I efteråret 1985 blev der ved en jernalderboplads i Gudme, ikke langt fra Stenhøjgård, fundet en skat på 288 romerske sølvmønter, siliquae, præget i tiden 355-370 e.Kr., hvoraf et lille udsnit ses på billedet. Selv om mønterne næsten ikke er slidte, viser tre germanske efterligninger, at de ikke kan være kommet direkte fra Romerriget, men har været i brug så længe blandt germanerne, at de er blevet eftergjort. Siliquae er meget sjældne ikke blot i Danmark, men også i resten af Skandinavien og Nordtyskland, og Gudmeskatten er det eneste større samlede fund af disse mønter. Med en enkelt undtagelse er alle mønterne præget i den østlige del af Romerriget. De må være kommet hertil via Donauegnene og derfra videre langs de østlige floder Oder eller Weichsel. Mønternes lange rejse endte i Gudme, og fundet er med til at understrege stedets centrale placering i et vidtrækkende handelsnet. Størrelsesforhold ca. 1:2 ½.

.

Skattefund med brudsølv fra Stenhøjgård ved Gudme på Fyn, fundet i 1984. Der kendes tre andre store sølvfund fra ældre germanertid – fra Hostentorp på Midtsjælland, Hardenberg på Lolland og Simmersted i Sønderjylland. Tilsammen rummer de mere end syv kilo sølv som stænger og barrer, ødelagte fibler, remspænder, hængesmykker, sølvmønter og afklippede småstumper af senromerske og byzantinske sølvfade og skåle. Måske kom sølvet ligefrem til Danmark i denne form, bestemt for videreforarbejdning til sølvsmykker og til brug i guldlegeringerne.

.

Det kan i hvert fald se ud, som om guldhornene opfyldte deres bestemmelse. Og det var måske – om end indirekte – de gamle nordiske guder, der var den væsentligste årsag til, at landet ikke blev løbet over ende af hunnerne. For plyndrings-lystne og guldhungrende krigere var der nemlig ikke meget at hente blandt disse simple bønder, og slet ikke når man sammenlignede med, hvad den kristne verden havde at byde på; i dette gudsforladte land var der hverken klostre eller kirker, statslige skatkamre eller residensbyer for konger, kejsere og paver.

Ganske vist holdt krigerne herfra også af guld, men de har formentlig ofte omsmeltet mønterne fra lødige, gangbare og håndterlige romerske solidi til grove og underlødige spiralringe, som de satte inden i hinanden til små kæder, der kunne hænge ved bæltet.

Hvor primitiv og uciviliseret den nordiske befolkning end har forekommet, så indvarsler brugen af de simple guldringe alligevel en ny tids komme. Uanvendelige som smykker har de udelukkende tjent som betalingsmidler, der hele eller ophuggede blev omsat efter vægt. Størrelse og lødighed varierer, og de har ingen forankring i faste vægtenheder, hvad enten den er romersk eller germansk. Overlevede de i den oprindelige møntform, var det tit som smykker med ophæng-ningshul eller øsken; dette gælder dog ikke for fundmaterialet fra Bornholm, som til dato er det mest omfattende.

Andre solidi blev omsmeltet til smukke, helstøbte hals-, arm- og fingerringe, kunstfærdigt udformede hængesmykker, fibler, mundblik til sværdskeder og andet, som, når de findes i skattefund ved husene eller som offergaver i moserne, aldrig er hugget i stykker. Den behandling var forbeholdt de grove betalingsringe.

Det var dog ikke alle romerske solidi, som blev smeltet om; især på Bornholm forblev guldet oftere i møntform, akkurat som på de to andre store Østersø-øer Øland og Gotland. Vi kan se, at møntstrømmen hertil satte ind omkring 454 e.Kr., altså netop på det tidspunkt, hvor østgoterne havde afløst hunnerne i Pannonien (Ungarn) og som allierede af den østromerske kejser modtog store udbetalinger. Efter et oprør i 461 måtte kejseren hæve vederlaget betragteligt, og netop på dette tidspunkt kulminerer strømmen af solidi til Skandinavien.

I slutningen af 480'erne brød østgoterne op og drog til Italien. Samtidig ændrer også de nordiske møntfund karakter til overvejende at bestå af vestromerske mønter. Da østgoterne siden hen, i årene 555-560, blev fordrevet fra Italien, standsede møntstrømmen til Skandinavien.

Store dele af Nordens guld er derfor snarest kommet hertil som resultat af en nær og direkte forbindelse til østgoterne. 400-tallets europæiske solidifund ligger tæt langs floderne Oder og Wisla (Weichsel) og ved det mellemste Donau. Fra østgoterne i Ungarn har forbindelsen til Norden fulgt de store flodveje gennem Central- og Østeuropa, og fra knudepunkter ved den sydlige Østersøkyst fortsat over Bornholm til Øland, Gotland og Målarområdet.

Mange af mønterne er præget med de samme stempler og må derfor være kommet til Norden ganske kort tid efter udmøntningen. Hvad der lå af personlige relationer bag disse nære forbindelser er umuligt at sige, men det kan være handel eller ydelser i tilknytning til alliancer og krigstjeneste.

Bevarelsen af de fremmede penge er måske udtryk for, at befolkningen på Østersø-øerne drev handel med fjerne egne.

Måske var guldmønterne en slags mellemhandleravance, opnået f.eks. ved videresalg af Nordskandinaviens eftertragtede skind og pelsværk og rav fra den baltiske Østersøkyst til sydligere himmelstrøg, mens det simple ringguld snarere blev brugt ved interne handelstransaktioner og sociale betalinger som bøde, tribut eller brudepris.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Mønter og ringe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig