birka, sammen med Hedeby i Slesvig en sådan international position, at Ansgar valgte dem til sin missions-indsats i Norden.

Blandt de vesteuropæiske mønter, som er fundet i Dankirke, er én præget i Dorestad, den frisiske handelsby ved Rhinens munding. Fra den sene del af 600-tallet spillede denne by en vigtig rolle i Nordsøhandelen, bl.a. fordi den lå så gunstigt for flodtrafikken på Rhinen. Et knudepunkt for handelen over Nordsøen var Ipswich i Østengland ved floden Orwell, ikke mange kilometer fra det samtidige kongegravfelt ved Sutton Hoo.

Dorestad, der gik til grunde i en stormflod engang i den sene del af 800-tallet, har forenet produktion af klæde, metalforarbejdning, smykkefremstilling, skibsbygning, kurvefletning m.m. og forskellige arbejder i ben, træ og læder. Stedets topografi er godt belyst gennem store udgravninger; langs Rhindeltaets evigt foranderlige bredder lå dengang en række kajanlæg, som alle endte i en mole. Hver enkelt brygge har formentlig tilhørt én bestemt af de mange handelsmænd, som havde til huse i de simple bygninger langs bredden. Byens indre var derimod meget anderledes; her lå et større antal af de karakteristiske frisiske gårde med stald og beboelse under samme tag. Husene var 20-30 m lange og ikke under 8 m brede. De enkelte gårde var omgivet af indhegning, og på gårdspladsen fandtes brønd og sine steder et kornmagasin, men ingen tegn på handels- eller håndværksaktiviteter.

Dorestad er et illustrativt eksempel på en handels- og pro-duktionsplads, som den så ud i tiden umiddelbart forud for de første større bydannelser i Nordvesteuropa. Det bebyggede område blev i løbet af 700-tallet på mere end 200 ha (2 km2), og hovederhvervet var landbrug suppleret med fiskeri, som sikrede fodevarer til en befolkning, der også rummede håndværkere og handelsmænd og til tider et stort antal udenlandske købmænd foruden kristne missionærer.

Bortset fra Dankirke og det efterfølgende Ribe er der især ét sted, som er værd at bemærke, når talen er om kontrol med handelsruterne i det nuværende Danmark. Det er gennemsejlingen i Limfjorden på det smalleste sted, hvor Ålborg og Nørresundby ligger i dag.

På Lindholm Høje lidt vest for Nørresundby blev en gravplads fra germansk jernalder og vikingetid undersøgt i 1950erne. Den samtidige bebyggelse lå oprindelig lidt nord for gravpladsen, men stedet var udsat for sandflugt, og efterhånden som gravpladsen blev dækket under metertykke flyvesandslag, voksede byen ind over den. Omkring 1100 opgav indbyggerne den ulige kamp mod sandet og flyttede ned til kysten, hvor det nuværende Nørresundby ligger.

Syd for Limfjorden, på Bejsebakken ved Ålborg, findes bebyggelsesspor fra samme tid som på Lindholm Høje. På stedet er der fundet et stort antal fibler, spænder, keramik osv., som både kan stamme fra ødelagte grave og fra bosættelsen. Sandsynligvis har både Bejsebakken og Lindholm Høje været vigtige handelspladser i den senere del af jernalderen, men de kan også blot have været velbjærgede landsbyer, hvis indbyggere udelukkende levede af landbrug og fiskeri. Stedets strategiske betydning taler dog for, at de begge var pladser af mere end almindelig betydning. Det var nemlig her, at den nord-syd-gående landtrafik, som forbandt Vendsyssel med fastlandet, passerede det smalleste sted i den østlige del af Limfjorden og dermed krydsede den øst-vest-gående sørute fra Nordsøen til Kattegat (som fortsatte til Østersøen). Søtrafikken gennem Limfjorden havde stor betydning for denne handelsrute, som først i vikingetiden fandt vej over Jyllands rod ved Ejderen -Trene – Slien og med Hedeby som det altdominerende merkantile knudepunkt. Det er uvist, om de to byer ved Limfjorden har været integreret i dette handels-net med internationale kontakter, eller om de blot har tjent som interne markeder for varer til og fra Vendsyssel.

Især det vestlige Limfjordsområde har gennem de seneste årtiers mange udgravninger vist sig som et usædvanligt bebyggelsestæt område i den senere del af jernalderen. En række større og mindre „metalførende pladser” kendes i dag især fra de kystnære områder, hvor de, som f.eks. ved Sebbersund, repræsenteres af et rigt fundmateriale, der vidner om omfattende håndværksproduktion og handel med en lang række af hverdagens varer. Befolkningerne på pladser som denne har haft handel og håndværk som sit erhvervsgrundlag, men de har i tilgift også ernæret sig gennem fjordfiskeri. Det er karakteristisk, at pladserne nok ligger i kystområdet, men ikke er direkte kystbundne, og varetransport med skib derfor må have været relateret til ladepladser rundt langs kysten.

Disse pladser har som nævnt været landbrugs- og fiskersamfund med tilknyttet produktion og distribution af dagligvarer. Men der kendes også en anden slags pladser, hvor produktionen var knyttet anderledes stærkt til fremstilling af luksusvarer. Et sådant eksempel er Stentinget i det sydøstlige Vendsyssel, som i modsætning til områdets andre pladser ligger langt fra kysten, 18 km i luftlinie. Det store bopladsområde på ca. 100 ha, dvs. 1 km2, tangeres derimod af Ryå, der munder ud i Limfjorden og derfor kan have tjent som forbindelseslinie til og fra fjorden, om end turen i så fald bliver på mere end 50 km. Hvorom alting er, så har arkæologer her udgravet sporene efter en stor og rig bebyggelse, som i tid strækker sig over næsten et helt årtusinde, fra omkring begyndelsen af vor tidsregning og frem til ca. 1100. Det er imidlertid især i den yngre jernalder, fra omkring 500 og fremefter, at pladsen havde sin største udstrækning og har efterladt det rigeste fundmateriale. Håndværkshytter i form af såkaldte grubehuse indeholdt genstande, der vidner om vidt forskellige aktiviteter: ten-og vævevægte, hvæssesten, drejekværn, glasperler, esseslagger, glødeskaller, smeltet glas og bronze, en enkelt støbe-form osv. På stedet har der været både smedning og bronzestøbning, og der er blevet fremstillet smykker af enhver slags. Mønter, brudsølv og vægtlodder samt bøjlenåle, bæltebeslag og spænder i sølv og forgyldning vidner tillige om en omfattende handelsvirksomhed. Bebyggelsen ved Stentinget har formentlig spillet en central rolle i det handelsnetværk, som i den seneste del af jernalderen også bandt Vendsyssel og det sydvestlige Norge tæt sammen med Nordsøens store handelspladser.

Mange af disse centrale pladser må have været så rige, at de blev et attraktivt mål for plyndring og overfald på linie med de større handelscentre og rige kristne klostre rundt omkring i Nordvesteuropa. Og jo flere handelspladser, klostre og byer, der voksede frem, des større var også mulighederne for indbringende flådetogter til fremmede kyster. For det var selvsagt mere lønsomt at plyndre Dorestad end en tilfældig landsby, men det krævede også flere mænd.

Aldrig tidligere havde så store handelspladser været inden for rækkevidde. Her var varer og rigdomme ophobet, som gav krigerlivet en ny dimension. Kongemagten var etableret rundt omkring i Norden, og tidligere århundreders kamp om territorial kontrol i hjemlandet var nu til en vis grad blevet afløst af plyndrings- og handelsekspeditioner til søs. Hære, der i store og fast organiserede delinger stod over for hinanden i regulære slag, sådan som det ud fra de store krigsbytteofre må formodes, blev nu erstattet af mindre enheder, en skibsbesætning eller et følge, en hird, hvis taktik var overraskelsesangreb på en uforberedt fjende, f.eks. indbyggerne i en by eller munkene i et kloster. Selv herresædet ved Tissø eller den store bebyggelse ved Stentinget kunne vel tænkes at tiltrække plyndringslystne skibsbesætninger, og det er formentlig forklaringen på, at disse centrale steder altid var anlagt så tilpas langt fra kysten, at det stedse nærværende varslingssystem fik den nødvendige tid.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Dankirke og Nordsøhandelen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig