Frihed er det bedste guld

Til en fortsat krigsførelse kræves blot tre ting, penge, penge og atter penge. Men for svenske og norske bønder har det ikke været opmuntrende at vide, at de betydelige ekstraskatter skulle anvendes til et tilsyneladende så rent lokalt dansk problem som krigen i Slesvig. Så længe dronning Philippa sad på de centralsvenske slotte som en art rigsforstander, gik det, blandt andet var det soleklart, at hun på de områder, der var hendes livgeding, havde ret til at indsætte, hvem hun ville som lokale fogeder og slotslensmænd. Men efter hendes død i 1430 opstod en voksende utilfredshed såvel imod skattetrykket som imod de mange „fremmede” fogeder af dansk og tysk oprindelse, og det uanset at mange af dem havde haft embede i Sverige i lange tider. Da det svenske aristokrati selv kunne ønske sig større indflydelse, var det naturligvis lydhørt over for netop den slags argumenter.

Især havde kong Erik altid ønsket at blande sig i udnævnelsen af bisper, hvad der var gammel tradition for i Danmark, medens dette gav til problemer i Sverige. En næppe uberettiget klage over en umulig ærkebispekandidat i 1419 blev dog løst ved et tilfredsstillende kompromis, hvor kongen i stedet foretog et valg mellem tre kandidater, der blev foreslået af Uppsala domkapitel. Men da denne ærkebiskop døde i 1432, forlangte domkapitlet en helt uafhængig valghandling i henhold til den formelle kirkeret ganske uden kongelig indblanding.

Disse nye signaler er et vidnesbyrd om, at Norden var ved at følge ganske godt med i de internationale ideologiske strømninger. Som nævnt havde kong Erik ladet sig repræsentere på kirkemødet i Konstanz. Nu sendte han også udsendinge til Baselerkonciliet. Og her fik udlandet lidt kendskab til historisk tradition i Norden, da biskoppen af Växjö gjorde vrøvl over protokollen, der havde placeret ham efter de spanske bisper. I et lærd foredrag fremhævede han, at det svenske folk nedstammede fra de gotiske folkeslag, der 1000 år tidligere havde tilintetgjort Romerriget, og derfor måtte være berettiget til en fornemmere placering.

Spanierne replicerede kvikt, at de netop nedstammede fra de tapre vestgotiske udvandrere, mens svenskerne blot var efterkommere af de dorske goter, der var blevet hjemme, så den historie kom der intet ud af. Men selve koncilbevægelsen lod også en stedse mere udbredt „konstitutionalisme” komme til orde; som fyrsterne Europa over i stigende grad måtte forhandle med forfatningsmæssige forsamlinger, f.eks. stænder, om skatter og nye love m.m., ønskede koncilierne pavens autoritet begrænset. Til slut kom det direkte til konflikt mellem koncil og pave, hvilket ikke gjorde det lettere for en fyrste at afgøre, hvilken af de stridende parter han burde holde på, når han ønskede sine egne kandidater udnævnt til bispestolene i sine riger.

Alt tyder på, at man i Norden fulgte med i dette spil og sandsynligvis modtog ekstra impulser fra de udsendinge, der snart selv kom hjem fra Basel. Det virker rent ud som en provokation, at uppsalakapitlet i 1432 ikke blot valgte en kandidat, der var helt uacceptabel for kong Erik, men ydermere ventede med at give ham besked derom, indtil den nyvalgte var godt på vej til Rom for at opnå pavens godkendelse. Påstand stod mod påstand. Kongen hævdede at følge skik og brug, hvad han utvivlsomt havde megen ret i. Men domkapitlet henviste til den internationale kirkerets strenge regler og begyndte ligefrem at sætte spørgsmålstegn ved unionskonge-dømmets legitimitet. Da den nye ærkebispekandidat fra Rom vovede at drage kong Eriks arvekongestatus i tvivl, indkaldte kongen dog blot et nordisk bispemøde, der i juli 1433 i København med fynd og klem tilbageviste disse påstande. Men da tre svenske deltagere var vel hjemme i Sverige, påstod de, at de alene var gået med hertil under tvang.

Nu gik konflikten fra det statsretligt-kirkepolitiske ind i en national fase. Lavadelsmanden Engelbrecht Engelbrechtsson, der havde tilknytning til bjergværksdriften, rejste bevæbnede bondeskarer i protest imod skattetrykket og de onde fremmede fogeder, og mere eller mindre godvilligt sluttede kirkefyrster og aristokrater sig dertil. I august 1434 afholdtes ligefrem et møde i det ellers så begunstigede „unionskloster” Vadstena, hvor man opsagde kongen troskab og huldskab.

Det var unægtelig en uhørt handling, og ikke mindst inden for aristokratiet var store kredse bekymrede over den lovløse udvikling. To svenske bisper, der var på vej hjem fra Basel, turde simpelt hen ikke forlade Danmark, men udtrykte håbet om, at „Gud, som elsker fred, vil give Eder og alle derhjemme sin hellige nåde til i tide at slukke denne farlige brand”. Samtidig skrev en mand fra Stockholm til rådet i Danzig om

„en mand ved navn Engelbrecht fra Dalarne, hvor der brydes kobber og jern. Han har samlet skarer på 40-50 tusind mand … under hans ledelse har de erobret og nedbrændt byer, borge og landsbyer. Nu er de ved Stockholm ligesom kætterne uden for Danzig [en henvisning til et hussittisk plyndringstogt, der året før var nået frem til stadens omegn]. De vil fordrive kongen og selv være herrer. Det gør de alt sammen, for at det her i Sverige må blive, som det var i Erik den Helliges tid. Da var der hverken toldafgifter eller beskatning, ej heller tynge på bønderne som nu …”

Kort og godt en henvisning til alle klassiske bondeopstandes ønske om at føre tiden tilbage til „de gode gamle dage”. Følgelig kunne man ikke undvære en konge; hvem kunne ellers hjælpe almuen imod det griske godsbesiddende aristokrati, der så gerne lagde tynge på bønderne? Og det var unægtelig svært at finde fodslag mellem de oprørske bønder og det svenske aristokrati, der længe håbede på en udsoning med kongen. Det var derfor ganske klogt af kongen i første omgang at lade sine dansk-norske råder føre forhandlinger med de svenske aristokrater.

Men kort fortalt virker det, som om den rethaveriske konge udelukkende vil belære de genstridige svenskere om, at deres påstande ikke er rets- eller forfatningsgyldige, mens omvendt danske aristokrater – uanset langvarig loyalitet over for den konge, der havde givet dem så strålende karrierer – i stigende grad bliver betaget af den nye konstitutionelle ideologi, som deres svenske kolleger fremførte. Det er nemt at forestille sig kong Eriks holdning til disse utaknemmelige råder, som hidtil havde støttet kongen, men som nu efter svensk mønster begynder at stille forfatningsmæssige krav. For eftertiden virker kongens irritation naiv, for ikke at sige rethaverisk. Over for alle argumenter om en ny statsordning svarer kongen logisk, „at således havde han ikke modtaget riget af fru Margrete” – sande ord, men uden realpolitisk værdi i en helt ny situation.

Da kongen i 1434 sender en flåde til Stockholm, synes der endnu mulighed for at drive en kile ind mellem den folkelige og den aristokratiske modstand. Men det svenske aristokrati forlangte et særsvensk rigsråd og et totalt forbud imod, at udenlandske mænd gik dem i bedene, når det drejede sig om de givtige slotsforleninger.

I denne situation er kong Erik tvunget til at indlede forhandlinger med Holsten og hansestæderne, der på et møde i Vordingborg stiller så vidtgående krav, at kongen forlangte sine danske råders skriftlige erklæring om, at han med æren i behold kunne indlade sig derpå. Thi Erik mente selv fuldt ud at regere forfatningsmæssigt korrekt, om end på nogen anden måde end efter den forfatningsmodel, som svenskerne nu opstillede; og en formindskelse af riget eller af dets rettigheder kunne kongen personligt ikke indlade sig på.

Det svenske råd forlangte nu den højadelige Karl Knutsson (Bonde) indsat på det genoplivede rigsmarskembede, medens kongen – vel som passende modvægt – foreslog lensmanden på det finske hovedslot Viborg Krister Nilsson (Vasa) som drost. De få kongelige indrømmelser gav blot det svenske aristokrati blod på tanden, og samtidig med at det i 1436 stiller nye og skærpede krav, styrkes dets position, da en højadelsmand myrder Engelbrecht.

I 1436 afholdtes et stort kalmarmøde, men unægtelig under helt andre forudsætninger end 40 år tidligere. Lange svenske tirader besvares kort af kongen: svenskerne havde sveget deres troskabsed, gjort oprør, overtrådt indgåede forlig, slået mange danskere ihjel, foretaget plyndringer og i øvrigt stillet krav, der direkte stred imod den svenske landslov.

Men hvad hjælper det at have den formelle juridiske ret i et realpolitisk spil? Det er, som om kongens ubøjelige holdning vanskeliggør den forhandlingsposition, som han gav sine danske råder. For hvad var der konkret at forhandle om, og var en række af de svenske konstitutionelle krav egentlig ikke af interesse for de danske aristokrater? Hansestæderne var til stede som mæglere, efter at Lübeck havde modtaget løfte om fritagelse for den nye sundtold, og byens borgmester opfordrede kongen til at indtage en forsonlig holdning, da en fortsat stejl optræden kunne medføre, at „Eders nåde kommer til at lide evig skam; men følger I Eders råders råd, og råder de Jer slet, da rammer dadlen dem og ikke Jer”.

Til slut konkluderede de danske råder: „Måtte Eders nåde tænke på i Danmark at skikke og regere, som vi og andre af rigens indbyggere har rådet Jer til, … hold fred med hanseaterne … og glem ikke Norge” (der slet ikke var repræsenteret).

Kort og godt, hvis det svenske råd opnåede særfordele, var de danske råder selvfølgelig nødt til at bede om det samme; havde kongen hidtil regeret gennem sine aristokratiske råder, kunne disse vel lige så godt regere gennem kongen. Den monarkiske union var ved at vige for en konstitutionel-aristokratisk.

I betragtning af den følgende udvikling er det fristende at formode, at kongen kun bøjede sig på skrømt; et forligsforslag gjorde Kalmarunionens tvivlsomme indhold til nyt forfatningsgrundlag, og flere udkast viser tydelig påvirkning fra de nye statsretsideologier, der var slået så kraftigt an. Nu indsatte kongen sin fætter hertug Bugislav og flere andre af sine pommerske slægtninge på en række slotte især på Fyn og Lolland-Falster. Selv tog Erik ophold på Gotland, hvorfra han ville følge den videre udvikling. Han var overbevist om, at den måtte ende med, at ydmygede danske og svenske råder måtte trygle ham om atter at tage regeringsmagten for at skabe orden i det opståede kaos. Endnu en gang kommer vi ikke uden om de altid kyndigt observerende hansegesandter: „Kongen holdt sig borte, fordi han ville se, hvad enden blev på det regimente, hans gode mænd havde begyndt i rigerne. Han formodede, at der ville komme tvedragt deraf.” Men faktum er, at Erik ikke mere vendte tilbage til Danmark (se afsnittet Den første oldenborger).