Overskud og knaphed

Forudsætningen for at komme i besiddelse af den romerske import var bl.a. et produktionsoverskud. Det gjaldt, hvad enten der var tale om en handelstransaktion eller om diplomatiske gaver. Gavegivningen forudsatte nemlig, at modtageren havde en særlig position, måske bygget op om den spirende hird, som Tacitus nævner. Følget kostede både udrustning og forplejning, og det krævede overskud og merproduktion.

Selv om jorden i princippet stadig tilhørte forfædrene og stammen, så tilkom afkastet den enkelte bruger. Jordens udbytte afhang først og fremmest af gødningstilførselen, der var bestemt af staldbruget. De forskellige staldstørrelser, som nogle steder ses inden for de enkelte landsbyer, udtrykker ikke nødvendigvis forskellene i det samlede husdyrhold. De viser derimod, at der var forskel på, hvor meget malkekvæg, man havde, og hvor megen arbejdskraft, man disponerede over. Flere køer betød samtidig mere gødning, som igen var forudsætningen for et større udbytte af kornavlen. Både kvæg og mennesker skulle have føde; mere malkekvæg krævede flere mennesker i arbejde og større produktion, før overskuddet var i hus. Det ene førte det andet med sig.

Denne selvforstærkende udvikling slog for alvor igennem i ældre romertid. Landet var åbent og præget af overdrevsarealer, marker og enge. Sammen med de mange bebyggelsesspor vidner det om en større befolkning end nogen sinde tidligere. Dertil kom, at det forholdsvis varme og tørre sommerklima favoriserede korndyrkningen, mens presset på overdrevsarealerne og græsningsskoven blev forstærket, fordi græsset ikke havde de samme gode vilkår som i de forudgående århundreder, hvor det var mere fugtigt.

En sådan udvikling kunne kun fortsætte til et vist punkt – nemlig indtil presset på ressourcerne blev så stort, at der begyndte at blive knaphed på foder og mad. Den situation indtraf antagelig i slutningen af det andet århundrede, senest i begyndelsen af det tredje.

Omkring denne tid sker der en radikal omlægning af landbrugsproduktionen. De gamle marksystemer opgives og med dem den ekstensive driftsform, der var baseret på lange brakperioder. Denne ændring fandt sted over hele det nordvesteuropæiske lavland, og den blev ledsaget af en gennemgribende omlægning af gårde og landsbyer, som det vil fremgå af de følgende kapitler.

Udviklingen har sikkert strakt sig over lang tid selv inden for de enkelte områder, men overalt er den uden tvivl sat i gang, fordi jorden var ved at blive en sparsom ressource og muligheden for at inddrage nye landbrugsarealer ved at være udtømt. Landet var delt op, stammeområderne veldefinerede, landsbyjordene afgrænsede. Konflikt og uro var en naturlig følge af de begrænsede udvidelsesmuligheder, og det er sikkert i dette lys, at vi må se en række bemærkelsesværdige forsvarskonstruktioner, som i de senere år er blevet udgravet, og hvis anlæggelse rækker tilbage til det andet århundrede e.Kr.

Der er f.eks. de undersøiske pælespærringer i Haderslev Fjord, Æ Lei og Margrethe Bro, som skulle forhindre fremmede skibes indtrængen. Enkelte andre spærringer, f.eks. ved Stege, kan dateres til samme tid, mens atter andre fjordspærringer enten hører vikingetiden til eller er udaterede. Flere vil sikkert efterhånden vise sig også at være fra slutningen af ældre romertid.

På samme tid blev de første store voldanlæg konstrueret. Nu står de blot som svage aftegninger i terrænet, men engang var de store anlæg med vold, grav og palisade. Det største af dem er Olmerdiget i Sønderjylland – en kæmpekonstruktion over 12 kilometer, fra Urnehoved sydvest for Åbenrå til Gårdby syd for Tinglev. Det bestod af en træpalisade af tætstillede egestammer, i første byggefase enkelt, men i en senere med tre til fem parallelle rækker. Palisaden stod nogle meter foran en bred, fladbundet grav på hvis anden side fandtes en lav vold, dannet af den opgravede jord.

Man har beregnet, at der er gået omkring 90.000 egestammer til hele konstruktionen. Selv om den i første fase blot bestod af en enkelt række stammer, så er det alligevel en konstruktion, der både i arbejdsindsats og med hensyn til træmængde kan sammenlignes med de største vikingetidsan-læg som Trelleborgene og Ravningbroen.

Det har kun været muligt at gennemføre et så kæmpemæssigt anlægsarbejde, hvis det foregik under en stærk central ledelse. Olmerdigets dimensioner må dog også være vidnesbyrd om størrelsen og styrken hos den magt, man søgte at værne sig imod. Vi kender ikke de stridende parter, men det er muligt, at det var anglerne, der her ville sikre sig mod overfald fra jyderne.

Det er da også inden for det område, som traditionelt tilskrives jyderne, og som mod nord går til Skjern Å, at det rige våbengravsmiljø og det nyetablerede krigeraristokrati hører hjemme. Det er også her, langs hele Østkysten så langt mod syd som til Angel, landet mellem Flensborg Fjord og Slien, at store våbenofre i helligmoser vidner om voldsomme tilbagevendende kamphandlinger, der første gang fandt sted i slutningen af ældre romertid, men som fortsatte og tiltog igennem de efterfølgende århundreder.

Det samfund, vi møder i Syd- og Sydøstjylland, er på mange måder væsentlig forskelligt fra resten af Jylland og Øerne. Det var bygget op omkring et krigeraristokrati, der forenede militære og politiske magtbeføjelser. I gravene var en bronzespand og en enkelt glat guldfingerring, en „vielsesring”, ofte nok til at udtrykke denne særlige rang. Der er altså ikke tale om, at den døde ledsages af en egentlig bordopdækning med mange romerske kar, som det kendes fra Øerne. Dollerupgraven er dog en undtagelse. Det er derfor muligt, at den, der var gravlagt her, repræsenterede en øverste samlende magtfaktor, jydernes konge. I så fald må man også tolke de øvrige rigt udstyrede høvdingegrave fra Øerne som udtryk for fynske, lollandske og sjællandske småkongedømmer. Og den, der blev gravlagt ved Byrsted i Himmerland kunne på tilsvarende måde kaldes kimbrernes konge.