Landsbysamfundet forandres

De forandringer, som jernalderens befolkning kom til at opleve i løbet af det tredje og fjerde århundrede, var efter al sandsynlighed nogle af de mest gennemgribende i Danmarks oldtid. De ses overalt- i landsbyerne, i gårdene, i landskabet, i driftsformen, i militærvæsenet, i håndværkene og i teknologien, og nøglebegreberne er centralisering og specialisering.

Forud var gået århundreder, hvor jagten på jordens ressourcer blev stadig stærkere. Landet var opdelt, ejerskabet lå fast og samfundet kunne ikke fortsat opsuge en voksende befolkning ved at grundlægge nye landsbyer.

I stedet bliver landsbyerne større, fælleshegnene opgives. Gårdene vokser og får særlige bygninger eller adskilte afdelinger til de forskellige funktioner, og flere mennesker end tidligere levede og arbejdede under samme tag. Hver enkelt gård bliver omgivet af et stort indhegnet areal, gårdtoften, der svarer til den gammelnordiske grundbetydning af ordet „gård”: gærde og indhegnet område. Fra da af og helt frem til vor tid har gården fremstået som en selvstændig økonomisk enhed.

© Lennart Larsen

Glasbæger med den græske indskrift: „Drik og du vil leve skønt”, fundet i en urnegrav ved Stilling nordøst for Skanderborg. Glasset er formentlig fremstillet ved Sortehavet i slutningen af 4. årh. e.Kr. I urnen lå foruden drikkeglasset også 36 spillebrikker! Den døde må inden brændingen være svøbt i et bjørneskind – kun bjørnens kløer er nu tilbage. Overalt i landet ser vi i 3.-4. årh., hvordan drikkekar og spillebrikker afløser våben som udstyr i de rigeste mandsgrave.

Denne omlægning hænger sikkert snævert sammen med de ændrede dyrkningsformer. Det ekstensive jordbrug, baseret på den ældre jernalders småmarker omgivet af lave jordvolde, hører overalt op i løbet af disse århundreder. Landskabet skifter karakter; i nogle egne breder skoven sig, i andre derimod det åbne land og heden.

I arbejdet på de enkelte gårde har den nye tid også medført forandringer. Redskaberne bliver mere effektive, jernteknologien forbedres og smedning og andet håndværk er i højere grad blevet for specialister.

Men også det traditionelle kvindearbejde berøres. Den gammeldags skubbekværn afløses således af den langt mere effektive drejekværn. Skønt den allerede havde været i brug hos kelterne i århundrederne f.Kr., bliver den først optaget i Norden i løbet af 300-årene. Nu er der for alvor brug for at kværne korn, velsagtens fordi der hver dag er flere munde at mætte på de enkelte gårde.

Væveteknikken forbedres; klædet bliver finere, ulden bedre og hørlærred kommer til. Vævningen får i højere grad præg af at være et håndværk. Væven rykkes ud fra gårdens opholdsrum til en lille selvstændig hytte på kun nogle få kvadratmeter med forsænket gulv og et tag, der er båret af to fritstående stolper. Her var lyset meget bedre end inde i det store beboelseshus, og netop dagslyset har været en af de praktiske forudsætninger for, at væversken kunne fremstille de fine stoffers kunstfærdige mønstre.

Den omfattende specialisering har sikkert medført, at håndværkere og handlende jævnligt rejste fra landsby til landsby for at afsætte deres varer eller udbyde deres færdigheder. På årlige eller halvårlige markeder mødtes mennesker fra mange bygder, handlede og hørte nyt. Verden var ved at blive større; rejser og varetransporter over større afstande var ikke længere noget særsyn. Også det fælles forsvar mod fremmede hære krævede hurtig forbindelse fra egn til egn.

Vejene udbygges, skibe og vogne forbedres. Til lands og til vands indretter man sig på en ny tids behov.