Hær og hird

I de romerske hære lærte germanske høvdinge, hvordan en professionel hær er bygget op og fungerer, bl.a. ved hjælp af kommandohierarkier og pengelønninger. Selv om det i begyndelsen måtte stå de germanske krigere fjernt, var det elementer, som med modifikation lod sig overføre på de hjemlige forhold. Hvis vi tør fæste lid til Tacitus' beskrivelse, var denne nye udvikling allerede i fuld gang i slutningen af det første århundrede e.Kr.: „Når det kommer til kamp, er det forsmædeligt for høvdingen at blive overgået i tapperhed, forsmædeligt for følget ikke at være lige så tappert som høvdingen. Men livsvarig er vanæren og skændselen for den, som har overlevet sin høvding ved at trække sig ud af kampen. At forsvare og beskytte ham, ja endog give ham æren for deres egne bedrifter, dét er kernen i deres soldatered. Høvdingen kæmper for sejr, følget for høvdingen. Hvis den stamme, som de er født i, sløves af langvarig fred og ro, søger adskillige af de fornemme unge mænd af sig selv bort til de folkeslag, som netop da fører en eller anden krig. For dels bryder germanere sig ikke om fredelige forhold, dels vinder de lettere berømmelse under farefulde forhold, og endelig kan man kun ved krig og vold holde et stort følge. Af deres høvdings gavmildhed kræver de nemlig deres stridshest, og deres blodige, sejrrige framea [spyd]. For måltider og gilder- jævne, men dog rigelige – gælder for sold. Midlerne til denne gavmildhed erhverves ved krige og røvertogter. Det er vanskeligere at få dem overtalt til at pløje jorden og afvente årets afgrøder end til at udfordre fjenden og vinde sår. Ja, det tages endog som et udtryk for dovenskab og fejhed at ville erhverve sig det ved sved, som man kan forskaffe sig ved blod.”

Denne beskrivelse rummer elementer af både gammelt og nyt; på den ene side æresbegrebet, på den anden side soldet: „Høvdingen kæmper for sejr, følget for høvdingen”. Nu var det høvdingens ære, man kæmpede for, og det blev gjort mod betaling – sold – i form af naturalier (de daglige måltider) og gaver. Loyaliteten gjaldt ikke længere udelukkende éns egen slægt, men var først og fremmest rettet mod den høvding, hvis interesser man varetog.

Hirdens eller følgets medlemmer skilte sig ud fra alle andre i samfundet ved at have betalt arbejde – ikke så utvetydigt som de professionelle soldater i den romerske hær, der var egentlige lønarbejdere med en fast pensionsordning, men dog et skridt på vejen: „I selve følget er der endog rangklasser, som tildeles efter skøn af den høvding, de holder sig til. Blandt svendene er der stor kappestrid om, hvem der skal indtage førstepladsen hos deres høvding, og blandt høvdingene om, hvem der har de fleste og raskeste svende i sit følge. Deres anseelse, deres styrke ligger i, at de altid er omgivet af en stor skare udvalgte unge mænd. Det er i fredstid en pryd, i krigstid et værn.”

Selv om Tacitus' beskrivelse af høvdingen og hans hird ikke uden videre kan overføres til danske forhold, så viser gravfundene fra det første og andet århundrede dog nogle træk, som peger i samme retning: Et arveligt militært lederskab og en stor gruppe „almindelige” krigere, der blev tolket som „følget”. Fundene tyder også på en vis rangorden blandt krigerne, som stemmer ganske godt overens med beskrivelsen hos Tacitus.

Våbenfundene i tidens grave er dog få sammenlignet med mosefundenes rigdom. Måske var det kun dem, der faldt i kamp, der blev gravlagt som krigere – vi ved det ikke; men hvis vi tør tro Tacitus, fik den frie germaner som ganske ung spyd og skjold og blev dermed optaget i de voksne, våbenføre mænds rækker med pligt til at forsvare sit land. „De udfører imidlertid intet anliggende, offentligt som privat, uden at være bevæbnede. Det er dog ikke sædvane, at nogen anlægger våben, før samfundet har erklæret ham for våbenfør”, skriver Tacitus. Når alle frie mænd har ret til at bære våben – og åbenbart også gør det – så må det altså være ganske særlige omstændigheder, der fører til, at våben sjældent gives med i gravene.

Længere kan gravfundene ikke bringe os. Men her kommer de store mosefund til hjælp. Ganske vist er de lidt yngre, men de peger i samme retning som den gamle beretning om de germanske folk. Udrustningen til store hirde – ja, hele hære -ligger her i moserne, sønderhugget og ødelagt. Det var især den meget omhyggelige udgravning af offerfundene i Ejsbøl Mose, der bragte klarhed over en germansk hærs sammensætning.

200 mand var her bevæbnet med kastespyd, lanse og skjold og mindst 60 af dem tillige med sværd og kniv. Hertil kommer et ukendt antal bueskytter (der er 675 pilespidser), foruden 12-15 mand, hvis udstyr var mere eksklusivt end de øvriges og bestod af fint forarbejdede remspænder og -beslag, sværdfæster og lanser; herudover var ni af dem beredne. De bar sporer, og hestenes hovedtøj havde tøjlekæder af støbte og fint udformede bronzeled og til tider store, tunge bidsler. Sadlerne, der har været af træ eller meget svært læder, er ikke bevaret. Det er derimod nogle kraftige øskner og ringe, som har været fæstnet til sadlens fire hjørner. To af sadlerne har endvidere været prydet med smalle, forgyldte bronzebånd, der dækkede for- og bagkanten.

Våbensammensætningen i Ejsbøl såvel som i Illerup viser os en hær eller hird med rangfølge og kommandohierarki, med specialiseret våbenbrug og beredne ledere, der svarer til Tacitus' beskrivelse. Dens slagkraft afhang af taktik og strategi, af samspillet mellem de forskellige våbenarter: fodfolk og ryttere, nærvåben og fjernvåben med forskellig rækkevidde. Arkæologen Mogens Ørsnes, der har stået for udgravningen, forestiller sig forløbet af kampen ved Ejsbøl engang i 300-tallet således: „… to rækker af farvestrålende skjolde og to skove af spyd og lanser, der langsomt rykkede hinanden nærmere. Rytterne har nok endnu holdt sig samlet bag fodfolket, medens enkelte bueskytter måske sniger sig frem i terrænet for at finde stillinger, hvorfra de snart kan komme på skudhold af fjenden. Så begynder stormløbet. Angrebet dækkes af bueskytterne, der sender byger af pile ned over modstanderne, mens angriberne løber frem mod en tilsvarende pileregn. De lette skjolde er i stadig bevægelse for at afværge beskydningen. Ved stadig at ændre position søger bueskytterne at aflede fjendens opmærksomhed fra angrebet, og samtidig er rytterne gået i aktion. I omgående bevægelser eller ved at sprænge sig vej igennem fodfolkets linier engagerer de fjenden, der må forsvare sig i stadig nye retninger. Når afstanden mellem de kæmpende er et halvt hundrede meter kommer kastespyddene i brug. De bider sig fast i skjoldene, så krigerne må lade dem falde, eller de trænger sig dræbende ind mellem skjoldene. Endelig følger den massive nærkamp – mand mod mand – på lanse, sværd, kniv – hænder og fødder.”

Store specialiserede hærenheder, som i Illerup er beregnet til hen ved 1000 mand, forudsatte en særdeles effektiv ledelse og lige så veltrænede soldater. Og dem fandt man næppe i de små lokale bondesamfund. De store enheder, den romerske udrustning, den hurtige forandring af våbentyperne, sammenblandingen af germansk og romersk kalder alt sammen på en forklaring. Med de mange store undersøgelser og omfattende udgravninger, som har fundet sted i de senere år, burde forklaringen ligge nærmere end nogensinde, men som så ofte må man blot erkende, at ny indsigt også rejser en række nye spørgsmål.

Gennem minutiøse studier af genstandsformerne i våben-offerfundene og indholdet i gravfund fra store dele af Skandinavien, det baltiske område og Nordtyskland, er der fremsat den hypotese, at våbenofferfundene afspejler en række angrebsbølger rettet mod den jyske halvø: I de første århundreder kom de fra syd, altså fra Kontinentet. Mens de i 200-tallet bestod af krigere, som var rekrutteret fra store områder af det nordvestlige Skandinavien, fra Trondheim til Göteborg, kom de i 300-tallet primært fra øst, dvs. fra det østlige Sverige, Uppland og kystområderne i det sydlige Finland.

Denne fortolkning forudsætter en meget hurtig og særdeles omfattende spredning af genstande, våben og varer i Skandinavien, ikke mindst knyttet til soldaternes udrustning, som til enhver tid har været helt moderne og fuldt på højde med deres romerske forbilleder; sværdene, eller i det mindste sværdklingerne, var for manges vedkommende romerske, og i soldaterpungene lå de slidte og – nok så væsentligt – samtidige romerske sølvmønter, denarer; i et enkelt tilfælde flere end 70 stykker. Vi ser altså, at hære på hen ved 1000 mand, organiseret fra store dele af Skandinavien, allerede ved afrejsen fra de hjemlige bygder var forsynet med et omfattende romersk og romersk-influeret udstyr, som må forudsætte en bagvedliggende organisation af omfattende dimensioner.

En alternativ forklaring kunne naturligvis være, at disse hærenheder allerede havde kæmpet med eller mod de romerske legioner, idet netop tiden efter Marcomannerkrigene i slutningen af det 2. århundrede åbnede for et helt anderledes germansk engagement på begge sider af grænsen. Var disse enheder måske i stedet på vej hjemover mod Den Skandinaviske Halvø efter veloverstået krigstjeneste i den romerske hær eller involveret i kampe imod den? Eller var det måske ligefrem den lokale befolkning, som fra deres egne krigstogter havde hjembragt det krigsbytte, som de siden ofrede i stammeområdets helligmose?

Hvad de historiske kendsgerninger end måtte være, så afspejler krigsbytteofrene tydeligere end noget andet de kontakter til Det Romerske Imperium og ikke mindst til den romerske hær, som blev af afgørende betydning for udviklingen i Norden. Gennem århundreders kampe på begge sider af rigsgrænsen lærte germanerne sig nye militære strategier, herunder også kampen om kontrol med store landområder, som siden lod sig tilpasse lokale forhold.