Det var ikke længere forbeholdt en elite at leve i visheden om, at der fandtes en verden uden for de hjemlige strande. Bedre skibe og større hære havde gjort kysterne usikre, og forbindelsen mellem landsdelene var blevet lettere. Som tidligere omtalt har flere mennesker haft behov for at rejse, og den enkleste måde var over vand. Det gjaldt både for krigeren og ikke mindst for de handlende, som efterhånden var ved at blive en fast bestanddel af samfundslivet.
For vareomsætningen var centralt beliggende markedspladser en stor fordel. Her kunne skibene løbe ind med deres varer, her kom lokale handelsfolk, der siden stod for fordelingen. Skibene fik atter ny last om bord, f.eks. jernredskaber, våben og smykker, som blev fremstillet på stedet.
De første handelspladser af denne art dukker op flere forskellige steder i yngre romertid; på Sjælland ved Tryggevælde, på Fyn ved Lundeborg, på Bornholm ved Slusegård og – som allerede nævnt – i Jylland ved Dankirke. Netop her findes også nogle af tidens få store og rige gravpladser.
Den største er Møllegårdsmarken på Sydøstfyn. Den indtager på flere måder en særstilling med sine 2000 grave, hvoraf hovedparten er fra yngre romertid. Ikke alene er det den største gravplads, men den ligger også midt imellem den store bebyggelse ved Gudme og den omfattende kysthandelsplads ved Lundeborg, og midt i en egn, som er bemærkelsesværdig ved sine mange og store guldfund fra det 5. og 6. århundrede. Det var altså et rigt og vigtigt område gennem det meste af jernalderen.
Kysten ved Gudme frembyder, ligesom på Stevns, gode naturlige havne- og lademuligheder, og begge steder ligger gravpladserne tilbagetrukket fra den ubeskyttede kystlinie, ved åer der gjorde pramtrafik mulig. Som Stevns var porten til Sjælland, har Lundeborg uden tvivl været porten til Fyn.
Den anden meget store gravplads fra denne del af jernalderen ligger ved Slusegård på sydspidsen af Bornholm. Her er der i alt undersøgt henved 1400 grave fra de samme 500 år som gravene på Møllegårdsmarken.
Denne plads ligger helt nær ved kysten, hvor faren for overfald og plyndring konstant må have været til stede. Det er måske en af forklaringerne på, at så mange grave ikke alene indeholder våben, men at også mange af de gravlagte har været lemlæstede, halshuggede eller på anden måde har lidt en voldelig død.
De tydeligste spor af vold findes især i gravene fra tiden omkring 100 e.Kr., og det ser ud til, at flere af de rige grave kort tid efter er blevet plyndret. Området er åbenbart blevet indtaget af fremmede; hvorfra de kom, ved vi ikke.
I tidsrummet 100-250 e.Kr. er mere end 40 personer blevet gravlagt i små både, mænd, kvinder og i enkelte tilfælde også halvvoksne børn. Det er de rigeste grave, der ligger i bådene, og i de største ligger mændene.
Det er nærliggende at forestille sig, at disse ældste bådgrave fra jernalderen skulle symbolisere den standsmæssige overfart til dødsriget, som tilfældet er med bådgravene fra den senere del af jernalderen og vikingetiden. Men især blandt de ældste både fra Slusegård kunne for- og agterstavn som tidligere nævnt være afhugget. Forklaringen kan være den enkle, at det var lettere at anvende udtjente både fremfor at tømre nye kister. Det udelukker dog ikke, at bådene også har haft en symbolsk betydning.
Hermed føres vi videre over i en tolkning af selve gravpladsen, dens beliggenhed og dens mennesker. Der er flere grunde til at tro, at de, der blev gravlagt i bådene, ernærede sig ved handel snarere end fiskeri. Det fremgår bl.a. af, at bådgravene i Skandinavien fra denne tid såvel som senere er sjældne og kun findes i de områder, som havde særlig betydning for søtrafikken. Her betød skibene til gengæld så meget, at man blev gravlagt i dem, og her voksede efterhånden rige småsamfund og handelspladser frem. Bådgrave fra Slusegård var et tidligt led i dette mønster.
Endnu i tidlig middelalder var sejladsen i de nordiske farvande i høj grad knyttet til kysten. Man fulgte den overalt, hvor det var muligt, og havde dermed stadig landkending, og om natten ankrede man op i en beskyttet naturhavn. I kong Valdemars Jordebog fra 1200-årene er en sådan rejserute beskrevet. Skulle man fra Blekinges kyst til Estland, gik turen ikke den direkte vej over Øland, Gotland og videre til Estland. Den fulgte i stedet den svenske østkyst indenskærs op til den stockholmske skærgård, videre over Ålandsøerne og Sydfinlands skærgård til det sted, hvor Den finske Bugt kunne krydses på det smalleste sted.
Denne afhængighed af kysten har naturligvis været endnu stærkere i jernalderen, hvor man ikke brugte sejl, men måtte padle eller ro. Uden kompas var man henvist til at orientere sig efter solens og især stjernernes stilling, når man skulle krydse åbent vand, og ofte måtte man ligge i dagevis og vente på gunstigt vejr med vindstille og stjerneklare nætter.
Den afstand, man kunne padle eller ro i løbet af en nat, kaldes et „nattespring”, og det var den største afstand, det var muligt at tilbagelægge over åbent hav.
Skulle man fra Den skandinaviske Halvø til Østersøens sydkyst, var Bornholm den naturlige mellemstation. Fra øens sydspids kunne man i ét „nattespring” krydse havet til den polske kyst. Det er sikkert i lyset af dette, at vi skal forstå placeringen af Slusegård og flere nærliggende jernaldergravpladser ved Store Kannikegård, Nørre Sandegård og Enekrogen.
Kysten ved Slusegård bød ikke på naturlige læ- og havnemuligheder, dertil lå den alt for udsat, men den var tilpas flad til at de anløbende både kunne trækkes på land. Den lille bugt uden for gravpladsen bærer imidlertid det særprægede navn „Ølkar Bugt”. Navnet hentyder muligvis til en menneskeskabt mole, et stenkar, ved Øle Å's munding. Her kunne de skibe ligge i læ, som ventede på at krydse Østersøen, eller som var kommet sydfra, og her var, hvad der også var vigtigt, tilstrækkelig med ferskvand fra Øle Å.
Var jollerne og småskibene, som de kendes fra gravpladsen, beregnet på at transportere varer til og fra ladepladsen ved Slusegård, hvor større skibe kom ind med deres last og måske fik ny om bord? Var Bornholms sydspids således blevet porten fra kontinentet, ikke blot til resten af øen, men til hele Østersøområdet, herunder de rige øer Øland og Gotland? Tanken er i hvert fald nærliggende.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.