Thorsbjergfundet

Omgivet til alle sider af højdedrag ligger den lille skovmose ved Thorsbjerg. De første våbenfund blev gjort ved tørvegravning i midten af 1800-tallet, og en større udgravning af mosen blev herefter indledt. Det var et overvældende rigt fund; oldsagerne i mosen lå i tykke lag, og Conrad Engelhardt, der forestod udgravningen, konstaterede, at „skjoldbrædder, lansestager og mangfoldige andre træsager fandtes i de forskellige stillinger mellem metalsager, sandaler og klædningsstykker.”

Alle disse genstande lå spredt over et område på 700-800 kvadratmeter af mosefladen, tilsyneladende helt tilfældigt. Alligevel kunne en vis orden spores: Træsagerne var f.eks. samlet i grupper eller dynger, således eksempelvis skjoldbrædderne, der var stablet oven i hinanden og gennemstukket af spyd, mens skjoldbulerne lå for sig ligesom ringbrynjer og rideudstyr.

Alt dette befandt sig nu omkring fire meter under mosens overflade, men nogle af de øverstliggende træsager havde været udsat for insektboringer og ormeangreb, som må stamme fra den tid, de har ligget i fri luft. Det er derfor uklart, om alle genstandene i sin tid er anbragt på mosefladen, eller om nogle måske er kastet eller sejlet ud i åbent vand, sådan som det med sikkerhed kan siges for andre af de store våbenoffer-fund.

I hvert fald lå fundene op til 100 meter fra land – altså længere end man kunne kaste. En række nedhamrede pæle, der har været forbundet med vandrette bjælker og et dække af ris, og som går ud i mosen, er måske en slags bro eller overgang, der har tilknytning til offerpladsen.

Fundene i Thorsbjerg består af våben, rideudstyr, dragttilbehør, smykker, mønter, betalingsguld, værktøj, vogndele, landbrugsredskaber, lerkar – og som noget mere usædvanligt – rester af soldaternes beklædning.

Mosens høje syreindhold havde været hård ved jerngenstandene; det betød eksempelvis, at sværdenes klinger og spyddenes og lansernes blade næsten var ætset væk. Alligevel havde både de og de øvrige genstande tydelige spor efter ødelæggelse – ikke blot, hvad der kunne tilføjes dem i kampens tummel, men langt voldsommere: Skjoldbukler og massive metalbøjler var sønderhuggede, spydstager og buer hugget over, ringbrynjer og klædningsstykker flænget og sønderrevet. Man kan med rette erindre sig Orosius' ord om, „at der ikke levnedes mere bytte for sejrherren end nåde for de besejrede.”

Spyd og lanse var de mest almindelige våben – hvilket er i fuld overensstemmelse med de øvrige mosefund. Den noget mindre gruppe af sværd bestod hovedsagelig af korte, tveæggede stiksværd, romernes gladius. Fra andre mosefund kendes desuden det lange, tveæggede sværd, som romerne kaldte spathaen. Ofte har sværdklingerne været „damascerede”, dvs. fremstillet efter en avanceret smedeteknik, hvor tråde af jern og stål blev snoet sammen. Det forøgede klingens elasticitet og gjorde sværdet mere effektivt og holdbart. Både på de korte og de lange sværd er der hyppigt fabrikationsstempler, som viser, at de er fremstillet i de romerske provinser.

Blandt angrebsvåbnene var, foruden sværd, spyd og lanse, også bue og pil. Buerne har været mandshøje, pilespidserne enten af ben eller jern. Til forsvar og beskyttelse var der skjold, ringbrynje og hjelm. I hvert fald hjelmene, men muligvis også ringbrynjerne, hører ellers ikke til de nordgermanske stammers almindelige kampudrustning.

I Thorsbjerg var ringbrynjerne splittet i smådele og lagt ned i lerkar, men fra Viemose på Fyn er der bevaret et fuldstændigt eksemplar. Her kan man rigtigt se, hvilket fornemt arbejde ringbrynjen er. Den består af tusindvis af små ringe, der hver især er stukket gennem fire andre og derefter nittet eller loddet sammen (se foto).

Til Thorsbjergfundets mere almindelige genstande hører en ret stor samling hesteudstyr, herunder et fuldstændig bevaret hovedtøj bestående af metalbeslåede læderremme forbundet gennem et par bronzeringe med tøjlen af støbte bronzeled og med et bidsel af bronze. I modsætning til nutidens hovedtøj er jernalderens konstrueret omkring en langsgående panderem, der ender over hestens mule. På remmen sidder en større, beskyttende pandeplade af metal.

Mest opsigtsvækkende er dog de bevarede dragter: to par bukser, en kjortel, flere kapper og sandaler. Bukserne har haft stramme ben, som nederst ved vristen var forsynet med gama-chelignende lapper, beregnet på at blive holdt på plads af sandalerne med smalle remme og knapper. Den bevarede kjortel, der er meget fint forarbejdet, må have været et fornemt klædningsstykke, ligesom kapperne med frynser og fine kantborter.

Remspænder og bøjlenåle til dragten fandtes i anselig mængde, og af andre småting kan nævnes 37 romerske sølvmønter, slået mellem 60 og 194 e.Kr., små guldvedhæng, perler, knapper og lidt betalingsguld. Desuden knive, syle, slibesten, køller, kar, spiseskeer og andet værktøj og bohave af træ og jern, foruden enkelte vogndele.

Udgravningen af Thorsbjerg blev få år efter fulgt af tilsvarende undersøgelser i Nydam på Sundeved, Kragehul og Viemose på Fyn. Hermed blev grundlaget for forståelsen af de store mosefund for alvor lagt – ikke mindst fordi gravningerne blev gennemført med den allerstørste omhu og akkuratesse -datidens standard taget i betragtning. Man forsøgte ikke blot at hjembringe så mange oldsager som muligt, men lagde lige så stor vægt på at beskrive de komplicerede fundforhold. Derfor stod de gamle fund fortsat helt centralt i diskussionen om tolkningen af de store mosefund til omkring 1950, da nye store fundpladser blev påvist og undersøgt.