Det befærdede land

"Den første del af Danmark, som hedder Jylland, strækker sig fra Ejderen i længderetning mod nord og måler tre dagsrejser, hvis man drejer af til Fyn; men hvis man tilbagelægger vejen fra Slesvig til Ålborg i lige linie, så har man fem eller syv dagsrejser."

Således beskrev den tyske kannik Adam af Bremen Danmark for små tusinde år siden, og rejsen gik ad Hærvejen til Vendsyssel og det yderste hav.

Men allerede dengang var Hærvejen gammel – måske mange tusinde år. Kimbrerne, teutonerne og jyderne har fulgt dette strøg på vej mod fremmede lande, og Gundestrupkedlen er kommet tilbage ad en af forgængerne for Hovedvej A13.

Mennesker, der skulle rejse; varer, der skulle transporteres; veje, der skulle huskes – sådan havde vilkårene altid været. Men ikke behovet. Det ændrede sig med tiden.

De gamle hovedfærdselsårer fulgte de samme strøg langs vandskellene, hvor de altid havde gået. Hjulspor på bakkeskråninger blev i tidens løb til hulveje, når færdsel med tunge vogne gennem længere tid fulgte de samme forløb.

Det var kun, hvor man skulle krydse fugtige områder, at der blev bygget veje. De ældste vejanlæg – kendt siden stenalderen – bestod blot af grene og ris, som blev anbragt på jordoverfladen hen over sumpede lavninger eller tværs over åløb som en slags vad. Nedhamrede pæle holdt grenene på plads og afmærkede forløbet, og påfyldt sand gav vejbanen større stabilitet.

Gren- og risveje har uden tvivl været almindelige overalt, hvor oldtidens vejnet skulle sikres, og det var ligeledes dem, der blev anlagt over mosernes sumpede overflade, når der var behov for transport af tørv eller myremalm. Men de er vanskelige at finde og kun sjældent bevarede.

På Stevns er det alligevel lykkedes at få et billede af vejenes konstruktion og placering på en ti kilometer lang strækning fra Spjellerup i syd til Varpelev i nord. Langs Stevns Å og Tryggevælde Å er der i alt undersøgt 11 vejovergange. To af dem, nemlig ved Spjellerup og Elverhøj, har eksisteret fra yngre stenalder til middelalderen, endnu én kom til i bronzealderen, mens hovedparten er fra jernalderen. Først da har man haft brug for at kunne passere åerne seks-syv forskellige steder.

Men ikke nok med det. Man har også styrket og forbedret vejene, bl.a. med stenlægninger og mere solide konstruktioner. Det sker overalt i løbet af det andet og tredje århundrede. Senest i begyndelsen af yngre romertid var der altså etableret solide vejovergange med få kilometers mellemrum. Og det er, som vi siden skal se, næppe tilfældigt.

De stenlagte veje fra jernalderen er enten anlagt oven på ældre risveje eller bygget med ris og grene som fundament for stenlægningen. Kørebanen, der bestod af et lag ensartede mindre sten, blev indrammet af to rækker randsten. Disse var mindst en halv meter høje og har fungeret som gangsten, så det ved højvande var muligt at slippe nogenlunde tørskoet i land, mens studene og de tunge vogne måtte den tunge vej gennem sølet.

De ældste stenlagte veje eller vadesteder, der kendes fra Tibirke i Nordsjælland og Krogsbølle på Nordfyn, er fra andet-tredje århundrede f.Kr.; Borremose i Himmerland fra det første århundrede f.Kr. Alle tre er anlagt over fugtige moseområder. I Borremose strækker den tre meter brede vej sig hen over den delvis tilgroede voldgrav og forbinder landsbyen med det faste land. På selve holmen fortsætter vejen i et langt, snoet forløb mellem husene og ned til gadekæret. På det sidste stykke ophører stenbrolægningen mellem kantstenene. Vejbanen, der nu ikke er mere end en meter bred, har sikkert været af træ og velsagtens kun beregnet for gående færdsel.

Arbejdsindsatsen ved disse anlæg har været meget stor. Hver af de stenlagte vejovergange på Stevns bestod således af henved 500 randsten foruden vejbanens mindre sten og vejbundens fundament af sand. Både sten og sand er hentet ved stranden adskillige kilometer borte. Her kunne man også skaffe de strandrullede sten, der var en fordel at anvende på kørebanen, fordi deres glatte overflade skånede både trækdyr og vognhjul.

Den smukkeste og mest imponerende af jernalderens veje findes ved Broskov på Sydsjælland. Her, hvor flere hulvejssy-stemer løber sammen, blev der engang i yngre romertid bygget en vej efter romersk forbillede. Kørebanen var af store, flade og utilhuggede sten – ikke tilfældigt lagt, men uendelig omhyggeligt tilpasset hinandens form, så mellemrummene blev minimale. Randstenene, der var på størrelse med stenene i brolægningen, stod ganske tæt som indramning af vejbanen.

Broskovvejens form og konstruktion kan ikke forklares under henvisning til det rationelle, for de simple stenveje var langt mere hensigtsmæssige og holdbare. Når vandet i åen steg op over brolægningen, blev sandet skyllet væk, stenene undermineret og den plane vejbane efterhånden ujævn og vanskelig at køre på. Hyppige reparationer og udbedringer har været nødvendige for at holde den ved lige.

Det var åbenlyst for enhver, at vejen repræsenterede en kæmpemæssig arbejdsindsats og stor teknisk dygtighed. Hvad de færreste vidste ved selvsyn, var vejens slående lighed med romerske vejanlæg. Men nogle kunne se det – og det var sikkert også formålet, for Broskovvejen ligner mest af alt et prestigebyggeri. Den er anlagt i en tid, hvor Sydøstsjælland var et politisk og økonomisk kraftcenter, sæde for de første daneres magtfulde stormandsslægter.

For almindelige rejsende, for handlende og håndværkere, havde vejene en anden og langt mere rationel betydning. I et landskab som det danske, hvor man ofte måtte passere gennem sumpede strækninger, fugtige enge og strømmende åløb, var det vigtigt at kende de sikre veje og de pålidelige overgangssteder. Det er ikke så underligt, at de i store træk forblev uændret gennem tiden, som f.eks. på Djursland, hvor landevejen ved Sjellebro passerer Alling Å.

I dag er vejbanen ved Sjellebro asfalteret, broen er af granit og beton; men den gamle landevej og broen af egetømmer, der var i brug til 1928, kan i hvert fald føres tilbage til Christian 4.s tid. Ved udgravninger har man fundet et mylder af vejovergange, mindst ni, der ligger side om side eller ind over hinanden. Den yngste er en plankevej eller måske en plankebro fra vikingetiden. Umiddelbart under den fandtes en ældre vej, hvis planker var fjernet – sandsynligvis for at blive brugt til den yngre bro eller vej. Allernederst lå endnu to veje, begge stenlagte, og hermed er vi langt tilbage i jernalderen.

Andre sten- og plankeveje har krydset åen på samme sted. Når én vej forfaldt, gik i forrådnelse eller blev skyllet væk, anlagde man en ny. Vej afløste vej igennem hele jernalderen, men formodentlig også endnu længere tilbage i tiden, og i vikingetiden blev den for første gang erstattet med en bro, som nu gjorde det muligt at passere åløbet uden at få våde fødder. Det var dog ikke altid så ligetil at krydse overgangsstedet. Sagnet vil vide, at mindst ét menneske hvert år mistede livet ved at blive taget af åmanden ved Sjellebro.

Passagen var farefuld, folk gjorde holdt og mødtes, og indtil for få år siden lå kroen som et sidste minde om stedets betydning. Engang bestod den også af en stor købmandshandel, rejsestald, pigekamre osv. Fire gange årligt, i februar, april, maj og oktober, blev der holdt markeder, hvor man især handlede med kreaturer. Så sent som i 1920'rne var der stadig marked ved Sjellebro, med gøgl og anden optræden, og der kom mange mennesker. Men herefter ophørte det hele lidt efter lidt.

Vejen og overgangsstedet eksisterede allerede i jernalderen – kroen og markedet måske også. Vi ved det naturligvis ikke, for en markedsplads under åben himmel, nogle telte og et par skure vil ikke efterlade mange spor et årtusinde senere. Men én ting er i hvert fald sikker – mennesker havde allerede dengang brug for at kunne rejse og behov for at mødes bestemte steder for at høre nyt og omsætte varer, dyr og vel også trælle.