Romersk lerkar, terra sigillata, fra en grav ved Valløby på Stevns. Kun ganske enkelte romerske lerkar kendes fra danske gravfund, og de er alle af denne specielle type. De er fremstillet i forme med indstemplede menneske- og dyrefigurer, som danner en billedfrise rundt om karret. Fra 1. til 4. årh. e.Kr. blev de produceret i enorme mængder på store pottemagerværksteder både i Italien og i de nordlige provinser, bl.a. Frankrig, England og Rhinegnene. Under bunden bærer mange et fabrikationsstempel, og det betyder, at både datering og fremstillingssted ofte kan bestemmes ganske nøje.

.

Eksempler på romersk køkkeninventar, fundet ved udgravningen af den lavadækkede romerske by Pompeji. Dette er blot et lille udsnit af den romerske bronzeindustris store formforråd i 1. årh. e.Kr. Blandt dem kan man genkende de store spande, kasserollen, øsen og sien, bakken og kanden med kløverbladsmunding som nogle af de typer, germanerne satte pris på og gerne brugte ved deres egne drikkelag.

.

I den rige kvindegrav fra Blidegn ved Brahetrolleborg på Sydfyn blev der i kistens ene ende gjort et særpræget fund: En lille kreds af små sten, heriblandt brudstykker af en flintdolk, to forstenede søpindsvin, en stenøkse som er brækket over i skafthullet samt en hvæssesten af skifer. Stenene var oprindelig arrangeret omkring en lindetræsæske, hvis rester stadig ses på billedet. I denne lå to romerske kasseroller og en øse inden i hinanden.

.

Da de romerske kasseroller og resterne af trææsken blev fjernet, kom det øvrige indhold til syne. Det var en bronzekniv med hornskaft, en lille kniv med S-bøjet skaft, et meget lille lerkar, et remspænde af bronze, tenvægte af både glas og rav, glasperler, en lille bøjlenål af sølv samt ikke mindst en lille sivæske, som i omvendt stilling er bøjet over til højre i billedet. I den lå et forstenet søpindsvin samt forskellige frø – heriblandt kogleskæl af en pinje! Tilstedeværelsen af kogleskæl fra et træ, der har vokset ved Middelhavet, kunne tyde på, at kvinden selv havde været i Syden.

.

Lerkar fra Dollerupgraven ved Kolding. Mange steder i Jylland eftergjorde man karakteristiske enkeltheder fra romerske bronzekar i keramikken. Hanke blev udformet som på bronzerne, og under bunden blev der lavet koncentriske cirkler, som modsvarede de støbeteknisk bestemte cirkler under de romerske kasseroller. Disse særtræk ses kun ved den bedste hjemlige keramik og næsten udelukkende i Østjylland.

.

Romersk bronzespand fra Juellingegraven på Lolland.

.

I grænseegnene var kontakten til romerne naturligvis nær. Her opholdt de romerske købmænd sig til tider permanent, og den romerske livsstil var ikke noget ukendt. Romerske dagligvarer som f.eks. den særlig karakteristiske form for fin rød keramik, terra sigillata'en, romerske bøjlenåle osv., men sikkert også meget andet blev omsat på lokale markeder, hvor der i en vis udstrækning også anvendtes romerske mønter.

Det romerske møntsystem var sammensat af guld-, sølv- og kobbermønter, og det er især tilstedeværelsen af de mange småmønter af kobber, som viser, at penge blev anvendt til selv små og ubetydelige transaktioner i det daglige.

De to tidligere omtalte økonomiske systemer i Europa, det romerske og det germanske, må derfor suppleres med et tredje, nemlig grænseegnenes, som var en mellemform med begrænset markedshandel og en vis grad af møntøkonomi.

Det var dette økonomiske filter, som de romerske varer måtte passere for at komme til Germanien, medmindre man udelukkende vælger at se deres tilstedeværelse som resultatet af plyndring eller som et udslag af det romerske gavediplomati. Som eksempel på en diplomatisk gave skal vi sikkert se Hobygravens prægtige indhold, men det er svært at tro, at det samme kan gælde for hver eneste romersk genstand, der kom til Germanien.

Måske var de romerske produkter alligevel en del af den romerske grænsepolitik, blot på en mere indirekte måde. Når de skriftlige kilder indeholder modstridende oplysninger om handelsrestriktioner og tilladelse for germanerne til at handle på markeder langs grænsen, kan man fristes til at se det som udtryk for en meget bevidst romersk politik, der aktivt gjorde brug af germanernes ønske om at erhverve de eftertragtede luksusvarer.

Derved blev varerne først og fremmest en slags lokkemad, hvis formål mere var politisk end økonomisk. Dette forklarer måske også, hvorfor de skriftlige kilder ikke omtaler den ro-mersk-germanske handel med andet end spredte bemærkninger. Vi ved ikke, hvad romerne fik igen; slaver, huder, skind, gåsefjer, rav og langt lyst kvindehår er nogle af de ting, som sporadisk er nævnt i de antikke kilder, men om de har haft nogen virkelig betydning for den romerske økonomi, er derimod tvivlsomt.

Men hvad med plyndring? Var det ikke muligt, at germanerne fik opfyldt deres behov for romerske varer under de overfald, som de hyppigt foretog i grænseområderne?

Naturligvis kan vi ikke udelukke, at noget er kommet til Germanien som krigsbytte, men det har ikke været det meste. Når vi kan være så sikre på det, er det først og fremmest, fordi man i så fald måtte forvente et bredt og ret tilfældigt udsnit af romerske produkter i stedet for det selektive udvalg, som nu findes.

Det var nemlig kun en ganske lille del af det righoldige romerske form- og typeforråd, som nåede frem til de germanske stammer, og det rejser uvægerligt spørgsmålet om grunden. Var det, fordi romerne kun tillod netop disse ting at passere grænsen, eller var det kun disse ting, der faldt i germanernes smag? Hvis var initiativet i den handel, der må have fundet sted?

Var det romerne, der rejste til Norden for at afsætte deres varer, eller hentede germanerne dem selv i grænseegnene?

Kan vi overhovedet forestille os, at der har været romerske købmænd i Danmark, når de ikke har efterladt blot det mindste spor? Ville der ikke også have været romerske beretninger om sådanne handelsrejser, hvis de havde fundet sted?

Vi kender til to beretninger, som viser, at romerne har været så langt mod nord. Vi ved, at Tiberius i år 5 e.Kr. med den romerske flåde rundede Jylland og kom ind i Østersøen. Denne ekspedition har utvivlsomt først og fremmest haft et militærstrategisk formål, for den faldt sammen med den offensive romerske grænsepolitik i disse år. Tiberius har villet undersøge, om den igangværende ekspansion skulle standse ved Elben, eller om den burde fortsætte op i Jylland.

Vi ved også, at en romersk ridder på kejser Neros tid (54-68 e.Kr.) red op til Østersøkysten efter rav, men vi ved til gengæld ikke, hvor stor almen vægt denne beretning skal tillægges. Måske nævnes han, fordi denne bedrift var enestående – et eksempel på vovemod mere end almindelig kommerciel praksis.

Der er et andet forhold, som taler for, at fordelingen af de romerske varer lå i hænderne på germanerne selv, og det er måden, hvorpå de er spredt i Germanien. De egentlige luksusvarer, dvs. alle bronzerne, sølvskålene og glassene viser nemlig overraskende nok et ganske andet billede end dagligdags ting som f.eks. keramik og bøjlenåle af romersk oprindelse.

Keramikken og bøjlenålene repræsenterer hverdagens handelsvarer, som var uden særlig statusmæssig betydning. Derfor er det også naturligt, at de er almindeligst i området langs den romerske grænse. Kun i sjældne tilfælde er de kommet længere bort end et par hundrede kilometer, dvs. at de fleste holder sig inden for det område, der var den politiske og militære stødpude mod de germanske stammer, og hvor vi også fra de skriftlige kilder ved, at romerne selv har opholdt sig og bl.a. har handlet.

Bronzerne, sølvskålene og glassene ville, hvis de var blevet omsat på samme måde, også have været talrigest i grænseegnene, nærmest deres romerske hjemland. Men det er de ikke. Tværtimod er billedet vendt på hovedet, så der næsten ingen findes i grænseområderne, men flere og flere jo længere afstanden bliver til Romerriget, og allerflest er der i Danmark, som i lige linie ligger mellem 400 og 600 kilometer fra rigs-grænsen.

Almindelig tuskhandel eller bytte fra hånd til hånd kunne aldrig sprede genstande på denne måde. Hvad vi ser, kan kun forklares som resultat af en meget målrettet og velorganiseret handel, der skaffede de eftertragtede romerske varer til Norden i større samlede partier og ikke som spredte og tilfældige enkeltdele.

Om forbindelseslinien er gået direkte fra syd til nord, fra grænseområderne til Nordeuropa, eller om de snarere har hvilet på et system af alliancer mellem de germanske høvdinge og småkonger, er en anden sag, som vi vender tilbage til i næste kapitel. Var det sidste tilfældet, kunne det være disse germanske stormænd, der sad på de internationale forbindelser, stod for den lokale fordeling og derfor også rådede over de bedste og de smukkeste romerske genstande.

Kan vi være sikre på, at formålet med disse vin- og drikkekar først og fremmest var at understrege stormændenes eksklusive kontakt til den romerske verden? Kunne de ikke bare være pæne og praktiske redskaber, som man anskaffede, fordi de var velegnede til brug ved de hjemlige drikkelag?

Dette kan besvares med et klart nej. Havde de nemlig det, ville der uden tvivl også findes nogle, som var fremstillet af nordiske bronzestøbere. Men ikke en eneste af de fundne bronzespande, sier eller kasseroller er lavet herhjemme; der har næppe nogen sinde eksisteret en eneste nordisk kopi i bronze af de højt værdsatte romerske drikkekar.

Det var altså genstandene selv, og ikke mindst deres symbolske værdi, der havde så stor betydning i germanernes univers. De var eftertragtede og prestigebetonede.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Handel eller krigsbytte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig