Ved Tryggevælde Åens nedre løb, nogle få kilometer fra udmundingen i Køge Bugt, ligger gravpladserne ved Himlingøje, Valløby og Varpelev. De er vidt forskellige, men supplerer hinanden så godt, at de rummer nøglen til en forståelse af jernaldersamfundet i det rige Østsjælland.
Ved Himlingøje ligger den største af pladserne, anvendt gennem generationer, fra slutningen af det andet århundrede og halvandet hundrede år frem. Gravpladsen ved Varpelev er den mest eksklusive: et fyrstepar, gravlagt sammen med deres tyende på et tidspunkt, hvor den traditionelle gravplads ved Himlingøje ikke længere var i brug. Og endelig Valløby, hvorfra der ganske vist kun kendes én grav, hvis indhold til gengæld knytter en række tråde ud over Danmarks grænser.
Først Himlingøje, som fra gammel tid har været kendt for sine store høje (deraf navnet). En række på fire, Baghøjene, er stadig bevaret, mens en femte, Baunehøj, blev gravet væk i begyndelsen af 1800-tallet. Ved den lejlighed fremkom der en overdådighed af romerske bronzespande, glasskåle, guldringe og sølvpokaler.
I de sidste 150 år er der jævnligt kommet nye fund fra Himlingøje, bl.a. fordi en jernbane er anlagt tværs igennem gravpladsen. Men nu er hele området undersøgt; de fire store høje er blevet gennemgravet, store arealer er blevet afsøgt for grave under flad mark, og en række overpløjede småhøje, der knap var synlige på overfladen, er blevet udgravet.
I alt er der fundet 16 grave, men der har givet været flere. Gennem årene er skeletter jævnligt kommet frem ved anlægsarbejder og grusgravning på stedet, og det er uklart, hvor mange begravelser der har været i den store, nu helt bortgravede Baunehøj.
Det mest iøjnefaldende ved pladsen er naturligvis de fire storhøje, Baghøjene, som endnu er tilbage af en gruppe på syv. Den ældste rummer en af gravpladsens få brandgrave. På bunden af den store høj, i en nedgravning med et trælåg over, stod en stor bronzekasserolle, dækket af et fintvævet stykke klæde og fyldt til randen med brændte ben og rester af brændte og smeltede gravgaver, heriblandt et stort bronzekar, to sæt med øse og si, et lysegrønt glasbæger og forskellige småting af guld og sølv samt tre bronzesporer, der viser, at den gravlagte er en mand.
Naturligt nok har man haft store forventninger til gravene i de tre andre Baghøje. De er dog ikke blevet indfriet. Midt i den største dannede otte meterstore sten et kisterum på to gange to meter – oprindelig dækket af et trælåg, og det var alt. Mon ikke højen er rejst for en person, hvis lig aldrig kom hjem til slægtens gravplads?
Man gjorde imidlertid meget for at bringe en afdød slægtning hjem fra det fremmede. Det viser en af de andre grave. I en af de nu overpløjede og næsten helt forsvundne høje lå to grave. Den største og den, hvorover højen var bygget, rummede en kiste på mere end fire meter, en udhulet egestamme, som var gravet ned under højbunden. I midten af kisten lå den døde – en mand, hvis skelet var velbevaret.
Men skelettet lå ikke anatomisk korrekt. Og kun ganske få af knoglerne har ved gravlæggelsen hængt sammen; bl.a. har højre hånd været hel, og på dens pegefinger sad stadig en stor guldring.
Selv om man omhyggeligt har søgt at lægge de enkelte dele af skelettet rigtigt, er resultatet alligevel ikke blevet helt tilfredsstillende – set ud fra en anatomisk synsvinkel. Således er kraniet kommet til at ligge på brystet, bækkenet over – og lårbenene sammen med armene ved siden af kraniet. Både lårben og skinneben var desuden lagt med ydersiden indad og forsiden nedad; skinnebenene endog vendt om, så den nederste ende vendte op mod lårbenene. Fødderne lå nogenlunde, hvor de skulle, men et hæleben var trods alt kommet op ved siden af knæleddet og et fodrodsben ved bækkenet. Ryghvirvlerne fandtes ganske vist på række, men i delvis forkert orden.
Efter alt at dømme har kun skelettet været tilbage ved grav-læggelsen – ellers ville man vel ikke forveksle lemmernes forside og bagside eller øvre og nedre ende. På knogleenderne omkring hofteregionen, knæleddene, på den nederste del af lægbenet og måske ved skulderbladet, er der hugspor. Meget taler for, at den døde er blevet parteret, og tankerne ledes uvilkårligt hen til middelalderens brug af „hjul og stejle”.
Både gravformen, egekiste under høj i det navnkundige Himlingøje, gravgaverne, som foruden den store guldfingerring bl.a. bestod af et lysegrønt glasbæger og en bronzebeslået træspand, samt det forhold, at den døde var gravlagt sammen med sin hund, tyder i hvert fald på, at han ikke er begravet som nogen nidding, men er blevet omfattet med respekt af de efterlevende.
Den døde var en mand på 20-35 år, og han var høj, næsten 180 cm – altså stor og stærk, en mand i sin bedste alder. Det er fristende at forestille sig, at han har mistet livet i det fremmede, måske i kamp, eller han er blevet taget til fange og siden henrettet. Først senere er den sønderbrudte krop blevet udleveret til hans stammefæller og bragt hjem til Stevns, hvor højen blev rejst over hans kiste. Det er også muligt, at han er død under en rejse, og at hans fæller har skåret liget i stykker og pakket det sammen til en håndterlig bylt for at kunne få det med hjem. I hvert fald kom hans jordiske rester tilbage til Himlingøje. Nogle år senere blev højen åbnet og endnu en kiste sat ned, parallelt med den første. Den rummede et ungt menneske på 16-20 år, måske hans søn.
Mænd og kvinder af fornem byrd er gennem generationer blevet gravlagt på pladsen ved Himlingøje, enten i de vældige høje, som var helt usædvanlige i Danmark på denne tid, eller i dybt nedgravede kister ved siden af højene. De ældste begravelser fandt sted i de store høje – monumentale symboler over dynastiets grundlæggere, hvis efterkommere blev stedt til hvile i deres umiddelbare nærhed.
På omtrent samme tid som Himlingøjegravpladsen ophører, blev en ny gravplads taget i anvendelse nogle få kilometer derfra, ved Varpelev. Den viser et ganske andet billede; det var ikke slægtens gravplads, men gravstedet for et høvdingepar og deres folk.
Den lille gravplads rummede 10-15 grave, heraf to meget veludstyrede og resten meget fattige. I den største af gravene lå bl.a. en halsring af guld (med en vægt på 180 gram), et sjældent fund i tidens grave. Desuden var der flere fingerringe, en mønt og en dragtnål af guld; et par skåle og en hævert af glas samt endnu en glasskål med sølvornamentik i gennembrudt arbejde. Der var sølvspænder med tilhørende rembeslag og desuden 42 spillebrikker. Den døde, en mand, var lagt til hvile i en trækiste, der var gravet næsten tre meter ned under jordens overflade og omkranset af store sten.
I den anden grav lå en kvinde. Her fandtes bl.a. en glasskål, et par fingerringe og en fornem hårnål af guld. De øvrige grave var næsten helt uden gravgaver; et lerkar, en bøjlenål, nogle få perler eller slet intet. De fattige grave er, i modsætning til de to rige, kun gravet ganske lidt ned under jordoverfladen; de har ingen stensætning, og skeletterne har kun i sjældne tilfælde modstået halvandet tusinde års ophold i jorden.
Gravene i Varpelev viser os en høvding eller „stammekon-ge”, omgivet af sine trælle eller medlemmer af husstanden. Den rige kvinde, der var gravlagt ved hans side, var vel ægtefællen. At dømme efter antallet af trælle må han have besiddet – eller tilegnet sig – omfattende magtbeføjelser.
På den tredje og nordligste af de tre omtalte pladser, nemlig i Valløby, der kun ligger nogle få kilometer fra Tryggevælde Å's udløb i Køge Bugt, er der endnu kun fundet én grav, men der er heller aldrig foretaget større undersøgelser på stedet. Blandt det righoldige gravgods var to identiske sølvpokaler med en forgyldt, udhamret billedfrise under randen.
Pokalerne er ikke romerske, men er snarest fremstillet af en lokal sølvsmed. Hvad der gør dem ekstra interessante er, at et tilsvarende par er fundet i den rige Baunehøj i Himlingøje, et enkelt eksemplar i en rig grav fra en lille gravplads en snes kilometer mod vest i Nordrup ved Ringsted, og endelig kendes der fragmenter af tilsvarende pokaler fra et par grave i Sverige – sveernes rige, hvorfra danerne skulle være kommet!
Sammen med de mange fornemme romerske produkter og smykkerne af sølv og guld var pokalerne symboler på en ny elites rigdom, fjerne forbindelser og vidtrækkende alliancer. Men hvem var disse mennesker, der nærede et så stort behov for at demonstrere deres overdådige rigdom? Var det de første danere, der fra Sverige havde etableret et brohoved mod vest her ved Tryggevælde på Stevns engang i slutningen af det andet århundrede?
Lægger vi alle de arkæologiske vidnesbyrd om kongegravene ved Tryggevælde sammen, peger de umiskendelig i den retning. Højættede begravelser uden sidestykke i Danmark, anlagt for sig selv på særlige gravpladser. Men også gravskikken var ny. Storhøje havde ikke været i brug siden bronzealderen. I Sverige, og senere i Norge, oplevede sådanne høje imidlertid en renæssance i midten af jernalderen, og de fungerede som kongelige symboler helt frem til vikingetiden. Også flere af de eksklusive gravgaver vidner om direkte kontakt med Mellemsverige, Øland og Gotland. Det nye dynasti beherskede, med sine svenske slægtsforbindelser i ryggen, tilsyneladende Østersøens handel med Romerriget.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.