I 1425 lod kong Erik Kalmarunionsbrevet afskrive i en ved notar bekræftet form, en såkaldt vidisse. Den fornemme pergaments-kopi tager sig noget mere imponerende ud end originalens beskedne papir med dets mange rettelser m.v. Antagelig lå Kalmarbrevene allerede da på Kalundborg Slot, hvor de registreredes senest 1439. De fik begge en bagsidepåtegning ved den skriver, der udførte 1425-afskriften. På det såkaldte unionsbrev står: „En aftale at disse tre riger skulle evigt blive under en konge, som gjort var i Kalmar”, på det såkaldte kroningsbrev: „Hvorledes alle tre rigens råd lovede min herre troskab i Kalmar, da han blev kronet, og at disse tre riger skulle blive tilsammen under ham.”

.

Uanset unionsbrevets tvivlsomme retsgyldighed var Margretes stærke stilling uomtvistelig. Dette viser sig blandt andet deri, at hun stille og roligt lod de gamle og fornemme rigsembeder forsvinde ved ledighed. Allerede i 1381 døde den sidste rigsmarsk, og snart efter også den sidste drost. Og selv om roskildebispen bevarede titel af rigskansler, blev dette en ganske vist fornem, men reelt indholdsløs titel, der kun blev taget frem ved særlige lejligheder af højtidelig karakter.

I stedet optræder en kongelig kansler, nært knyttet til regentens person som leder af det kongelige kancelli og dermed af de daglige forretninger. Og dronningens hofmester, der havde ansvaret for hofholdningen og dermed hendes privatøkonomi, kommer i stigende grad til at blive rigets finansforvalter.

Men først og fremmest fik dronningen utrolig meget ud af sin strengt taget irregulære position som blot og bar formynder. Efter kong Håkons død var hun enkedronning af Norge, og i Sverige stod hun ikke blot som erobreren, men også som enke efter Håkon, der var sidste levende mand af det gamle svenske folkungedynasti. I Danmark havde hun derimod aldrig nogen ret til dronningetitel; hun var som nævnt valgt til fuldmægtig og formynder, altså rigsforstander. Men faktisk gav dette hende en ekstraordinær stærk position. Enhver storgodsejer ville selv have erfaret, at det var en formynders første pligt at sørge for, at de betroede midler til sin tid helt og fuldt blev overdraget til myndlingen, når denne blev myndig. Ellers pådrog man sig et erstatningsansvar. Dette betød, at Margrete til hver en tid kunne afslå stormændenes ønsker om udvidelser af deres privilegier. Det var nemt at hævde, at der i og for sig intet var, hun hellere ville; men desværre var det juridisk set umuligt for hende på mindste måde at begrænse kongemagtens rettigheder, da hun havde pligt til, når kong Erik blev myndig, da ubeskåret at overdrage ham hele den kongemagt og de fulde rettigheder, som hun i sin tid (i 1375) var blevet betroet.

Foruden selve kongemagten i alle tre riger besad hun sit morgengavegods som enkepension (senere kaldtes dette livgeding), dvs. at store dele af kronens slotte og godser stod under hendes private bestyrelse. Nok føltes det altid rimeligst, at administrationen af slottene og de vigtigste embeder blev betroet mænd, der var indfødte i hvert enkelt rige. Men det var lige så givet, at dronningen som privatperson kunne administrere sit eget gods efter forgodtbefindende. Den altid velunderrettede lybske krønike beretter: „Dette ordnede dronningen med stor klogskab, og da dette var sket [generhvervelsen af de skånske slotte og forsoningen med Holsten], blev hele rigets adel grebet af respekt for denne frues visdom og styrke, og den gik villigt i hendes tjeneste. Hun kaldte fogederne i landet til sig, rejste rundt fra slot til slot og forflyttede fogederne fra det ene slot til det andet, ligesom når en klosterforstander sender munkene fra kloster til kloster … således blev dronningen med sin søn så mægtig over hele riget, at hun intet savnede.”

Som adskillige danske fik bestyrelsen af slotte og len i Sverige og Norge, lod Margrete meget gods i Danmark forvalte ved tilkaldte tyske fogeder, der følgelig kom til at stå i et særligt loyalitetsforhold til hende, en politik, som Erik af Pommerns dronning siden hen med ikke ringe held søgte at efterligne.

En umiddelbar konsekvens af formynderstillingen var iværksættelsen af det program om genskabelsen af krongodset, der var blevet vedtaget i 1396. Her gentog stormændene et løfte fra 1376 om ikke at ville købe selvejergods (og dermed gøre dette skattefrit), så længe kongen var umyndig, og samtidig udtryktes et fromt ønske om, at man derefter ville kunne komme til enighed om dette kildne spørgsmål. Men først og fremmest bestemtes det, at alt krongods, der siden 1368 var tabt for den danske krone, atter skulle generhverves ved hjælp af specialdomstole, der skulle granske de juridiske forhold, og i Sverige blev det samme vedtaget, her med 1363 som skæringstidspunkt.

Og når hansestæderne bestandigt pukkede på deres privilegier, stod formynderen i en stærk position. Udvidelser eller blot mere gunstig fortolkning af allerede gældende bestemmelser var helt udelukket, ja i og for sig var det tvivlsomt, om dronningen kunne mere og andet end blot foreløbig at opretholde status quo.

Det er især karakteristisk, at afgørende begivenheder i den kommende tid behandledes på stormandsmøder med talstærk deltagelse fra alle tre riger. Allerede i 1398 holdtes et møde i København, hvor mindst 88 nordiske stormænd var til stede. Det gjaldt specielt forholdet til Den tyske Orden, der havde besat det for søhandelen så strategisk vigtige Gotland med Visby under påskud af at sætte en stopper for det sørøveri, som den slagne kong Albrechts tilhængere fortsat bedrev.

Ved denne lejlighed garanterede hansestæderne, at de ville udlevere Stockholm til dronningen, såfremt Albrecht ikke var i stand til at betale den enorme løsesum, der var aftalt i Lindholm i 1395. Traktaten med Den tyske Orden udstedtes af kong Erik og de 88 stormænd, der opregnes i en slags aldersorden, dvs. at de optræder som en helhed, danske, svenske og norske blandet imellem hinanden. Aftalerne med hansestæderne betragtede man øjensynligt mere som lokalpolitik, hvorfor de tre breve herom udstedtes for hvert enkelt rige, således at kongen i det svenske eksemplar nævner sin svenske kongetitel først og så fremdeles.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Formynderen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig