Krig og kult

"Da fjenden havde bemægtiget sig to lejre og et umådeligt bytte, ødelagde de med nyt og ubrugt raseri alt, hvad der var faldet i deres magt. Klædninger flængedes, ringbrynjer søn-derhuggedes, hestetøj ødelagdes, guld og sølv kastedes i floden. Hestene nedstyrtedes i dybe gruber og mænd ophængtes med reb om halsen i træerne, således at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede."

Så malende er de begivenheder beskrevet, der fandt sted efter slaget ved Orange i Sydfrankrig (år 111 f.Kr.), hvor kimbrerne, teutonerne og andre germanske folk besejrede den romerske hær.

Beretningen er forfattet af den spanske kirkefader Orosius i det femte århundrede e.Kr. og er dermed ikke ligefrem nogen øjenvidneskildring – et halvt årtusinde senere, som det jo er. Men Orosius kunne bygge sin dramatiske fortælling på kendskabet til en række romerske forfattere, der havde beskrevet germanernes krigsførelse.

© Nationalmuseet

Conrad Engelhardt stod for udgravningen af de store sønderjyske mosefund fra Thorsbjerg og Nydam, siden også de fynske fra Kragehul og Viemose. Udgravningerne i Sønderjylland blev brat afsluttet ved krigsudbruddet i 1864. Fundene fra Thorsbjerg og Nydam blev i hast evakueret til et sikkert – og hemmeligt – opholdssted (i Kalundborg), mens kampen om grænselandet stod på. I fredstraktaten af 30. oktober 1865 blev der imidlertid indføjet en bestemmelse, hvorefter Danmark forpligtede sig til at udlevere hele samlingen til Tyskland. Hovedparten af fundene fra Nydam og Thorsbjerg kan i dag ses på Gottorpmuseet i Slesvig.

I Cæsars bog om Gallerkrigene (58-50 f.Kr.) beskrives således en lignende ofring til krigsguden Mars; Tacitus (ca. 50-118 e.Kr.) fortæller, at den germanske stamme hermundurerne (i det senere Thüringen) inden opgøret med en af de andre folkestammer, chattere, på forhånd havde lovet den fjendtlige hær til Mars og Merkur, og såvel Poseidonios (ca. 135-50 f.Kr.) som Strabon (ca. 65 f.Kr.-ca. 25 e.Kr.) beretter, at gallerne henlagde skatte i „aflukker og hellige søer”.

Orosius' overleverede beretning svarer så godt til det arkæologiske fundbillede, at den kommer til at tage sig ud som selvoplevet. Det har den dog næppe været, skønt de arkæologiske fund viser, at det beskrevne hændelsesforløb gentages mange gange i 400- og 500-tallet e.Kr. Blandt jernalderens moseofre er der en række store våbenfund, som er helt i overensstemmelse med Orosius' beretning: Våben og andet militært udstyr, ofte sønderhugget og mærket af ild, sænket eller kastet i søer og moser.

Det ældste fund fra Danmark, der svarer til denne beskrivelse, er det allerede omtalte fra Hjortspring Mose på Als, som på mange måder har stor lighed med de keltiske våbenofre, til hvis tid det da også hører. Men det, der var almen praksis i den keltiske (og galliske) verden i århundrederne før vor tidsregning, kommer først senere til fuld udfoldelse i Norden, især ved Jyllands østkyst og på det vestlige Fyn. Offerpladserne Nydam, Thorsbjerg, Viemose, Kragehul, Ejsbøl og lllerup har været i brug i tidsrummet fra det 1. til det 6.-7. århundrede e.Kr.

© Tom Therkildsen efter forlæg i Jørgen Ilkjær: Illerup Ådal, 2000

Udbredelsen af våbenofre fra tiden mellem vor tidsregnings begyndelse og frem til ca. 500-600 e.Kr. Foruden de seks store danske offerpladser, alle i Øst- og Sydøstjylland og på Vestfyn, findes et antal mindre offerpladser. Uden for Danmark kendes kun ét af samme slags som disse store, nemlig Skedemosse på Öland. I alt 50 forskellige krigsbytteofringer har fundet sted på disse ca. tyve lokaliteter.

Alle indeholder de i hundredvis – ja, tusindvis – af våben og anden udrustning, som tegner billedet af hele hære og alle deres fornødenheder, fra skibe, heste, husgeråd og redskaber til de enkelte soldaters personlige udstyr som bælter, punge, ildsten, kamme osv.

De fleste fund er gjort i forbindelse med tørvegravning i sidste halvdel af 1800-tallet. Den største af udgravningerne, og den første, hvor man rent teknisk var i stand til at klare de vanskelige udgravningsforhold i en mose, fandt sted i årene 1858-61 i Thorsbjerg ved Sønder Brarup, der ligger i Angel, ca. fem kilometer nord for Slien.

Det var gennem denne meget omhyggelige udgravning, at mosefundene for første gang kunne tolkes som de krigsbytteofre, der var beskrevet i klassiske kilder – det sønderhuggede bytte efter voldsomme kampe, overgivet til krigsguden som tak for sejren.