Det danske rigsvåben pryder sammen med Norges, Sveriges og Pommerns våben fortsat en hvælving i Canterbury Katedral. Udsmykningen er antagelig udført ca. 1411 og skal minde om det fyrstelige bryllup mellem kong Erik og den engelske prinsesse Philippa i 1405-06.

.

To sider af den instruks som Margrete i 1405 gav Erik af Pommern med på Norgesrejsen. På siden t.v. behandles spørgsmålet, hvorvidt rigsråden hr. Gaute Eriksen, som hævdet, har betalt sin lensafgift på 100 nobler af lenet Nordmøre eller ej; medens siden t.h. handler om udnævnelsen af ny kansler.

.

Akershus. Trods talrige ombygninger er der dog levnet betydelige rester af den gamle middelalderborg ved Oslo. Her tilbragte Margrete en stor del af sin barndom, og endnu under enevælden blev lokale norske anliggender styret herfra.

.

Fra tidlig tid havde den unge konge fulgt med dronningen på rejse rundt i de tre riger for at lære om retsvæsen og praktisk politik. Under et sverigesophold 1403 fortsatte han til Finland, som han synes at have interesseret sig for, da han senere gjorde flere rejser hertil.

Da han i 1405 rejste til Norge i håb om dér at kunne modtage sin brud, fik han af Margrete en detaljeret instruks angående såvel konkret politik som kongelig optræden. Ret enestående er det udførlige papirshefte på otte sider endnu i behold, om end dets tilstand ikke er den bedste, hvad der lejlighedsvis vanskeliggør læsningen af flere af de 54 paragraffer. Alligevel får vi et klart indblik i dronningens fortrolige råd til den uøvede konge, og det lige fra den klassiske advarsel imod at lade sig overtale og komme til at love for meget til det mere personlige altid at bevare roen og holde hovedet koldt.

Først og fremmest slås det fast, at hvor som helst kongen opholder sig, skal der holdes fred, og hvis freden alligevel bliver brudt, skal der foretages en upartisk retsafgørelse. Da vinterrejsen foregik over land, skal han passere grænsen i Värmland, og så snart han er på norsk grund, skal han ledsages af Herluf, en lokalkendt norsk foged, „der kender bønderne”, samt af Jesse Eriksen, som Erik selv kendte, måske den i senere svensk tradition så hårdt kritiserede kongetjener.

Så vidt muligt bør Erik opholde sig på slotte og i byer og ikke ude på landet, og hans lillesøster, som var med på turen, skal under alle omstændigheder blive på Akershus Slot. Da det snart viste sig omsonst med den planlagte bergenrejse for at hente Philippa, nøjedes han vist med en kortere tur i omegnen af Oslo, således bl.a. til Tønsberg. På Akershus skal den gamle hr. Amund Bolt nu afløses af Eriks køgemester den norske højadelsmand hr. Endrid Erlensen til Losne. Derfor skal der aflægges grundigt regnskab for lensforvaltningen, og dronningen gør ham opmærksom på, at der på slottet findes et „fadebur”, et helt arkiv med gamle jordebøger over krongods og regnskaber m.v.

Der tales en del om skatter og om muligheden af en ny bevilling, men det fastslås samtidig (hvad der ligeledes var sket i Sverige i 1403), at selv om et personligt besøg af kongen selv traditionelt krævede naturalieydelser af undersåtterne til det kongelige hofs underhold, skulle slotsfogederne ikke dermed tro, at de på tilsvarende måde kunne tage deres administrationsomkostninger betalt af almuen.

Også det norske rigsråd omtales, dels i forbindelse med ønsket om skattebevilling, dels ved kravet om, at dronningens morgengavegods, hendes livgeding („enkepension”) nu skulle fastsættes. Men ellers burde kong Erik så vidt muligt forhandle med råderne enkeltvis, og blev problemerne for vanskelige, skulle han uden tøven henvise sagerne direkte til dronningens afgørelse. Og vel havde den pålidelige bergenbi-skop haft udstedelsen af licenser på islandshandelen under sig; men det understreges, at dette faktisk var et anliggende, der hørte under monarken selv.

Det norske kanslerembede var traditionelt knyttet til Oslo provsti, men havde længe stået ledigt, og Margrete havde taget Norges rigssegl med sig til brug overalt, hvor hun befandt sig. Dette havde man fra norsk side beklaget sig over, og en ny kandidat til kanslerembedet var udpeget, om end i al fortrolighed, hvorfor instruksen ikke røber navnet på pågældende. Hvis denne allerede var ankommet, hvorved nordmændene fik at se, at det imod skik og brug ikke var en gejstlig (men vist nok en nyindvandret tysker), skulle Erik forsikre dem om, at det slet intet betød. Men hvis den nye kansler endnu ikke var kommet til Norge, skulle kongen trække sagen i langdrag ved at hævde, at i et så vigtigt anliggende måtte han have en drøftelse med det samlede rigsråd.

I øvrigt skulle han passe meget på ikke at komme til at afgive løfter, i hvert fald ikke skriftligt og under ingen omstændigheder på beseglet pergament, som ikke var til at løbe fra. Karakteristisk nok udstedes fra nu af de fleste norske rigs-dokumenter og kongebreve på et gammeldansk sprog, der med tiden vandt udbredelse som norsk skriftsprog (bogmål). Og til slut giver dronningen det unge menneske en lang række formaninger om ikke at blive hidsig og i det hele taget passe på at optræde værdigt, netop den slags almindeligheder, som ældre mennesker alle dage har belemret ungdommen med.

Der er sandt at sige ikke megen statsretsfilosofi i de 54 paragraffer, der er skrevet af en mester i det praktiske spil. Det ene øjeblik tilsidesættes rigsrådet, og i det næste kan det bruges som påskud til at trække tiden i langdrag. Det er realpolitik og intet andet, og som vi skal se, søgte Erik efter evne, og nu og da måske lidt vel bogstaveligt, at leve op til disse regler.

Efter brylluppet synes det unge par i årene 1407 til 1409 at have resideret på Kalmar Slot, og den hellige Birgittas datterdatter, der dør her i 1407, har sandsynligvis virket som en art hofmesterinde for barnebruden. Selv om Erik i 1408 med mindre held blandede sig i valget af ærkebiskop i Uppsala, blev der alt i alt sat visse forhåbninger til ham i Sverige, især i kredse, der ikke var vildt begejstrede for Margretes politik. Ved hendes død udtrykte en svensk gejstlig, at den unge konge gav store løfter for fremtiden, og at man havde grund til at håbe, at han ville fjerne en række af de allermest upopulære kongelige fogeder og lensmænd.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet I tronfølgerlære.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig