En stormand af romersk format

Et af de klareste beviser på en nær og måske endog personlig kontakt mellem den nye romerske verdensmagt og det barbariske Norden findes i en stormandsgrav fra Hoby på Lolland.

Med sit udsøgte indhold af gravgaver, der forener det bedste af den romerske og det bedste af den hjemlige kunsthåndværkertradition, hæver den sig langt over alle andre af tidens fornemme stormandsgrave, ikke blot i Danmark, men i hele det germanske Mellem- og Nordeuropa.

Den gravlagte var en mand; at dømme efter de få jordiske rester var han midaldrende. I hans kiste stod en bordopdækning, som havde været en fornem romer værdig: de skønneste drikkebægre af sølv, og af bronze en bakke, et fad, en kande, en kasserolle og en spand. Desuden fandtes bronzebeslagene til to drikkehorn, der i modsætning til det øvrige repræsenterede den hjemlige drikketradition. Hertil kom tre ganske almindelige lerkar og et par solide svineskinker, der skulle sikre, at rejsen til det hinsides ikke kom til at foregå på tom mave.

Som sit personlige dragt- og smykkeudstyr havde han ikke mindre end syv bøjlenåle, heraf de fem af sølv med guldbelægning og de to af bronze, et fint leddelt bæltespænde af bronze, to svære guldfingerringe, en bronzekniv, en lille bennål samt forskellige beslag af jern og bronze – alt udført af lokale kunsthåndværkere.

Udstyret er det eneste komplette drikkeservice, der er fundet uden for den romerske verden, og de to store sølvbægre er unikke. At de er fremragende eksempler på den græsk-inspirerede romerske sølvsmedekunst i årtierne omkring begyndelsen af vor tidsregning er dog sikkert nok. De er da også signeret med den græske kunstnersignatur: „Cheirisophos gjorde det”.

Selv om bægrenes billedverden egentlig ikke har noget med dansk forhistorie at gøre, skal vi alligevel for et øjeblik rette opmærksomheden mod dem for at fornemme den klassiske skønhed, som også høvdingen i Hoby må have følt, når han sad med dem i hænderne. Om han også kendte Homer og dermed de afbildede historier, er naturligvis en anden sag, men både grækerne og romerne har i hvert fald gjort det.

På det ene bæger gengives en scene fra Iliaden. Forhistorien var den græske helt Achilleus' tvekamp med den troiske kong Priamos' søn, „den strålende Hektor”, som Achilleus havde dræbt og derefter slæbt i støvet bag sin stridsvogn omkring Trojas mure for til slut at efterlade liget som føde for hunde og fugle, udækket af jord. Om natten vovede den gamle konge sig ud til grækernes lejr og ind i teltet til Achilleus, som han bønfaldt om lov til at begrave sin søns mishandlede lig. Ved gudernes mellemkomst lykkes det at formilde Achilleus, og det er denne scene, hvor den gamle kong Priamos knæler for sin søns banemand, der er hovedmotivet på dette bæger (herover), der også viser den græske lejr med de sovende soldater.

På det andet bæger fremstilles sagnet om den græske helt Filoktet (til venstre). Det var ham, der ejede Herakles' berømte bue, uden hvilken Troja ikke kunne indtages. Undervejs hertil blev han imidlertid bidt i benet af en slange og efterladt på øen Lemnos til en tilværelse som eneboer i de ti år, hvor grækerne kæmpede ved Trojas mure. Et sandsagn fra guderne fortalte dem, at byen kun kunne falde for Herakles' bue, og Odysseus rejste til Lemnos sammen med Diomedes for at fralokke den gamle hans bue. På bægerets ene side ses den scene, hvor Odysseus besnakker den gamle, syge mand og samtidig lister den kostbare bue fra ham, hen mod den ventende Diomedes (nederst), mens den anden side viser selve det skæbnesvangre slangebid ti år tidligere: såret i foden vaskes af kammeraterne, mens slangen smutter ned i sit hul (øverst).

Over begge fremstillinger hviler en egen skønhed i relieffernes strenge renhed, deres ro og klarhed. Billederne følger den gyldne regel fra den græske kunsts storhedstid, at store følelser blev udtrykt gennem figurernes bevægelse mere end i deres ansigtstræk. Er Hoby-bægrene ikke græske originalarbejder, er de utvivlsomt repræsentanter for den fineste græsk-romerske kunst under de første kejsere.

Men stormanden fra Hoby havde også grund til at glæde sig over sine smukke bronzekar. Nu er de grønne af ir efter årtusinders ophold i jorden, men dengang var de nye og gyldne. Især er det store fad og kanden med kløverbladsmunding af en kunstnerisk kvalitet, som langt overgår, hvad der ellers kendes af romerske arbejder i Europa, herunder også Italien. Intet andet sted findes romerske bronzekar, der i formsikkerhed og skønhed er på linie med disse.

Det store flade fad med perlesnorsornamentik langs randen er i bunden udsmykket med en reliefmedaljon, hvorpå man ser den skumfødte kærlighedsgudinde Venus, gengivet netop som hun er steget op af havet. Hun står nøgen på vandoverfladen med udslået hår, og omkring hende svæver små amoriner, der bærer på hårbånd, spejl og salvekar. Det er en elegant komposition, præget af lethed og ynde.

Formsikkerheden i den lille kande er lige så slående. Den buttede amorin på hanken og den stiliserede blomsterranke, der slynger sig om kandens bug, er med til at understrege elegancen. Disse arbejder hviler da også på århundreders græsk håndværkstradition, skønt de er fremstillet i Italien, og de repræsenterer det ypperste inden for romersk bronzestøbning.

Man kan med rette undre sig over, hvordan dette pragtstel er nået fra Romerriget til Lolland uden at blive splittet. En del af forklaringen er sikkert at læse i bunden af sølvbægrene, hvor navnet Silius er indridset. En romer ved navn Silius vides nemlig i årene 14-21 e.Kr. at have beklædt embedet som militærkommandant i Øvre-Germanien med sæde i Mainz. Det fornemme drikkeservice har været i hans besiddelse, og herfra er det blevet overgivet til den mand, som siden fik det med sig i graven ved Hoby. Om dette vil der blive fortalt mere i et senere afsnit (se I periferien af et imperium).