Danmarkshistorien

Krongodset

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


En bedring af statens økonomi krævede dog mere end kreditværdighed og dygtig manipulation af pengemarkedet. Man måtte sikre sig, at der nogenlunde regelmæssigt indløb faste indtægter til det daglige arbejde. Og dette betød i middelaldersamfundet, at kronen måtte besidde en passende del af landets jord, hvad enten den som direkte ejer besad fæstegods, der ydede landgilde, eller den som overherre modtog faste årlige skatter af selvejerbønder.

Allerede kong Valdemar havde ved siden af generobringen af Danmark søgt at kontrollere, om aristokratiet med urette havde sat sig i besiddelse af gammelt krongods, og specielt var der evindelige bryderier med det gamle selvejergods. Dette ydede ganske vist årlige og faste skatter til kronen og stod under en vis statslig kontrol. Men da selvejerafgifterne som regel var betydeligt lavere, end hvad en fæstegård af samme størrelse plejede at give i landgilde, blev der en art „merværdi”, der kunne både arves og sælges.

For rige selvejere, der havde erhvervet meget gods, lå det lige for at prøve at slippe for skatterne mod til gengæld at påtage sig krigstjenestepligt, dvs. at de blev skattefri herremænd. Men hvad nu, hvis en forarmet selvejer ønskede at afhænde resterne af sin ejendom til en mand, der allerede havde skattefrihedsprivilegierne, dvs. var „adelig”? I begge tilfælde ville kronens indtægter blive formindsket.

Efter Lindholmtraktaten i 1395 og landefredsforordningen året efter kunne Margrete nu koncentrere sig om godspolitikken. I Sverige og Finland rejste kongelige kommissioner rundt i de følgende år og fik i betydelig grad held til at lægge meget gammelt selvejergods, der uretmæssigt var kommet på skattefrie hænder, tilbage under skatten. Også i Danmark søgte man at værne om de vist ikke særlig mange selvejergårde, der var tilbage. Det virker som en art kompromis, at rigsloven af 1396 gentog et tidligere løfte af 1376, hvor aristokratiet havde lovet at lade være med at købe selvejergods (og dermed gøre det skattefrit) frem til næste gang, der blev holdt danehof. Nu vedtog man, at man ikke ville købe den slags ejendom, så længe den unge kong Erik var umyndig, dvs. at netop her benyttede dronningen sig af sin særlige formynderstillings styrke. „Siden håbe vi med Gud, at han [kong Erik] og de vil kunne enes om dette og alt andet.”

Da loven gav dronningen ret til at gå helt tilbage til 1368 som skæringsår, og da Erik af Pommern reelt først overtog regeringen ved hendes død 1412, blev det på denne måde stille og roligt sædvane, at kronens selvejergods altid skulle bevare dets særlige status, og sædvanen var nu engang nok så vigtig som en skreven lov. Lejlighedsvis kom godsejere ud for ubehagelige overraskelser, som da den fromme ribebisp i 1409 havde testamenteret sit domkapitel en bondegård, som han havde købt i god tro. Men da det viste sig at være en selvejergård, måtte hans efterfølger pænt aflevere den igen, hvorfor han i 1418 i dyre domme måtte skaffe domkapitlet erstatning for tabet.

I Danmark var der dog ikke så meget selvejergods, at en generhvervelse havde den helt store interesse. Her drejede det sig især om jordejendom, dvs. fæstegods. Forordningen af 1396 fastslog, at der i hvert enkelt stift skulle nedsættes en kommission under bispens forsæde med seks adelsmænd og seks selvejerbønder, der skulle granske „om det gods, der var kommet fra kronen, siden vor fader kong Valdemar for fra Danmark til Tyskland”, dvs. helt tilbage til 1368.

Naturligvis stod det enhver frit på tilsvarende vis at rejse sag imod kronen, såfremt man fandt at have mistet gods på uretmæssig vis. Måske er det kildematerialet, der svigter os her, da vi intet kender til sådanne retssager, og instruksen til kommissionerne indskærpede, at kronens og rigets krav skulle behandles først.

Allerede i september 1396 ser vi den lille konge, århusbispen Bo, syv adelsmænd med flere holde retterting i Horsens, hvor en gård blev tildømt kronen efter troværdige mænds vidnesbyrd, da den mentes at være erhvervet allerede af kong Valdemar. Men måske var dette blot en prøveballon, da de øvrige retssager synes at være helt ordinære godsejerstridigheder.

Først i 1406, da dronningens stilling såvel økonomisk som udenrigspolitisk var ved at være sikret, brød det rigtigt løs med en rettertingsrejse, der førte den kongelige domstol fra Århus i februar over Viborg og Randers til Ålborg, hvor stribevis af sager blev pådømt i maj-juni. I august var retten nået til Ribe, og derpå drog man gennem Vestjylland over Holstebro og Skive tilbage til Ålborg, hvor der i september afsluttedes en række transaktioner, der fulgte i kølvandet på de tidligere domme. Og endelig kunne kongen og det trætte følge over Randers nå færgen i Århus, så at rettertinget i oktober kunne afslutte sit virke i Kalundborg.

Det var unægtelig ikke småting, som disse retssager oprullede. Om ret og uret har vi så længe efter ikke fjerneste mulighed for at dømme. Men tidspunktet var næppe helt ubelejligt, da der på denne tid havde været en række dødsfald blandt den jyske højadel. Ydermere var den mægtige hr. Niels Iversen (Rosenkrantz) trofast kongeligsindet og døde barnløs allerede ca. 1412. Den gamle Hvideslægt var det gået svært tilbage for, og inden længe uddøde dens godsrige hovedlinie. Og Gyldenstierneslægtens aldrende førstemand hr. Peder Nielsen til Ågård, der havde mange umyndige slægtninge at tage vare på, synes bevidst at have foretrukket sikre forlig med dronningen frem for de hovedkulds konfrontationer mod kong Valdemar, som hans far og farfar gang på gang havde indladt sig på.

Lidt syd for Randers lå Hvideslægtens borg Tordrup med et omfattende fæstegods. Allerede i 1404 havde hr. Peder til Ågård købt en halvpart i godset af den forarmede Sven Udsen og dennes hustru Kirstine, der havde arvet det efter sin fader hr. Anders Offesen Hvide. Men i 1406 måtte Sven Udsen og hustru afstå fra al ret til borg og gods, da det var kommet retten for øre, at hr. Anders Offesen i sin tid havde solgt det alt sammen til kong Valdemar. Derefter skyndte den pæne hr. Peder sig at frafalde alle krav i henhold til skødet af 1404, hvorefter ejeren af den anden halvpart Stig Andersen Hvide og sønnen Poul Stigsen måtte bekræfte, at kong Valdemar (vist i 1374) havde fået skøde på det alt sammen.

Ørum Voldsted i Thy ligger på en naturlig holm i en senere tørlagt sø. En tværgrav deler anlægget i to banker med lave volde, der har været befæstet med palisader. Efter en beskrivelse fra 1373 synes anlægget helt at have været af træ, og under dronning Margrete og hendes efterfølgere blev det til administrationscentrum for Thy.

Herren til Ågård har naturligvis kunnet gøre modkrav gældende over for hr. Sven. Men derudover har han kunnet glæde sig over, at dyden bærer belønningen i sig selv. Da han i september kvitterer den nu sikkert helt forarmede hr. Sven for tilbagebetalingen af noget af 1404-købesummen, medbesegles kvitteringen af en mand, der kaldes hr. Peders husfoged på Riberhus. Her finder vi en vigtig årsag til så mange højadelsmænds næsten utrolige loyalitet over for den dronning, der ihærdigt erhvervede højadelsbesiddelser. De aristokrater, der sluttede op om dronningen og hendes politik, kunne forvente ganske kontante modydelser, især i form af forleninger af kronens slotte og godser. Hermed fulgte ikke blot betydelige og højst velkomne ekstraindtægter, men også en væsentlig politisk indflydelse.

Kort efter måtte Bo Høeg stadfæste sin faders skøde til kong Valdemar på den faste gård Ørum i Thy, der ganske som Tordrup derefter blev et af kronens vigtigste administrations-centre i Jylland. Mange sager kom slet ikke til doms; men vi ser dronningen, ofte med den flinke hr. Peder som mellemmand, købe gods, dvs. at meget har kunnet afgøres i mindelighed, således at dronningen dog ydede en vis erstatning.

Således foregik hr. Peder til Ågård sammen med sin vist endnu ikke myndige broder Erik Nielsen (Gyldenstierne) den nordjyske adel med et godt eksempel, da de højtideligt fraskrev sig ethvert krav på et nordjysk gods: „Vel har vi hørt og forstået, at gården Åstrup i Vendsyssel med al dens tilliggende har i lang tid været i kronens værge, og vel har vi hørt, at den fordums skulle have tilhørt vore forfædre, og somme siger, at vi skulle have nogen ret dertil, og somme siger, at kronen og kongedømmet har ret dertil.”

Signet med våbenskjold for ridderen hr. Peder Nielsen til Ågård (død efter 1409), igennem et langt liv en af dronning Margretes nærmeste rådgivere og i længere tid lensmand på Riberhus. Skønt enkelte slægter kunne være tilbøjelige til at føre tilnavn (f.eks. Rud eller Krabbe), opfattedes dette længe som en art øgenavn, og det normale var, at man alene brugte et fornavn samt fadersnavn med -sen. Men da Frederik 1. 1526 forlangte, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne, kastede hr. Peders efterkommere et blik på deres våben med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da af kaldte slægten sig Gyldenstierne.

Kort sagt, når en magten så nært stående mand som hr. Peder ikke havde lyst til at prøve sagen ved retten, hvor store chancer havde andre så? To dage senere afstod hr. Peders søskende deres eventuelle rettigheder, og derpå troppede endnu flere stormænd eller adelsenker op for at fraskrive sig ethvert tænkeligt krav.

Men hr. Peder Nielsen har næppe ønsket, at dronningen skulle genoptage sin faders politik og gennemgå samtlige gyldenstiernebesiddelser i Han Herred under lup. Var man ikke for genstridig, kunne der altid opnås mindelige ordninger. Vel som et plaster på såret fik Stig Andersen Hvide og søn i 1407 det kongelige gods Velling birk nær Randers i fri forlening; men det understreges udtrykkeligt, at der alene var tale om en livstidsoverdragelse, dvs. at birket til sin tid atter skulle vende tilbage til kronen. Det var vist ikke mindst gennem den slags langtidsforleninger, at meget krongods var kommet på gale hænder i de urolige tider.

Dronningens stærkt forbedrede likviditet tillod hende desuden at genindløse meget pantsat gods. I 1406 gav hendes rigsråd og trofaste hærfører hr. Mogens Munk hende kvittering for at have modtaget de 700 lødige mark, for hvilken sum han havde haft Galten Herred i pant, og dette område kom derpå til at sortere under det nyerhvervede Tordrup. Men på samme tid finder vi hr. Mogens som lensmand over Koldinghus, Vejle og Horsens med tilhørende borge, stæder og godser, utvivlsomt en udbytterig karriere for en godsejer, der tilmed havde sin private hovedbesiddelse Boller lige syd for Horsens.

Den slags økonomiske og juridiske transaktioner var ikke altid helt gennemskuelige, hverken for samtid eller eftertid. I hvert fald efterlod dronningen sig et fælt rygte blandt den nordjyske adels efterkommere. I en retssag 1460 udtalte den, bevares, svenskgifte Erik Eriksen (Gyldenstierne, brodersøn til førnævnte medgørlige hr. Peder): „… det er vitterligt, at dronning Margrete havde for sædvane, at når gode mænd, som havde store forleninger af hende, døde, så tog hun fra dem penge og sølv, så meget hun kunne. Således bevises det om hr. Mogens Munk, at da han blev slagen og mistede sit liv for hendes skyld [i 1410], tog hun alt, hvad han ejede af guld, sølv og penge, og sagde, at det var kronens; nu havde hun det, og dertor ville hun beholde det på kronens vegne. Det samme gjorde hun efter min farbror hr. Peder Nielsen til Ågård, tog fra hans børn 1200 fuldvægtige engelske nobler i en sum sammen med andet guld, sølv og penge. Ligeså gjorde hun med hr. Jacob Muus og mange flere gode mænd i riget. Man har også fortalt mig, at hun gjorde det samme … her i Sverige.”

Et sådant partsindlæg, afgivet mere end 50 år efter begivenhederne, viser selvfølgelig blot, at der i visse højadelskredse levede en kritisk tradition. Man husker bedst det mistede gods, medens fordele som forleninger m.m. nemmere glemmes. Et par noget uldne udsagn fra Sverige i 1435, hvor der samledes propagandamateriale imod kong Erik, fastslog, at efter hr. Mogens Munks død tog dronningen straks til Bygholm Slot ved Horsens og umiddelbart derefter til Boller og tog gods og penge i forvaring. Men da hun senere kom til Bygholm, overgav hun afdødes broder „en god del gods igen” til arvingernes nytte.

Her antydes faktisk, at noget af forklaringen skal findes i en ny tids krav til mere moderne regnskabsføring. Da alle de nævnte højadelsmænd ikke blot var storgodsejere, men også kongelige lensmænd, som havde krongods i administration, ville deres død automatisk medføre en opgørelse mellem kronen og arvingerne: hvilke indtægter var private, og hvilke hørte til krongodset? Hvad var lensmandens rimelige administrationshonorar, og var slot og len måske så slet vedligeholdt, at der med rette kunne rejses krav imod dødsboet?

Et fast led i dronningens godserhvervelser var at få hånd i hanke med de befæstede borge. Som nævnt blev flere af dem nu lokalcentre for den stedlige forvaltning under en kongelig lensmand. Men andre kom man af med på en ganske raffineret måde. Som vi skal se, indgik der i dronningens gaver til kirken et vist antal trekantshandeler. Og ofte viser det sig, at den kongelige gave især bestod af resterne af et gammelt slot; børglumbispen kom således til at hænge på Rugtved nær Frederikshavn og viborgbispen på Hald, men begge steder med udtrykkelig forpligtelse til at nedrive forsvarsværkerne.

Om dette fortæller et vidnesbyrd fra et herredsting i Himmerland endnu i 1484. Her fremstod 12 gode bønder og udtalte sig om, hvad de igen havde hørt fra deres forældre, „at da Nørlund tilforn blev bygget, da blev det bygget til et røverskjul og ikke til et herresæde, og derfor lod dronning Margrete det nedlægge”. Det er den anden side af billedet; dronningens politik gik ikke udelukkende ud på at udvide og forbedre krongodset. Rigets indre retssikkerhed var lige så vigtig. Derfor fastslog landefredsforordningen af 1396 også, at ingen mere måtte opføre befæstede borge; ikke tårne, mure og voldgrave, men kongens fred skulle i fremtiden være sikkerhed nok. Det var i hvert fald, hvad de gode bønder huskede.

Og nok kunne en slægt i generationer erindre, hvad man havde mistet; men det stod ofte slettere til, når det angik hvorfor. Kort efter Christian 2.s tronbestigelse i 1513 mødte Tyge Krabbe op med et krav om at få sin gamle slægtsbesiddelse Fiskbæk nær Viborg igen, og den nye konge måtte love, at når det bortforlenede gods atter blev ledigt, skulle sagen blive ordnet. Men i mellemtiden fandt man stunder til at gå i arkivet, og her kunne man nu konstatere, at godset i 1408 under fuldt lovlige former blev overdraget til dronningen af „Niels Mikkelsen, som man kalder Krabbe …, til bedring mod kongedømmet, fordi jeg og min morbror Niels Kaas med flere, som jeg bad derom, gentagne gange har brudt tingfreden på Fjends Herred og kirkefreden ved Kobberup Kirke …”

Papirerne var således i den skønneste orden; men endnu 100 år senere havde oldebarnet en anderledes opfattelse af sagens sammenhæng. Nok var Christian 2. så nådig, at han i 1518 overlod Tyge Krabbe Fiskbæk gods i forlening på livstid. Men under propagandafelttoget imod Christian 2. i 1523 kørte man frem med påstanden „efterdi kong Erik og dronning Margrete har tiltvunget nogle adelsmænd til at tage deres gods til len af kronen”, så burde den slags kongelige overgreb selvfølgelig omsider gøres godt igen. I hvert fald endte det med, at Tyge Krabbe fik ejendomsret dertil, og det uanset at en del af jorden altid havde været krongods, der blot af praktiske hensyn var blevet administreret sammen med det forbrudte gods Fiskbæk.

Når det drejede sig om fast ejendom, havde den danske adel en særdeles god, om end noget selektiv hukommelse. Men alt i alt blev krongodset betydeligt udvidet. For den sydlige og større del af det midtjyske Viborg Stift (i 11 af i alt 16 herreder) kan vi ligefrem sammenligne krongodset, som det var efter kong Valdemars Jordebog (1231), med situationen kort før reformationen. Hvor kronen i 1231 ejede, hvad der senere ville svare til en godt 70 fæstegårde, bestod krongodset ved middelalderens slutning af tre gange så meget, hvoraf det meste, i hvert fald mindst 100 gårde, var erhvervet under Valdemar Atterdag eller især dronning Margrete.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Signet med våbenskjold for ridderen hr. Peder Nielsen til Ågård (død efter 1409), igennem et langt liv en af dronning Margretes nærmeste rådgivere og i længere tid lensmand på Riberhus. Skønt enkelte slægter kunne være tilbøjelige til at føre tilnavn (f.eks. Rud eller Krabbe), opfattedes dette længe som en art øgenavn, og det normale var, at man alene brugte et fornavn samt fadersnavn med -sen. Men da Frederik 1. 1526 forlangte, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne, kastede hr. Peders efterkommere et blik på deres våben med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da af kaldte slægten sig Gyldenstierne.

© Dette billede må du ...

Ørum Voldsted i Thy ligger på en naturlig holm i en senere tørlagt sø. En tværgrav deler anlægget i to banker med lave volde, der har været befæstet med palisader. Efter en beskrivelse fra 1373 synes anlægget helt at have været af træ, og under dronning Margrete og hendes efterfølgere blev det til administrationscentrum for Thy.

Viser 2 af 2 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
aristokrater
fine, runde småkager, hvor dejen er smagt til me ...Artikel i Den Store Danske
kvittering
(afledt via nty. af mlat. quitare 'gøre rolig, bef ...Artikel i Den Store Danske
ejendomsret
... fuldstændig ejendomsret , ret til i enhver hense ...Artikel i Den Store Danske
formindsket
anvendes i musikken om et diatonisk interval, der er ...Artikel i Den Store Danske
Stigsen
slægt, se Galen , Hvide og Krognos . ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Koldinghus
tidligere kongeligt slot i Kolding, formentli ...Artikel i Den Store Danske
Kobberup Kirke
ca. 7 km SØ for Skive, Viborg Stift, bygget o ...Artikel i Den Store Danske
Himmerland
egn mellem Limfjorden og Kattegat, mod syd afgr ...Artikel i Den Store Danske
våbenskjold
det samme som våben . ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
TrDa
13/02/2012
  • Læst 1193 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki