Danmarkshistorien

Hjemme og ude

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Befolkningen på de nye handelspladser var købmænd og håndværkere, som levede her med deres familier. Ved Helgö, Birka, Hedeby og andre af de ældste handelsbyer blev der anlagt store fælles gravpladser – i modsætning til de små familiegravpladser, som længe havde været det almindelige.

I Danmark er Lindholm Høje det eneste hidtil kendte eksempel. Det er den største gravplads fra yngre jernalder med ikke mindre end 600 bevarede grave, som dækker tidsrummet fra 500-tallet til omkring år 1000.

Sandflugten, som blev en katastrofe for befolkningen, har bevaret gravene enestående godt. De op til fire meter tykke lag af flyvesand har beskyttet gravpladsen og dens oprindelige overflade, så gravene fremtræder med det udseende, de havde i oldtiden.

I næsten alle tilfælde var den døde blevet brændt, og med på bålet havde der været forskellige småting. Det var dragtens smykker, især bronzefibler og glasperler, småredskaber som jernknive, tenvægte og spillebrikker, et par kødfulde skinker og ikke sjældent den dødes hund. Omkring ligbålet blev der rejst en kreds af sten, og et ganske tyndt lag jord – om overhovedet noget – blev strøet over bålresterne. Kort tid efter lagde flyvesandet sig over det, som en hidsig vestenvind endnu ikke havde blæst væk.

Lindholm Høje vest for Nørresundby. I 1898 stod i Aalborg Stiftstidende foldende annonce: „Lindholm Høje ca. 9 tdr. land med deri værende talrige og sjældne oldtidsmindesmærker, ønskes solgt.” Sådan var vilkårene for landets fortidsminder inden den første fredningslov i 1937. Lindholm Høje blev købt af den dansk-argentinske plantageejer A. F. Lassen, der tilplantede området og skænkede det til Nørresundby Kommune med den klausul, at det skulle forblive grønt område. Takket være denne gestus blev den store gravplads reddet, og ved en storstilet undersøgelse i årene fra 1952 til 1958 blev området fuldstændig afdækket, så det i dag henligger som et enestående fortidsminde.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad der ville være tilbage af disse grave efter tusinde år under åben himmel. Man kan derfor med god ret spørge, om Lindholm Høje nu også var det store gravfelt for en vigtig handelsplads, eller om den blot var en almindelig gravplads for en større landsby – tilfældigt bevaret for eftertiden på grund af den stærke sandflugt.

Hvis Lindholm Høje var gravplads for en landsby, skulle århundreders tradition være ændret her, de enkelte gårdes små gravpladser opgivet til fordel for fællesskabets store enhed. Og det er der ikke meget, der tyder på. Andre steder i Danmark var gravene få, gravpladserne små og gravgaverne uanselige.

Større gravpladser findes ganske vist fra yngre germanertid, men udelukkende på Bornholm, i egnen omkring Gudhjem, og ingen af tilnærmelsesvis samme størrelse som Lindholm Høje. Den største, der ligger ved Bækkegård, rummer mere end 160 grave – skeletgrave og brandgrave, hvoraf en del hører til i vikingetiden. Lindholm Høje er og bliver en usædvanlig stor gravplads, der underbygger indtrykket af stedets særstilling.

Gravene på Lindholm Høje. Det beskyttende dække af flyvesand gjorde det ved udgravningen muligt at se, hvor omhyggeligt gravene var anlagt. Hver enkelt grav havde en indhegning af sten – enten firkantet, trekantet, rund eller oval, og i vikingetiden var de skibsformede. Fra tid til anden er der blevet fjernet sten fra gravene; i nyere tid fordi de kunne bruges til vejmateriale. I oldtiden, mens pladsen endnu var i brug, har man i flere tilfælde taget sten fra ældre grave for at bruge dem ved anlæggelsen af nye.

En enkelt lille gravplads i yngre germanertid hæver sig milevidt over alle andre, fordi den rummer et af tidens stolteste symboler, ringsværdet, kendt fra den nordiske sagn- og skjaldedigtning og fra konge- og fyrstegrave rundt omkring i den frankiske og angelsaksiske verden – og ikke mindst fra Svearigets gravfelter nær Gammel Uppsala.

Stedet er Kyndby, tæt ned til Isefjordens kyst i Horns herred. Knap en halv snes grave lå her umiddelbart under jordoverfladen tilsyneladende uden kister. Hver enkelt grav var i stedet blevet dækket med sten eller pakket med dem på siderne. Heller ikke gravudstyret var prangende – en lille jernkniv, et lille jernspænde, i et enkelt tilfælde en skjoldbule, et lerkar, nogle madgaver og de dødes hunde.

Tre af gravene skiller sig imidlertid ud – en mands, en kvindes og et barns. De to voksne havde et rigt gravudstyr, barnet nogle glasperler og en hund. I kvindens grav lå der bl.a. flere bronzefibler, mange perler, en lille sølvbelagt amuletdåse og et par hunde; i mandens et ringsværd med skede, et skjold, samt en kniv, et par små perler, nogle kødfulde skinker og hans hund. Overraskende nok var gravgaverne ødelagt, velsagtens i forbindelse med gravlægningen. Værst var det gået ud over det pragtfulde sværd, hvis klinge var bukket sammen og vredet fra hinanden.

Fire bronzematricer fra Torslunda på Øland. Matricerne har været anvendt til fremstilling af de små plader af metalblik (presseblik), der sad på de fornemste krigerhjelme. Billederne viser kampscener, der involverer mennesker og dyr. På den ene plade ses to krigere med vildsvinehjelme; den forreste bærer et ringknapsværd af samme type som sværdet fra Kyndby. Krigernes udstyr leder tanken hen på arkæologiske fund fra 500-tallet og 600-tallet.

Ringsværdenes aura er ikke uforståelig; de forener det lange, lette tveæggede sværds ubestridelige effektivitet med det ypperste kunsthåndværk. Fæstet, hjaltet, var støbt i bronze og belagt med guld og sølv. Ringen, der sad i en bøjle ved sværdknappen, var på de ældste sværd los og må have tjent et praktisk formål. På de yngre sværd blev ring og bøjle støbt sammen, som det f.eks. er tilfældet med Kyndbysværdet, og den skulle nu blot tjene til pynt. Overalt på hjaltet var der ornamentik – båndflettede monstre og ikke mindst den nu stærkt udviklede dyreornamentik. De yngre pragtsværd var udsmykket med cloisonné, purpurrøde granater indlagt i guld.

Det krigeraristokrati, hvis ypperste våben og stolteste pryd var ringsværdet, har ikke sat sig mange spor her i landet – og slet ikke i gravene. Men tilfældige fund viser, at sværdene har været i brug. Ringknapper af purt guld, smukt ornamenteret guldmundblik til sværdskeder, guldsmykker med granatindlægning i cloisonné, ja, endog et pragtsværd, er fundet tilfældigt i mark og mose og vidner om, at landets konger og krigere har båret samme værdighedstegn som deres standsfæller ude omkring.

De to eneste pragtsværd på dansk grund fra yngre germanertid stammer fra Kyndby ved Jægerspris og Bildsø ved Slagelse. Kyndbysværdet, som ses her, er det ældste – et ringsværd med rig udsmykning, guld- og sølvbelægning. Sværdet fra Bildsø blev fundet i en mose, hvilket udelukker, at det som Kyndbysværdet nogen sinde har været i en grav. Det kunne i princippet være et lignende sværd, som kong Roar overgav til Bjovulf for dennes skæbnekamp: „Skaftsværdet nævnedes/ ved navnet Runting;/ det var et enestående/ oldtidsklenodie;/ æggen var jernhård,/ med indskårne giftkviste,/ forædlet af kampsved;/ aldrig i slaget/ svigtede den svenden,/ som svang den i hænderne.”

I Saxos beretning om den gamle, blinde kong Vermund fortælles det, hvordan han overdrog sit berømte sværd Skræp til sønnen Uffe, så denne kunne tage kampen op mod sakserkongens søn, der gjorde krav på landet.

Om Skræp forlod det, at æggen var så stærk, at den kunne klove alt uden selv at tage mindste skade, og det var dette sværd, som havde bragt kong Vermund hans livs mange sejre. Men den gamle konge havde opgivet håbet om, at hans eneste søn nogen sinde blev kriger, og af frygt for, at det ved hans død skulle tilfalde andre, havde han derfor gravet det ned på et sted, som kun han selv kendte. Men nu, hvor kampen om den danske krone skulle stå, blev det hentet frem for at frelse landet.

Sagnet om Vermund og Uffe illustrerer den berømmelse, som et enkelt sværd kunne opnå, de overnaturlige kræfter, som man tillagde det, den personliggørelse, som det blev genstand for og ikke mindst den måde, som det under normale omstændigheder ville være gået i arv på fra far til søn – blandt mænd af byrd.

Selv om de danske krigerkonger vel ikke stod tilbage for de svenske, angelsaksiske, frankiske eller burgundiske konger, må den pragt, som andre landes fyrster fik med sig i graven, her i landet være givet videre fra generation til generation inden for de herskende dynastier. Derfor må vi også se ud over landets grænser for at få kendskab til den glans, de omgav sig med.

I Norden glimrer de to upplandske gravfelter ved Vendel og Valsgårde ved deres rigdom. Vendel ligger omkring 40 km nord for Gammel Uppsala og ikke langt fra Ottarshøjen; Valsgårde ligger blot tre kilometer nord for Sveakongernes hovedsæde. Begge steder er der fundet 14-15 grave fra tiden mellem begyndelsen af 500-tallet til 1000-1050. Det svarer til én grav pr. generation på hver gravplads.

De døde er begravet i både, men det er især gravene fra Valsgårde, som er spændende, fordi de ikke er plyndrede. De giver derfor et meget detaljeret indblik i gravskik, i skibsbygningsteknik, i kunsthåndværk og i alt, hvad der har med hesteudrustning og husholdning at gøre. Bådene blev åbenbart udstyret til gravfærden på samme måde, som man udrustede et skib til langfart.

Under krypten i Saint-Denis-kirken i Paris findes en af de frankiske kongegrave – en kvinde svøbt i en tunika af silke, holdt sammen med en meget stor sølvnål. På hendes venstre hånd sad en signetring med navnet "ARNEGUNDIS REGINA". Om dronning Arnegunde vides, at hun i 539 fødte en søn, og at hun døde mellem 565 og 570. Til det fornemme udstyr hører et bæltespænde – oprindelig til en mand, velsagtens hendes egen, som var død i 561. Hun har båret knæstrømper og sko holdt på plads af remme med fine spænder. Den sikre datering af dronning Arnegunde har længe givet et vigtigt kronologisk holdepunkt for den rige ornamentik på spænderne og smykkerne, som også har betydning for det nordiske område. Nye undersøgelser tyder dog på, at spænderne er ca. 100 år yngre end den historisk kendte dronning. Måske skal det forklares ved, at flere af de frankiske dronninger hed Arnegunde.

De klinkbyggede både var 8-12 meter lange og havde plads til seks-ti roere (størrelsen svarer til Bjovulfs skib). Den døde var anbragt midtskibs på et leje af puder og fjerdyner, og ligesom i Vendel var alle de gravlagte mænd. I nærheden lå våbenudstyret: ringsværdet, flere skjolde, hjelm, spyd, pile, hugkniv og eventuelt brynje foruden sadler og andet rideudstyr. Hertil kom glasbægre, drikkehorn, spillebrikker, terninger og andet til tidsfordriv. I forstavnen lå proviant, især store skinker, og her stod også kogegrejet og køkkenudstyret. Heste, der var opsadlede, hunde, hele okser, får og svin lå uden for bådens ræling. Inden jordpåkastelsen havde man spændt en presenning over skibet, som på den måde blev til et lukket kisterum eller gravkammer.

De døde selv ved man ikke meget om. Der er intet tilbage af dem. Men hvad der er mere mærkeligt – heller intet personligt smykkeudstyr eller dragttilbehør, hverken armringe, fingerringe eller de uundværlige bæltespænder. Selv i grave, hvor dyreknogler er bevaret, er der ikke det mindste spor af menneskeknogler, og man ved med sikkerhed, at gravene aldrig er blevet plyndret. Har mændene, for hvem disse skibe blev så prægtigt udrustet, aldrig nogen sinde selv ligget i dem? Kan de alle være faldet i det fremmede, uden at deres hirdmænd havde held til at bringe dem hjem?

Tanken falder uvilkårligt på optakten til kampen mellem Bjovulf og det altødelæggende uhyre. Taber helten, bliver der ikke meget tilbage at begrave; i så fald skal våbendragten sendes tilbage til kong Hygelac: „Send til Hygelac, om halkampen tager mig, den kampgode brynje, mit bryst er klædt i, den bedste rustning; det er Rendels arv, Vølunds skaberværk. Skæbnen må råde!”

Tidens ypperste bådgrav ligger i Sutton Hoo, ca. 10 kilometer nordøst for Ipswich i Østengland. I modsætning til de upplandske grave fandt man her den dødes bæltespænde (i massivt guld), en stor guldpung til bæltet (fyldt med frankiske guldmønter) samt forskellige spænder og beslag til sværdophænget. Hans våbenudrustning svarede til den upplandske; sværdknappen, skjoldet, hjelmen og muligvis også andre ting er enten fremstillet i Sverige eller lavet af svenske våbensmede i Suffolk.

Drikkeglas, hjelm, lanse og skjoldbule fra en bådgrav i Vendel nær Gammel Uppsala i Sverige, dateret til 600-tallets begyndelse. Våbenudrustningen bestod af ringbrynje, to skjolde, to sværd, hugkniv, lanse og omkring 50 pile. I båden lå forskelligt værktøj, bl.a. hammer, saks, et par knive og ildslagningsstål, foruden spillebrikker og terning. Den døde havde fået sine to heste med sig, men kun den ene med sadel og seletøj. Også et par hunde havde fulgt deres herre i graven. Trods det righoldige gravgods er denne grav alligevel sparsomt udstyret sammenlignet med senere generationers grave i Vendel og Valsgårde.

Udstyret i Sutton Hoo er ufattelig rigt og mangfoldigt. Hvad der i Vendel og Valsgarde var af bronze med belægning af sølv og guld, er i Sutton Hoo af ædelt metal. Gravgaverne spænder i tid fra 400 til 600 e.Kr., og de enkelte dele kommer fra vidt forskellige områder – sølvservice fra Byzans, våben fra Sverige, en koptisk (dvs. kristen-egyptisk) skål fra Alexandria, frankiske guldmønter, engelske (dvs. keltiske) bronzeskåle og kar samt angelsaksiske guldarbejder af fornemste kvalitet med nære paralleller til det mellemsvenske område.

Også båden er imponerende. Den var 27 meter lang og havde plads til 40 par roere, altså en besætning på mere end 80 mand. Størrelsen overgår dermed de fleste – endog sejlførende – vikingeskibe.

Guldmønterne i pungen viser, at graven ikke kan være ældre end fra 625-630. På dette tidspunkt døde den østangliske kong Readwald, hvis residens lå i Rendlesham, ikke mange kilometer fra Sutton Hoo. Det fortælles om ham, at kongen på et tidspunkt lod sig døbe, men senere frafaldt den kristne tro. Måske var det denne tætte kontakt til kristendommen, som var baggrunden for, at der hverken var skeletrester eller det personlige dragtudstyr til stede. I så fald måtte den døde være begravet et andet sted, måske i en kristen grav.

Forskellige beslag til sværdskede og sværdophæng (øverst) og til en formodet læderrustning (nederst) fra den store skibsgrav ved Sutton Hoo i det østlige England. Alt er fremstillet i guld og smykket med granatindlægning. Graven er anlagt i en høj, som ved udgravningen i 1938 endnu var omkring tre meter høj og havde en diameter på ca. 30 m. Denne høj hører til et gravfelt med mindst 16 høje, hvoraf de største ligger på kanten af et plateau, som strækker sig ud mod Nordsøen. Pollenanalyser har vist, at det omgivende landskab i 600-tallet var åbent, med græs og en let buskvegetation. Højene har derfor været synlige fra floden Deben og de kuplede silhuetter har domineret horisonten på det sted, hvor floden munder ud i havet.

Kemiske analyser har dog vist et højt fosfatindhold i jorden langs sværdet. Det kan betyde, at den døde har ligget her, men at skelettet er opløst i den sure jord. Derimod forklarer det ikke, hvor fibler, smykker, spænder, ringe og andet er blevet af. Heri minder Sutton Hoo påfaldende om de upplandske grave. De personlige ting kan have tilhørt slægten og være overdraget fra far til søn, når en ny generation tog over. Det kan også have siddet på dragten og være gået til grunde ved en ligbrænding forud for den store højbegravelse.

Sutton Hoo, Vendel, Valsgårde og en lang række frankiske konge- og adelsgrave viser os germanertidens magtfulde krigerkonger. Deres ensartede udstyr afspejler de tætte dynastiske forbindelser mellem kongeslægterne i Europa. Ikke mindst Sutton Hoo vidner om direkte forbindelser til det mellemsvenske kongedømme. Den gravlagte kong Readwald i Sutton Hoo er fjerde generation af kongeslægten Wuffingas, og i hans grav ligger våbenudstyr af svensk herkomst, som på tidspunktet for hans død var antikviteter. Den mest sandsynlige forklaring må være, at Wuffingas var svensk af oprindelse, og at Wehha, den første af slægtens konger som herskede over East Anglia, kom fra Sverige.

Kopi af hjelmen fra Sutton Hoo. Hver eneste af bådgravene fra Vendel og Valsgårde indeholdt ligesom graven fra Sutton Hoo en hjelm af fremragende kvalitet, smykket med figurer og ornamentik, som alle har motiver, der har med kamp at gøre. Hjelmene er nordiske og deres motivverden ligeledes, men deres forbillede må søges i det kejserlige romerske kavaleri og kejserens egen hjelm – værdighedstegnet, som siden mister sin oprindelige funktion og bliver regentens symbol – kronen.

Overalt var det kongens evne til som krigsfører at skaffe sit følge et rigt bytte ved kamp i det fremmede, der var afgørende for hans position. I modsat fald lurede oprøret, for der var altid andre, som var parat til at tage hans plads.

Et pragtfuldt ringsværd, ødelagt og forbukket, lagt i en simpel krigergrav, der var en fordybning i en strandvold og dækket med lidt sten, er Danmarks hidtil eneste svar på de storladne konge- og fyrstegrave fra det øvrige Europa.

Men måske skal Kyndbygraven forstås på en helt anden måde. Det er nemlig ikke en almindelig begravelse for en kriger. Gravpladsen ligger tæt ved kysten, og den rummer en hel familie – far, mor og barn, foruden et hushold af mænd og kvinder.

Hele sceneriet og den nødtørftige begravelse i en strandvold taler for, at det er en fremmed familie, der er blevet udslettet, enten voldeligt eller ved en ulykke, for herefter at blive gravlagt med det tøj og de smykker, som de havde på, kun ledsaget af deres hunde og nogle madgaver. Offerbål har brændt mellem gravene, hvor de døde har ligget, måske i et leje af strå eller svøbt i tæpper – kister har de i hvert fald ikke haft.

Sværdet og kvindens smykker vidner om, at det er en familie af stand, hvis skæbne blev beseglet ved Kyndby; en familie, hvis mandlige overhoved fik sværdet med sig. Usikkerhed – måske angst – greb dem, som stod med den døde kriger og hans sværd, og som ikke så anden udvej end at sønderbryde og begrave det – så det var dødt som han selv.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Kopi af hjelmen fra Sutton Hoo. Hver eneste af bådgravene fra Vendel og Valsgårde indeholdt ligesom graven fra Sutton Hoo en hjelm af fremragende kvalitet, smykket med figurer og ornamentik, som alle har motiver, der har med kamp at gøre. Hjelmene er nordiske og deres motivverden ligeledes, men deres forbillede må søges i det kejserlige romerske kavaleri og kejserens egen hjelm – værdighedstegnet, som siden mister sin oprindelige funktion og bliver regentens symbol – kronen.

© Dette billede må du ...

Forskellige beslag til sværdskede og sværdophæng (øverst) og til en formodet læderrustning (nederst) fra den store skibsgrav ved Sutton Hoo i det østlige England. Alt er fremstillet i guld og smykket med granatindlægning. Graven er anlagt i en høj, som ved udgravningen i 1938 endnu var omkring tre meter høj og havde en diameter på ca. 30 m. Denne høj hører til et gravfelt med mindst 16 høje, hvoraf de største ligger på kanten af et plateau, som strækker sig ud mod Nordsøen. Pollenanalyser har vist, at det omgivende landskab i 600-tallet var åbent, med græs og en let buskvegetation. Højene har derfor været synlige fra floden Deben og de kuplede silhuetter har domineret horisonten på det sted, hvor floden munder ud i havet.

© Dette billede må du ...

Drikkeglas, hjelm, lanse og skjoldbule fra en bådgrav i Vendel nær Gammel Uppsala i Sverige, dateret til 600-tallets begyndelse. Våbenudrustningen bestod af ringbrynje, to skjolde, to sværd, hugkniv, lanse og omkring 50 pile. I båden lå forskelligt værktøj, bl.a. hammer, saks, et par knive og ildslagningsstål, foruden spillebrikker og terning. Den døde havde fået sine to heste med sig, men kun den ene med sadel og seletøj. Også et par hunde havde fulgt deres herre i graven. Trods det righoldige gravgods er denne grav alligevel sparsomt udstyret sammenlignet med senere generationers grave i Vendel og Valsgårde.

© Dette billede må du ...

Under krypten i Saint-Denis-kirken i Paris findes en af de frankiske kongegrave – en kvinde svøbt i en tunika af silke, holdt sammen med en meget stor sølvnål. På hendes venstre hånd sad en signetring med navnet "ARNEGUNDIS REGINA". Om dronning Arnegunde vides, at hun i 539 fødte en søn, og at hun døde mellem 565 og 570. Til det fornemme udstyr hører et bæltespænde – oprindelig til en mand, velsagtens hendes egen, som var død i 561. Hun har båret knæstrømper og sko holdt på plads af remme med fine spænder. Den sikre datering af dronning Arnegunde har længe givet et vigtigt kronologisk holdepunkt for den rige ornamentik på spænderne og smykkerne, som også har betydning for det nordiske område. Nye undersøgelser tyder dog på, at spænderne er ca. 100 år yngre end den historisk kendte dronning. Måske skal det forklares ved, at flere af de frankiske dronninger hed Arnegunde.

Viser 1-6 af 10 billeder | Se alle

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Øland
moræneknude ved Limfjordens nordkyst 35 km vest ...Artikel i Den Store Danske
Skræp
hos Saxo navnet på kong Vermunds sværd, båre ...Artikel i Den Store Danske
Skræp
den danske kong Vermunds sværd, som hans søn Uffe br ...Artikel i Nordisk Mytologi
skjoldbule
  hvælvet metalplade på forsiden af et skjold, ...Artikel i Den Store Danske
Birka
Sveriges største og vigtigste by i vikingetiden. Bir ...Artikel i Den Store Danske
Byzans
Byzantion , oldgræsk koloni, nuværende Istanbu ...Artikel i Den Store Danske
Jægerspris
by på halvøen Horns Herred ; 4087 indb. (201 ...Artikel i Den Store Danske
ligbrænding
se døden og gravskikke . ...Artikel i Nordisk Mytologi
Arnegunde
d. 565/570 i en alder af ca. 45 år, frankisk dronnin ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
LHed
13/02/2012
  • Læst 1042 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki