Vorbasse (ca. 200 f.Kr.-700 e. Kr.)

På markerne nord for den navnkundige midtjyske landsby Vorbasse, 30 kilometer vest for Vejle, blev der fra midten af 1970'erne til ind i 80'erne udgravet otte jernalderlandsbyer, som tilsammen dækkede et område på 200.000 kvadratmeter. En efter en har disse landsbyer afløst hinanden fra det sidste århundrede f.Kr. og frem til 1100-tallet, hvor den nuværende Vorbasselandsby blev anlagt nogle hundrede meter mod syd.

Før disse store udgravninger fandt sted, var kendskabet til bebyggelsen fra den yngre del af jernalderen meget summarisk. Og det var så meget mere mærkeligt, som landsbyerne fra såvel den ældre jernalder som fra vikingetiden var velkendte. Men denne mangel på fund søgte man at forklare som resultat af en voldsom og pludselig befolkningstilbagegang, der skulle have lagt store dele af landet øde i jernalderens midte. Det kunne f.eks. være den frygtelige pestepidemi, som hærgede store dele af Europa i begyndelsen af 500-tallet, eller det kunne være en masseudvandring af jyder til England.

Med udgravningerne i Vorbasse fik man endelig syn for sagn: Store gårde, regulære landsbyer, en stabil bebyggelse igennem 2000 år og ingen tegn på affolkning.

Det mest iøjnefaldende ved bebyggelsen fra den yngre del af jernalderen er landsbyernes størrelse. Således dækkede 300-400-tallets landsby ved Vorbasse henved 135.000 kvadratmeter (24 tdl.), dvs. ti gange så meget som landsbyen ved Hodde. Antallet af gårde var nogenlunde det samme – omkring en snes. De lå ikke længere samlet om en åben midterplads, men derimod i lange nord-sydgående rækker, og det tidligere så karakteristiske fælleshegn var forsvundet. Hver enkelt gård havde kun sin egen indhegning, men den var til gengæld både større og mere solid end tidligere. Selve hegnet var kraftigt, bygget af tætstillede planker og store stolper, og langs indersiden visse steder forsynet med et halvtag.

Midt i den store kvadratiske indhegning lå gårdens hovedbygning, langhuset, som nu var blevet 30-40 meter langt. Bredden var dog stadig på godt fem meter som tidligere, og dette mål, der holdt sig til ind i vikingetiden, må tilskrives hensynet til tagkonstruktionen.

Set udefra havde huset fået mere afrundede hjørner end tidligere; de gamle gårdes vægge af tætstillede planker var nu afløst af fritstående stolper med så stor indbyrdes afstand, at mellemrummene imellem dem blev udfyldt af bræddevægge eller risflet med lerklining.

Kom man ind i huset, var forandringerne iøjnefaldende. En dør midt for hver langside førte ganske vist stadig ind til en lille mellemgang, akkurat som tidligere. Men herfra kom man ikke længere direkte ind i opholdsrummet med ildstedet og bænkene langs siderne; et mindre alrum eller forrum havde nu skudt sig ind imellem. Kom man først igennem det, var alt næsten ved det gamle – bortset fra størrelsen. Opholdsrummet her var omkring dobbelt så stort som hos høvdingen i Hodde.

I østenden lå stalden, som var adskilt fra indgangsrummet med en bræddevæg. Her var plads til 20-30 større dyr, der ligesom tidligere stod i båse langs væggene. I de længste huse var der endnu et rum mod øst, og gavlen var i flere tilfælde åben. Dette forholdsvis store rum har vel været tærskelo eller lade.

Til gården hørte også andre bygninger. Et eller to mindre huse lå på gårdtoften; her kunne redskaber, foder og fødevarer opbevares, eller de kunne fungere som værksteder. Ganske som i Hodde har et af de mindre huse været indrettet som smedje; glødeskaller og slagger fra essen lå endnu tilbage. Uden for gårdens hegn lå jernudvindingsovnene, og udgravningen har vist sporene efter smedens færdsel mellem ovn og værksted. Enkelte steder ses de første små nedgravede værkstedshuse og vævehytter, grubehusene, der bliver så almindelige på mange gårde i den sene jernalder og den efterfølgende vikingetid.

Også landsbyen ved Vorbasse havde sin storgård. Den indhegnede gårdtoft var på 72 x 53 meter, dvs. næsten 4000 kvadratmeter. Her lå et langhus på 45 meter og tre mindre huse. Endnu et lille hus hørte til gården, men det lå af en eller anden grund uden for hegnet, ved den østlige udgang, hvor der var passage til markerne.

På disse marker, 100 meter øst for storgården, blev der fundet en lille gravplads med i alt 16 grave, både mænd, kvinder og børn. I midten lå to krigergrave, den ene særlig fornemt udstyret med bl.a. et romersk sværd og en bronzespand. Omkring disse to grave lå fire rige kvindegrave. Deres indhold var næsten ens og bestod bl.a. af store fibler med guldbelægning, lange kæder med op til 250 perler af glas og rav. En havde desuden et glasbæger, en anden en bron-zebeslået træspand.

Såvel placering som gravgaver gør det rimeligt at opfatte pladsen som familiegravsted for landsbyens overhoved. Andre steder i nærheden af Vorbasse er der fundet tilsvarende små gravpladser, men ikke så rige, og de har velsagtens tilhørt andre af landsbyens gårde.

Den tid var åbenbart forbi, hvor alle blev gravlagt på én og samme gravplads – landsbyens. Hver enkelt gård havde øjensynligt sit eget gravsted på den jord, som hørte slægten til. Følte disse mennesker mon ikke længere fællesskab med andre end deres nærmeste, hverken i livet eller i døden?