Landskabets sociale orden

Når storgården ved Tissø fremstår som speciel i det danske fundbillede, kan dette naturligvis tilskrives stedets umådelige størrelse og rigdom. Men de elementer, der er så tydeligt eksponeret, nemlig den store hal, den omfattende håndværksproduktion, især af metaller, handelskontakter og stedets sakrale karakter, har alligevel sine forudsætninger i århundrederne forud, og ligheden med den store bebyggelse i Gudmebygden er slående. I mere beskedent omfang genfindes imidlertid en række af disse karakteristiske træk ved en række andre metalforende pladser fra jernalderens senere del. Ved at være så tydeligt eksponeret som de store pladser ved Gudme og Tissø, kan disse fungere som en slags grundmodeller for indsigt i den bebyggelsesmæssige funktionsopdeling og hierarkisering, der bliver så tydelig i løbet af disse århundreder. Det afgørende for disse centrale pladser er deres mangefunktionelle karakter med håndværksproduktionen i centrum. For et samfund, hvis fremvoksende elite har været styret af sociale netværk og politiske alliancer, bekræftet og beseglet bl.a. gennem ceremoniel udveksling af gaver, bliver den overordnede betydning af metalhåndværk og de handelsaktiviteter, der tilvejebringer bl.a. metallerne, også fuldt forståelig. Det er fremvæksten af denne elite med kontrol over jordområder, hvis drift den ikke altid selv har varetaget, og med hallen som det ceremonielle centrum for eksponering af magt og som ramme for gæstebud og dele af kulten, der fra dette tidspunkt materialiserer sig i sporene af den forhistoriske bebyggelse.

Erkendelsen af disse centralpladser har åbnet for indsigt i et bebyggelsesmønster af betydelig kompleksitet. Agrare landbrugsenheder, storgårde og smågårde, enkeltliggende eller samlede, handelsaktiviteter og håndværksproduktion, kultfunktion og lederskab er altsammen faktorer, som synliggøres gennem de arkæologiske undersøgelser og materielle levn, og som vidner om en hierarkisering, dvs. fremvækst af nye magtstrukturer, og en specialisering af bebyggelsen, der for alvor sætter ind fra 400-tallet. Ved at sammenholde markante skattefund og specifikke centralpladser fra yngre jernalder og vikingetid med placeringen af de historisk velkendte magtcentre og storgårdsstrukturer fra højmiddelalderen, er det muligt at påvise en kontinuitet i dette magtens landskab, hvis rødder sine steder formentlig kan føres tilbage til bebyggelsesomlægningerne i det 3.-4. århundrede.

Selv om det arkæologiske materiale tillader en vis indsigt i bebyggelsens sociale orden, så udgør imidlertid stednavnene endnu en gang et interessant supplement og fortolknings-potentiale. Især i Syd- og Mellemsverige, hvor stednavnemateriale sine steder har overlevet i stærkere grad end i Danmark, har det været muligt så at sige at aflæse den specialisering og funktionsopdeling, som de arkæologiske kilder lægger op til. Samtidig peger stednavnestoffet også mod en ny differentiering af den sene jernalders centralpladsbegreb.

Stednavnene antyder således, at begrebet centralplads ikke skal forstås som ét specifikt geografisk punkt, men derimod som et kompleks af sammenhængende pladser med forskellig funktion, samlet inden for et mindre geografisk område, oftest i relation til en kyststrækning eller sø med tilhørende vandveje, som f.eks, bebyggelsen ved Gudme eller ved Tissø. Omkring den centrale bebyggelse med storgården og hallen (i stednavnematerialet fremstår den som „sal”, f.eks. Uppsala) lejrer sig en række større og mindre bebyggelser med speciel funktion; gårde til hirdmænd ('karlaby') og jernsmeden ('smedeby'), kultplads ('fröslunda', 'frövi', 'tissø',), andre specialiserede håndværksfunktioner samt handelspladsen og tinghøjen træder nu i profil. Centralpladsen kan således ikke længere betragtes som ét geografisk punkt, men som et begrænset område, hvis enkelte enheder tilsammen repræsenterer det netværk af funktioner som udgjorde den sociale orden og basis for landets militære og politiske organisering. Langtfra hver eneste bygd har været organiseret omkring en bebyggelse som i Gudme eller ved Tissø, men som strukturerende model tjener disse pladser alligevel til at forstå den både praktiske og mentale grundstruktur i det bebyggede lands sociale orden, men som vi ad arkæologisk vej blot er i stand til at erkende en brokdel af.