Til lands -

Det stigende befolkningstal, de større landsbyer og den stærke udnyttelse af landet gjorde det nødvendigt at transportere almindelige fornødenheder som brændsel, staldfoder, jernmalm, tørv, sten, ler til pottemagerovnene, tømmer osv. viden omkring. Det var tunge ting, der kun kunne fragtes med vogn.

Vi skal ikke forestille os, at varer er blevet transporteret over større afstande end højst nødvendigt. Det har været både besværligt og langsommeligt med de tunge, okseforspændte vogne, opkørte jordveje – mudrede eller knoldede, alt efter årstiden, de sumpede og til tider oversvømmede ådale, vadene og de ofte stejle skråninger med de nedslidte hulveje.

Det var ikke elegante Dejbjergvogne, der trak de tunge læs for jernalderens bønder, men store kraftige arbejdsvogne med fire stærke hjul. I yngre romertid kom en lettere og mere terrængående vogntype med højere hjul til. Den har, i modsætning til de andre, sikkert været hestetrukken.

© Flemming Kaul, Nationalmuseet

Brolagt gade fra Trajans Forum i Rom, bygget omkring 150 e.Kr., hvor husene endnu er bevaret til anden sals højde. Stenene er her omhyggeligt passet sammen, som det også er tilfældet ved konstruktionen af de danske veje.

I princippet var det let nok at konstruere en stor, kraftig vogn, som kunne holde til en tung last; problemet var blot, at den blev for tung for trækdyrene. Derfor drejede det sig om at fremstille en vogn, hvis egenvægt var begrænset til et minimum uden at lastekapaciteten blev væsentligt formindsket. Det opnåede man bl.a. ved at anvende og kombinere forskellige træsorter og eksperimentere med konstruktionen.

Der var således en naturlig grænse for, hvor meget gods man kunne transportere pr. vognlæs. En romersk vogn forspændt fire okser måtte lastes med op til 490 kg; en normal vogn med to okser 260 kg. Sådan hedder det i en romersk forskrift fra begyndelsen af 300-tallet, og kapaciteten svarer sikkert meget godt til de germanske vognes.

Hvis varerne skulle transporteres over større afstande, var en normal dagsmarch på 15-25 romerske mil, dvs. 22-35 km, men kun når trækdyrene blev udskiftet to eller tre gange daglig. I det germanske område kan vi næppe gå ud fra, at transporthastigheden kunne blive meget mere end 18-20 km om dagen, veje og vogne taget i betragtning.

© Magnus Petersen

Vogndele fra Tranebær Mose ved Vejle. Dele af vogne er bevaret til vore dage, fordi de har ligget i moser, søer eller åer. I nogle tilfælde har vognene været nedlagt som offergaver, i andre har det været praktiske hensyn, der lå til grund for deres ophold i vandet. Træet skulle holdes vådt i løbet af forarbejdningens forskellige faser, og siden har vogndelene skullet holdes fugtige for at bevare træets styrke. Ved flere vejovergange er der fundet rester af vogne, som må være ødelagt ved passagen og derfor fik lov til at ligge. P.O. Schovsbo, Bangsbomuseet.

Hestevognen var derimod hurtigere; til gengæld var den spinklere og kunne ikke bruges til de samme tunge transporter som oksekærren. Da hestens ryg ikke giver støtte for åget på samme måde som oksens, er det nødvendigt at supplere med en bringesele. Men den gjorde det samtidig umuligt for hesten at trække tunge læs uden at blive kvalt, fordi trækgjorden lå hen over luftrøret.

Den ældste – og mest kendte – hestevogn fra Danmark er Solvognen fra den ældre bronzealder (1500-1200 f.Kr.), men de første rigtige vogne er fra århundrederne før vor tidsregnings begyndelse. Takket være Dejbjergvognene har vi et godt kendskab til den lette, hestetrukne kørevogn. Den fornemme kvalitet og det udsøgte keltiske kunsthåndværk viser, at det var en usædvanlig pragtvogn – et indtryk, der bekræftes af vogngravene fra Langå og Kraghede.

Derfor er det forbløffende, at lignende vogne nogle få hundrede år senere fik lov at forfalde. Ganske vist har de været gamle og sikkert udtjente, men man kunne i det mindste forvente, at bronzen repræsenterede en vis genbrugsværdi. Men nej, bronzenav, beslag og små pyntefigurer er fundet der, hvor vognen faldt sammen: i stalden til en gård ved Fredbjerg i Vesthimmerland og på en gård i Dankirke ved Ribe. Havde man fået en ny vogntype, som gjorde den gamle overflødig? Eller var de gamle vogne rariteter, som man ikke har nænnet at skille sig af med?

© Jørgen Kraglund, Skalk

Rekonstrueret vogn fra 3. årh. e.Kr. På dette tidspunkt skifter vogntypen i Danmark. De gamle skivehjulede typer forsvinder og erstattes af lettere vogne med egerhjul. Lasteevnen var den samme, egerhjul er ikke svagere end skivehjul, men hjulene kunne fremstilles af mindre stykker træ og gives større diameter, således at vognene blev både hurtigere, lettere og mere terrængående. Introduktionen af egerhjulet i Danmark falder formentlig sammen med anvendelsen af heste som trækdyr, mens de skivehjulede kærrer blev trukket af okser. Jernalderens arbejdsvogne er fremstillet uden metalbeslag. Den rekonstruerede vogn har en bredde på 175 cm og en sporvidde på 120 cm, dens vendediameter omkring 10 m. Lasteevnen har været 300-400 kg; den samlede lastede vægt 500 kg.

Set ud fra en praktisk synsvinkel har den hurtigste og mest hensigtsmæssige måde at komme rundt på været til hest – og sikkert også den mest behagelige i betragtning af vejenes beskaffenhed. Sporer kommer i brug omkring Kr.f. og vidner om, at man nu udnyttede hesten bedre som ridedyr end tidligere. Sadler og specialiserede bidseltyper kendes fra det tredje og fjerde århundrede. Hesten havde fået afgørende betydning i kamp, men uden tvivl også i det daglige, og det kan heller ikke undre.

På hvilken anden måde kunne man tilbagelægge et halvt hundrede kilometer – eller mere – om dagen, tværs over land, gennem skov og krat, i sne og på is, over åer og bække og nå frem til den person eller det sted, der var rejsens mål – end netop til hest? Den var uovertruffen – og man vidste at værdsætte den. De „hverken særligt smukke eller særligt hurtige heste” som Tacitus omtaler hos germanerne, blev passet så godt, at nogle blev 20 år. Så gamle heste har man kun beholdt af én eneste grund – fordi man holdt af dem!