Købsteder i Danmark. Hvor intet årstal er angivet, er købstadsrettighederne fra før 1350.

.

Grundplan af Ribe 1651. Efter Johannes Mejers kort.

.

Grundplan af Fredericia. Efter Resen ca. 1677.

.

Befolkningsfordelingen mellem København, provinsbyer og landdistrikter 1760-1960 i procent.

.

København gennem tiderne. 1. Absalons borg, 2. Landsbyen Havn i 1100-tallet, 3. Byen København ca. 1200-1500, 4. Byen København sidst i 1600-tallet, 5. Byen København sidst i 1700-tallet, 6. Byen København sidst i 1800-tallet, 7. Københavns Kommune sidst i 1900-tallet. Den hvide plet er Frederiksberg kommune.

.

Først henimod vikingetiden begyndte det danske samfund at blive så specialiseret, at der opstod bosættelser, som man kan kalde for byer. De første er formodentlig opstået som handelscentre, nogle måske i tilknytning til høvdingesæder eller kultcentre, men i alle tilfælde først da samfundsudviklingen havde medført, at den enkelte landsby ikke længere var en selvforsynende enhed, men deltog i et varebytte med omverdenen. Handelen krævede da markedspladser, hvor køber og sælger kunne mødes, og ofte var det også et godt sted for håndværkere at slå sig ned i det mindste, medens markederne foregik.

På den måde opstod de første danske byer i 700-tallet. I løbet af vikingetiden kom flere til, og inden år 1250 var de fleste af nutidens byer grundlagt. Deres beliggenhed var typisk ved et trafikknudepunkt, f.eks. tæt ved en ås udløb i havet, hvor åmundingen gav gode anløbsmuligheder for handelsskibe, ved overfartssteder mellem landsdelene eller ved nogle af de handelsveje, der opstod ned gennem Jylland og tværs over Sjælland.

I 1000- og 1100-tallet får nogle af disse byer også betydning som centre for kirkelig og verdslig administration.

De fleste af byerne var meget små med under 1000 indbyggere. Det, der ud over erhvervsfordelingen skilte dem ud fra en større landsby, var deres administrative og jurisdiktionelle status, idet de ikke var underlagt herredernes ting (se Den administrative inddeling).

Kongen optrådte disse steder som byherre og vogter af freden. Han gav borgerne særlige købstadsrettigheder, herunder et begrænset lokalt selvstyre.

De første kendte danske byer var Ribe og Hedeby, lidt syd for det nuværende Slesvig. Arkæologiske fund viser, at der har været et håndværker- og handelssamfund ved Ribe Å allerede i 700-tallet, og fra slutningen af 900-tallet findes Ribe omtalt i skriftlige beretninger. Midt i 900-tallet blev den stiftsby.

Opførelsen af den nuværende domkirke blev dog først indledt i 1100-årene. Senere i middelalderen fulgte andet kirkebyggeri og grundlæggelse af klostre i byen. Byen blev befæstet, og det kongelige slot, Riberhus, blev også opført ved denne tid, alt sammen vidnesbyrd om byens betydning. Den er formodentlig i løbet af middelalderen nået op på et par tusinde indbyggere, mens de fleste andre af de danske byer Købstæder i Danmark. Hvor intet årstal er angivet, er købstadsrettighederne fra før 1350. blot bestod af nogle få gader omkring et torv og en kirke og havde under 1000 indbyggere.

Kortet over købstæder i Danmark viser, at der omkring 1350 var godt 60 byer i området vest for Øresund, hvortil kom omkring en snes i Skåne, Halland og Blekinge. Med et stagnerende eller faldende folketal i den nærmest følgende tid var der ikke behov for yderligere bydannelser. Kun nogle ganske få nye kom til, f.eks. Landskrona i Skåne i 1413, mens til gengæld nogle af de eksisterende mistede deres særrettigheder.

Trods 1500-tallets vækst i den samlede befolkning skal vi helt frem til omkring år 1600, før der igen kommer gang i bydannelserne, og nu var det i høj grad forsvarshensyn, der lå bag oprettelserne. Christian 4. anlagde Christianshavn og flere fæstningsbyer i provinserne uden for det nuværende Danmark, og Frederik 3. grundlagde Fredericia. Mellem 1600 og 1800 var der også nogle bymæssige samfund, som fik tildelt købstadsrettigheder.

Fæstningsbyerne blev bygget på hidtil ubebygget jord, og i modsætning til middelalderens byer med krogede gader og en tilsyneladende temmelig tilfældigt udviklet grundplan, blev de fra starten udlagt efter en samlet plan med gader, der skar hinanden i rette vinkler.

I løbet af 1800-tallet begynder også flere af provinsbyerne at vokse på grund af en stigende handel og sent i århundredet på grund af industrialiseringen. Denne vækst fortsatte ind i 1900-tallet, hvor mange byer bredte sig ud i de omliggende landdistrikter, så det hidtidige skarpe skel mellem by og land gradvist blev udvisket. Ved kommunalreformen i 1970 tog man konsekvensen af denne udvikling og ophævede købstædernes særlige status. Hele landet uden for København blev inddelt i ligestillede kommuner. Forinden havde enkelte sammenhængende bebyggelser, der ikke tidligere havde hørt med i købstædernes række, dog opnået at få de særlige privilegier.

Udviklingen i byernes befolkningstal er kendt fra slutningen af 1700-tallet. De fleste byer har gennem de sidste 200 år været relativt små, idet væksten i folketallet især er kommet i de største byer, men samlet er det en stærkt stigende del af befolkningen, der er kommet til at bo i byerne.

En særlig rolle blandt de danske byer i de seneste 200 år har København haft. I slutningen af 1700-tallet var det hoffet, forsvarets personel og en blomstrende udenrigshandel, der gjorde byen stor, så den omkring 1800 nåede op på 100.000 indbyggere. Efter tabet af Norge og med depressionen efter 1814 stagnerede byen i en række år, men i sidste halvdel af 1800-tallet blev hovedstaden hjemsted for meget af den tidlige industri, som tiltrak arbejdskraft fra hele landet. Den gamle befæstning blev nedlagt, og bebyggelsen bredte sig ud i brokvartererne uden for voldene. I løbet af 1870'erne nåede byen op på over 200.000 indbyggere, og i de følgende årtier fik også de omliggende kommuner del i væksten, så det storkøbenhavnske område omkring 1900 havde en halv million indbyggere.

I 1900-tallet fortsatte væksten til omkring 1950, hvor der var næsten en million indbyggere i de tre centrale kommuner, København, Frederiksberg og Gentofte. Derefter flyttede industrien væk fra bymidten, mens serviceerhverv skabte nye arbejdspladser. Da mange beskæftigede imidlertid flyttede længere væk fra arbejdet end tidligere, faldt folketallet i de centrale byområder. Udviklingen er dog igen vendt i 1990'erne med indflytning til de større byer. I de tre centrale hovedstadskommuner boede i 2003 ca. 660.000, mens der i 25 omegnskommuner boede ca. 745.000 mennesker.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Byernes fremvækst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig