Det egentlige Danmarks størrelse

Kystlinieforløbet omkring det nuværende Danmark har i tidens løb forskudt sig frem og tilbage flere gange, og de områder, der har været beboet efter istiden, er derfor ikke alene de ca. 43.000 kvadratkilometer, som landet i dag omfatter.

De vigtigste årsager til disse ændringer har været, at den europæiske landmasse har bevæget sig, at vandmængden i de omkringliggende have har svinget, at havene har nedbrudt kysterne og aflejret det nedbrudte materiale andetsteds, og i de seneste århundreder, at den danske befolkning ved kystbeskyttelse, bygning af dæmninger og udtørring af fjorde og søer har udvidet landområdet.

Havets nedbryden af kysterne kan ses mange steder, hvor stejle klinter uden beplantning er et klart vidnesbyrd om, at der hvert år forsvinder jordmasser ud i havet. Den største forandring er sket langs Jyllands vestkyst, hvor kysten mange steder tidligere har ligget et godt stykke længere mod vest end nu. Et eksempel på denne udvikling har man ved Limfjordens udmunding i Nordsøen. Sognet Agger nord for Limfjorden gik tidligere meget længere ud, og flere bebyggede områder i sognet er forsvundet i bølgerne.

Menneskenes mulighed for at påvirke naturens omformning af kystlandskaberne har tidligst vist sig i marsklandskaberne, hvor man ved at anlægge grøfter kunne tvinge havet til at aflejre finkornet materiale og ved at bygge diger kunne sikre lavtliggende områder mod oversvømmelser og derved gøre marsken til frugtbare landbrugsarealer.

Inden for det nuværende danske område kendes de tidligste eksempler på denne landvinding ved Sønderjyllands vestkyst, hvor allerede Saxo omtaler, at der ligger diger langs hele kysten. Det var dog kun diger, der kunne holde havet borte om sommeren, og bebyggelsen lå derfor på høje, „værfter”, der ragede op over vandet ved højvande hele året rundt.