Sejrens pris

Inden for krigeraristokratiets egne rækker var der også forskel på de liv, der blev sat til i kamp – nogle var indiskutabelt mere værd end andre. Og de mest værdifulde var hærførerne, jarlerne eller kongerne – hvad vi nu vælger at kalde dem. Sejrens størrelse blev ikke målt alene i antallet af overvundne krigere og bytte. Hvis den tabende hærfører havde stort navn og ry, var det den største sejrspris, fordi det øgede sejrherrens egen berømmelse. Og de største slag blev navnkundige og genfortalt af skjaldene generation efter generation, indtil nogle få af dem på et langt senere tidspunkt blev skrevet ned. Hærførerne var de centrale personer; det var dem, der sloges, og hærene var deres.

De gamle helligmoser fra romertid modtog næsten alle sammen nye krigsbytteofre én eller flere gange i løbet af ældre germanertid. Kendskabet til de skatte, der generationer tidligere var sænket i det sorte mosevand, var stadig levende, og her modtog guderne fortsat de sejrendes takofre.

Alligevel var der forskel på dengang og nu. Tydeligst ses det i Ejsbøl Mose ved Haderslev, hvor der i den nye ofring blandt en halv snes førsteklasses sæt af sværd med skede, beslag og remspænder er tre, der hæver sig milevidt over de øvrige. De prydes af det fornemste kunsthåndværk og ædle metaller. Hverken ven eller fjende har været i tvivl om, hvem der var hærfører.

Hærføreren blev ved ofringen symbolet på sejren. Resten af hæren – de menige krigeres jævne udrustning og ejendele, hesteudstyret, husgerådet og redskaberne, blev derimod anset for at være uden interesse – for guderne, men næppe for den sejrende hærfører! Når hæren var hans, så var krigsbyttet det også.

Det var en bekvem ordning, som nu var kommet i stand mellem guder og mennesker – ikke blot efter kampene ved Ejsbøl, men overalt. Tidens krigsbytteofre omfattede kun en lille del af det oprindelige udstyr. Sædvanligvis består de af det fornemme og udsøgte som i Ejsbøl, men der er også eksempler på, at man i stedet har tiltænkt guderne et lille udpluk af den almindelige krigerudrustning.

Det største af de yngre moseofre stammer fra Illerup. Forud var – som noget nyt på dette sted – gået en offerbrænding, ligesom det er tydeligt, at selve offerhandlingen alene er foretaget fra søbredden og ikke som tidligere også fra båd. Selv om der er fundet mere end 60 sværd, et tilsvarende antal spydspidser, 90 lanser, omkring 50 skjoldbuler og 25 bælte spænder foruden et mindre antal ildsten, bøjlenåle og diverse beslag, udgør oldsagernes antal kun en brokdel af den ældste ofring.

I Nydam Mose med det store krigsbytteoffer og de tre både fra tiden omkring 300 e.Kr. ligger to andre offerpladser, begge fra 400-tallet. Den ene rummer et udvalg af kostbare sølvbeslag fra sværdskeder og remme, forgyldte og dekorerede som i Ejsbøl. Den smukke ornamentik på genstandene fra dette fund med dets karakteristiske karvsnit og dyr langs randen har fået navnet Nydamstilen.

Den anden ofring i Nydam Mose, som blev opdaget i begyndelsen af 1980erne, rummer et bredere udsnit af den almindelige hærudrustning: lanser, sværd, skjolde, knive, buer, pileskafter osv. – altså en gammeldags ofring, men i meget mere beskedent omfang end tidligere. Takket være de usædvanligt gode bevaringsforhold var træstagerne til mange af lanserne stadig intakte, og her ses de fineste båndflettede mønstre, som ellers kun er bevaret på metaller. Sammen med nogle enkelte ornamenterede spydstager fra Kragehul Mose på Fyn er de en påmindelse om, at der har været udsmykning alle vegne på de ting, som mennesker omgav sig med – dog velsagtens særlig hyppigt knyttet til våbenudstyret med dets både livsbeskyttende og prestigebetonede karakter.

Ornamenterne og dyrebillederne var næppe til pynt alene. De må også have haft en dybere symbolsk betydning, måske med et vist magisk tilsnit, som hjalp med til at værne og beskytte ejeren i kamp.

De tre fyrstelige våbensæt fra Ejsbøl illustrerer den koncentration af rigdom og magt, som også ses andre steder i samfundet. Med undtagelse af sværdene er dette udstyr fremstillet herhjemme i et miljø, der rådede over de bedste kunsthåndværkere og havde adgang til ædelmetaller. Sådanne fund er sjældne, sikkert fordi det kun var en ganske lille gruppe af fyrste- eller kongefamilier forundt at lade det fremstille.

Med den magtkoncenration, som karakteriserer tiden, er det ikke utænkeligt, at de store militære opgør nu i højere grad fik karakter af personlige konflikter mellem konger. Derfor var det også naturligt, at man identificerede både sejr og krigsbytte med dem personligt. Ved at ofre deres eksklusive våbenudstyr overgav man symbolsk hele den besejrede hær til guderne.