Germanerne i den romerske hær

Allerede fra den tidligste kejsertid havde det været skik og brug, at de germanske høvdinge – i hvert fald fra grænseegnene – sendte deres sønner i romersk krigstjeneste. Det kender vi f.eks. fra cheruskerhøvdingen Arminius og hans samtidige, marcomannerkongen Marbod; mere indirekte også høvdingen fra Hoby.

Det var en eksklusiv lille gruppe af særlig fremstående germanere, som i begyndelsen kom til at stifte bekendtskab med romersk livsstil, romersk kultur og ikke mindst romersk militærvæsen. De kunne som en særlig gunstbevisning i sjældne tilfælde opnå rang af officerer, en status, der ellers var forbeholdt personer med romersk statsborgerskab.

Men tiderne ændrede sig, og nogle hundrede år senere var germanske soldater de mest eftertragtede i den romerske hær. I slutningen af det tredje århundrede udgjorde de selvstændige delinger, slagkraftige ekspeditionsstyrker der når som helst var rede til at marchere til grænserne. I provinserne overskyggede de fuldstændigt den gamle hær, der med tiden blev omdannet til faste garnisoner, hvis opgave var afpatruljering af grænseegnene, men hvis betydning i aktiv krigsførelse var helt underordnet.

Forsvaret af rigets nordgrænse blev således i stadig højere grad overtaget af germanske stammer, „gentes foederatae”, der mod betaling hjalp romerne med at beskytte den grænse, de selv boede udenfor. Var det nødvendigt, stillede den romerske hær hele delinger af væbnede mænd under kommando af lokale fyrster. Det var fra de samme områder, at romerne ofte rekrutterede soldater til ekspeditionstropperne og til den kejserlige livgarde, prætorianergarden. Men hvorfor var det i særlig grad de germanske krigere, der havde romernes bevågenhed?

Germanerne havde fra gammel tid været en permanent trussel for romerne. I slutningen af det andet århundrede brugte Marcus Aurelius det meste af sin tid som kejser på at kæmpe ved Donaugrænsen, og hans søn Commodus opgav at føre kampene videre og sluttede fred med germanerne – en forsmædelig fred for verdens største hær. Mod vest, langs Rhingrænsen, fortsatte urolighederne og omkring 260 e.Kr. gav grænsen endeligt efter, og det mellem- og nederrhinske område gik for altid tabt. I de efterfølgende århundreder var det kun med allerstørste besvær, og kun takket være de omfattende germanske troppekontingenter der var blevet indrulleret i den romerske hær, at grænsen mod nord kunne holdes. Der var vidnesbyrd nok om de germanske krigeres tapperhed og skæbnesvangre farlighed, selv for en overmagt som den romerske.

Når det i sin tid overhovedet var lykkedes for den romerske hær at besejre kimbrerne og teutonerne i sidste øjeblik, var det resultatet af en omfattende militær reform, der havde effektiviseret den romerske armé ganske betydeligt. Fra at være en værnepligtig militshær blev den gradvis omdannet til en stående hær af professionelle soldater. Oprindelig havde soldatertjenesten været en bibeskæftigelse for de jordbesiddende borgere, der i fredstid vendte tilbage til deres gårde for at dyrke jorden.

Den permanente hær kunne derimod holdes i skrap kamptræning, også i fredstid, og den kunne med kort varsel indsættes overalt i riget, hvor der var behov for det.

Denne nye militære organisation havde under Marius stået sin prøve og vist sin styrke, og den forblev i hovedtrækkene uændret til ind i det tredje århundrede e.Kr.

Hæren var opbygget omkring det tunge infanteri (fodfolk), organiseret i legioner. Disse bestod i princippet af 6000 mand, men størrelsen varierede og kunne gå helt ned til halvdelen. Hver legion var igen opdelt i 10 kohorter, der udgjorde de taktiske grundenheder. For at sikre en optimal ensartethed blev alle de øvrige våbenarter, dvs. kavaleri, bueskytter, kasteskytter, elefanter, kameler osv. holdt uden for de egentlige legioner og betragtet som hjælpetropper. Den romerske hær bestod desuden af en række specialkorps og eliteenheder, bl.a. prætorianergarden, der senere i kraft af sin placering i byen Rom og sin funktion som kejserlig livvagt kom til at spille en vigtig magtpolitisk rolle i Romerrigets indre udvikling.

Den professionelle hær havde dog en indbygget svaghed, nemlig soldaternes og officerernes tilbøjelighed til at rette loyaliteten mod de militære ledere mere end mod den abstrakte stat og dens stadig skiftende konsuler. Efter borgerkrigen i 40rne og 30rne f.Kr., hvor denne svaghed var trådt tydeligt frem, søgte man bl.a. at løse hærens loyalitetskonflikt gennem indførelsen af principatet. Hermed blev den politiske og den militære ledelse samlet hos én person, kejseren (Augustus).

Allerede kort tid efter blev det almen praksis, at soldaterne aflagde faneed til kejseren personligt, ikke til staten. Ved en kejsers død aflagde tropperne en ny faneed, nu i den efterfølgende kejsers navn. Hermed fik hæren en betydelig indflydelse på valget af kejser – en udvikling, der senere førte til, at det i realiteten var den, der alene foretog valget, ofte ledt af løfter om højere sold og bedre vilkår. I løbet af 200-årene blev kejseren udskiftet næsten 20 gange.

Denne udvikling standsede først med kejser Diocletian (284-305 e.Kr.). Han gennemførte en række vidtgående reformer, som bl.a. indebar, at hovedparten af soldaterne nu blev rekrutteret fra de fjerneste og mindst romaniserede egne af imperiet, ja, endog fra egne uden for rigets grænser. Og de mest eftertragtede var germanere. Samtidig blev hæren udvidet, sandsynligvis fordoblet, og antallet af officerer steg selvsagt tilsvarende. I løbet af det tredje århundrede skiftede officers-standen fuldstændig karakter. Enhver soldat – også de germanske – havde nu mulighed for at gøre militær karriere og nå selv de højeste embeder. Denne nye overklasse kom – ironisk nok – for en stor del til at bestå af germanere.