Uddannelsesforhold

I 1814 fik Danmark en skoleordning for alle børn. Der indførtes undervisningspligt fra det fyldte syvende år indtil konfirmationen. Efterhånden som reformen blev gennemført fuldt ud, betød den en klar forbedring af oplysningsniveauet i den danske befolkning. I byerne opstod der i løbet af 1800-tallet ved siden af 1814-lovens gratis friskoler også særlige borger- eller realskoler, hvor der betaltes skolepenge, men til gengæld blev der undervist i flere fag og timer ugentlig. Desuden var der i byerne adskillige privatskoler, og en del børn modtog fortsat undervisning i hjemmet.

En ny større reform kom i 1903, da de forskellige skoler i byerne blev slået sammen til en fælles undervisning i de første fem klasser med en derefter følgende gaffeldeling i en eksamensmellemskole, der efter ni års skolegang førte til mellemskoleeksamen og efter 10 år til realeksamen, og en eksamensfri afdeling. Dette system blev yderligere udbygget ved en ny lov i 1937. På landet fortsattes derimod det ældre system med et kun let ændret indhold, og de fleste børn på landet gik stadig kun i skole i syv år.

Endelig er der ved en række reformer i tiden efter 1958 sket en gradvis overgang til en tiårig enhedsskole for både bymæssige og tyndere befolkede områder.

Byernes latinskoler blev i 1903 omdannet til gymnasier, hvis undervisning blev en treårig overbygning på eksamensmellemskolen. Eleverne skulle vælge mellem en specialisering i klassiske sprog, moderne sprog eller matematik og naturvidenskab.

I 1970'erne og 1980'erne er antallet af linier blevet udvidet, og samtidig er der opbygget en lang række andre uddannelsestilbud for de 16-18-årige, heriblandt de erhvervsfaglige uddannelser, der i betydeligt omfang har afløst ældre tiders mesterlære inden for en række erhverv.

Resultatet af denne massive indsats med at indføre nye uddannelsestilbud kan ses af tabellen nedenfor og figuren over skolesystemet ca. 1850-1990. Af tabellen fremgår det desuden, at der i løbet af 1900-tallet er sket en markant ændring i forholdet mellem drenges og pigers uddannelsesniveau.

© Efter forlæg af Hans Chr. Johansen

Skolesystemet ca. 1850-1990

De højere uddannelser var efter reformationen en lang tid fortsat samlet på Københavns Universitet, hvor præsteuddannelsen var den dominerende. Fra 1700-tallet udvidedes fag området, og efterhånden kom der specialiserede uddannelsesinstitutioner til på en række områder. I det 20. århundrede er antallet øget kraftigt, og der er også oprettet universiteter og andre højere læreanstalter i provinsen.

Frem til omkring 1960 var antallet af studerende begrænset til et par procent af hver årgang, men er siden da vokset meget kraftigt. Ved de videregående uddannelsesinstitutioner optoges i begyndelsen af 2000-tallet hvert år ca. 48.000 nye studerende eller næsten lige så mange, som der blev født i hver årgang i begyndelsen af 1980'erne. På grund af studiefrafald og studerende, der påbegyndte mere end én uddannelse, var det dog en betydelig mindre andel af hver årgang, der færdiggjorde en videregående uddannelse.

Befolkningens almindelige uddannelsesniveau er desuden siden midten af 1800-tallet blevet højnet gennem højskolernes virksomhed, der begyndte i 1844 og ikke mindst fik betydning for landboungdommens uddannelse, ved en udbredt aftenundervisning, der indledtes i slutningen af 1800-tallet, og gennem forskellige former for efteruddannelser.

© Knud Rosenlund efter forlæg af Hans Chr. Johansen

Skolegangen i provinsen i 1867 (skoledage pr. år).

© Steen Frimodt efter forlæg af Hans Chr. Johansen

Antallet af videregående studerende i 2002 i hvert amt, fordelt efter uddannelsesstedets beliggenhed.

© Historisk Atlas Danmark, 1988

Antallet af personer, der aflægger studentereksamen. I studentertallet er inkluderet nordmænd til 1813 og islændinge til 1918.